På de slidte træbænke sidder folk gemt bag aviser, mest på russisk, mens det gamle, eldrevne tog bevæger sig ud af Riga torsdag morgen. Halvvejs mellem den smukke, gamle hansestad og badebyerne ved Østersøkysten står vi af på trinbrættet ved Olaine. Ind over sporene trasker pendlerne, forbi nogle kolonihaver og hen mod de slidte, gråhvide blokke, som udgør byen. 'I skal bare tre blokke hen, så er I ved skolen - hvis det altså er den lettiske skole, I søger', forklarer en venlig dame.

Vi går forbi den tekniske skole og op ad trappen til dens enæggede tvilling, Olaines 1. Vidusskola, en lettisksproget skole fra 1. til 12. klasse. Tolken har aldrig før været i Olaine, men på vej ind ad døren siger hun: 'Jeg ved godt, hvor toiletterne er'. Skolen er fuldstændig mage til den skole, hvor hun i sin tid gik, og til masser af andre lettiske skoler fra 1960'erne. Olaine er en ung by, bygget i løbet af ganske kort tid, da man i 1965 besluttede at placere en medicinalfabrik og nogle plasticfabrikker på noget mosejord lidt uden for Riga. I en fart blev blokkene smækket op. En del af dem var såkaldte kollegier til sovjetiske arbejdere, og de står tomme nu med plader for døre og vinduer. I de andre blokke med et-, to- og treværelseslejligheder bor skolens elever og deres forældre.

Selv opfundet teamsamarbejde

Bygningerne er tilsyneladende ikke blevet vedligeholdt eller renoveret siden 60'erne. Men pædagogikken inde bag de duggede ruder i de afskallede vinduesrammer er ikke nær så ramponeret. Projektarbejde var eleverne i Olaine allerede vænnet til, da undervisningsministeriet indførte et lovkrav om en ugentlig projektuge for tre år siden. Teamsamarbejde har lærerne i Olaine ganske vist aldrig hørt om, men de tre matematiklærere i 5. klasse har selv opfundet teamarbejdsformen.

'Som forsøg har vi første gang prøvet at inddele eleverne efter, hvilket fagligt niveau de befandt sig på i 4. klasse. Og vi tre lærere mødes hver fredag og aftaler, hvad vi vil arbejde med i næste uge, så eleverne har det samme pensum og får de samme prøver. I slutningen af december vil vi så vurdere, om der er nogle elever, der skal rykkes mellem holdene', fortæller Silvija Garoza. Engelsklærerne havde også planer om at gå sammen på den måde, men det faldt til jorden på grund af lærerudskiftning.

'Man er nødt til at være en fast gruppe for at få det til at fungere. Jeg håber, at vi tre kan arbejde sammen de næste fem år', siger Silvija og understreger, at de tre lærere også er enige om at bytte børn, så Silvija ikke skal have de dygtigste elever næste år.

Silvija går hen ad den terrazzo-belagte gang til sit klasseværelse. Vinduerne har ikke været åbnet i frikvarteret, og de er dugget så meget til, at man næsten ikke kan ane årets første sne, der falder udenfor. Luften er tyk og tung, drivhusagtig, også på grund af de utallige grønne planter. Der er bregner og 'svigermors skarpe tunge' i vindueskarmen, sankt pauliaer på katederet og flere planter både på et rullebord ved bagvæggen og i holdere på væggene.

'Værsgo at sidde ned', siger hun til de 23 elever, der står pænt ved deres pladser. Klassen har arbejdet med time-, minut- og sekundomregning derhjemme, og Silvija roser deres arbejde i høje toner.

'De her opgaver er på 10.-klasse-niveau - det skal jeg nok huske at fortælle 10. klasse i morgen. I kan godt klappe jer selv på hovedet', siger hun, og hver og en af eleverne giver sig selv et venligt nus i håret.

Tallene flyver i luften

Silvija Garoza er 45 år, og det lyser ud af hende, at hun elsker matematik. Hun kunne regne, før hun kunne læse, og først da hun kom i gymnasiet, formåede en dygtig lettisklærer at åbne hendes øjne for litteratur, som fik en plads i hendes hjerte ved siden af tallene. Klassen lyn-hovedregner. Silvija lægger ud med et stykke og beder en elev om at svare. Eleven finder på et nyt stykke, og tallene flyver rundt i lokalet. Silvija tænder lysstofrørene, og lyset blinker et øjeblik. Så går hun rundt og ser, om alle sidder godt på deres stole, mens de arbejder stille og roligt med bøgerne. Løbende kalder hun en elev til tavlen for at regne stykker, hvor femcifrede tal skal divideres med trecifrede.

På et tidspunkt beder hun alle elever rejse sig og træde ud i gangene mellem de tre rækker til en lille gang hurtig gymnastik, der slutter med, at hænder og arme rystes grundigt igennem. Klassen får lektier for, skriver dem op i deres lektiebøger, og så snupper Silvija lige nogle hurtige spørgsmål ud i klassen a la 'Hvor mange meter går der på én kilometer?' og 'Hvike måneder har 31 dage?' Eleverne er opmærksomme og virker lige så optagede af matematikken som deres lærer.

En ringeklokke så enerverende, at også eleverne uvægerligt tager sig til ørerne, afbryder timen.

'Vi sparer sammen til en melodisk klokke', fortæller Silvija på vej ned i kælderen. Her er slidte håndvaske på lange rækker, hvor eleverne skal vaske deres hænder, før de stiller i kø for at komme i kantinen. Den er delt i to afdelinger. I den forreste kan lærere samt elever fra 9. til 12. klasse handle frit det meste af dagen. Der er chips, juice, kildevand (vandet i vandhanerne er ikke drikkeegnet i Riga og omegn), kager, suppe, salater og et par hovedretter at vælge imellem. Bagved er den store spisesal, hvor de yngre elever hver dag får serveret en fast menu for cirka syv kroner. I dag er der juice, den russiske rødbedesuppe borsch med mørkt brød til og karbonader med kartoffelmos og rødkål. De fire køkkendamer er ansat på skolen.

'Det ville være meget nemmere for mig at overlade driften af kantinen til et firma, som man har gjort det på mange skoler, men det ville blive dyrere for børnene', fremhæver skoleleder Jazeps Volans.

Opdrager for en 10. klasse

Fotografen Ilmars Znotins fortæller, at det er et firma, der står for maden på hans søns skole. 90 procent af eleverne kan ikke fordrage en bestemt ret med kød og hvidkål, alligevel står den på menuen igen og igen.

Klasseværelset er Silvijas faste, hvor hun har forskellige klasser i matematik og den ugentlige klassens time med 10. klasse, som hun er klasselærer for eller 'klasseopdrager', som titlen lyder i direkte oversættelse. I frikvarteret har 9. klasse flyttet bordene rundt, så de står i grupper. Silvija gennemgår timens forløb: 'I skal arbejde sammen, men I må ikke regne for de andre. I skal vælge seks personer, som skal skrive resultaterne ned. I må godt snakke, men ikke sidde og sladre og forstyrre hinanden. Det, I ikke har brug for, skal væk fra bordet'.

Grupperne går i gang med en stribe cosinus- og sinus-opgaver. En sjælden gang kalder en gruppe på skolotaja, lærerinden. Eleverne kalder læreren ved titel og De - dog er Silvijas egen klasse, 10. klasse, begyndt at kalde hende ved fornavn i uformelle sammenhænge.

'Jeg har haft den her klasse siden 5. Jeg kan stole 100 procent på dem, så jeg kan godt tillade mig at gå herfra - de skal nok arbejde. De her grupper har de selv dannet, men nogle gange sætter jeg dem sammen', siger Silvija, som går rundt i klassen og holder øje med, at både de stærke og de svage elever arbejder med lommeregnere og linealer. Det matematiske niveau er højt, men ikke så højt, som det har været. Det er kun få år siden, at integralregning røg ud af 9. klasses pensum i Letland.

De fleste af skolens elever går videre i uddannelsessystemet, når skolepligten slutter efter 9. klasse. Olaines store russisktalende befolkning bruger oftest den russiske skole, men når børnene så har gået der nogle år og haft lettisk som fag, sker det jævnligt, at familien søger om, at barnet kan optages på den lettisksprogede skole.

'Hvis barnet er i stand til at følge en undervisning på lettisk, så bliver han eller hun optaget. De familier ved, hvor vigtigt det er at få en uddannelse, så de russiske børn er ofte de dygtigste og mest ambitiøse elever', siger skoleleder Jazeps Volans.

Officielt er der stor arbejdsløshed i Olaine, men Jazeps Volans mener, at den reelt er mere beskeden. Han mener, at der er folk, der melder sig ledige og så tager toget eller bussen ind til Riga og arbejder sort. Mange elever ser meget lidt til deres forældre, og der er problemer med alkoholmisbrug i mange familier.

'En del forældre ser det desværre som skolens opgave at opdrage børnene', fortæller han.

Skolen har en pasningsordning for de små elever om eftermiddagen og står for en række populære fritidsaktiviteter som folkedans, korsang, basketball, aerobics og diskoteksfester for de ældste elever.

Pædagogisk bibliotek

Om eftermiddagen, når eleverne er gået hjem, går Silvija ned i skolens underetage, hvor hun har et deltidsjob mere - som leder af skolens pædagogiske bibliotek.

'Rummet her fik vi penge af kommunen til at indrette for fem år siden, da vi var blevet formelt godkendt som studentereksamensskole', fortæller hun.

Det pædagogiske bibliotek er i modsætning til skolebiblioteket kun åbent for lærerne. Væggene er dækket af reoler, hver hylde tilegnet et fag eller emne.

'Jeg køber ét eksemplar af de nye bøger, der udkommer. Foreløbig har jeg indkøbt 2.000 bøger'.

Ved siden af fagbøgerne står ringbind med undervisningsforløb skabt af Olaine-skolens egne lærere.

'Når man har udarbejdet et et rigtig godt undervisningsforløb eller materiale, så kan man selv vælge at sende det ind og deltage i en konkurrence her i Riga-området. Vi har haft tre lærere i Frankrig, efter at de havde vundet sådan en konkurrence'.

Silvija sidder i biblioteket hver eftermiddag og får som regel også klaret sin egen forberedelse til næste dag her. Nye lærere kommer ned og får vejledning af hende i, hvordan de får hul på et emne, og de mere erfarne kan komme og kigge på, hvad der er kommet af nye materialer inden for deres fag. Her er også en computer med et elektronisk undervisningsmiddelkatalog og borde opstillet i cirkel, så de kan bruges både til møder - for eksempel det månedlige forældreudvalgsmøde - og til individuelt forberedelsesarbejde.

'Det var højeste mode med sådan et bibliotek for fem år siden - nu er det allerede gammeldags, nu gør man i stedet skolebiblioteket til et stort informationscenter', siger Silvija.

Computeren er radioopkoblet til internet ligesom computerne på skolens kontor og i datalokalet. Nettid er dog så dyr, at der ikke er fri adgang for elever til at gå på nettet undtagen i projektugerne.

Mere end fuld tid

En fuldtids lærerstilling i Letland er 21 undervisningstimer om ugen. Silvija har 29 undervisningstimer foruden jobbet i det pædagogiske bibliotek, også da hendes nu voksne datter var lille. Næsten alle lettiske lærere arbejder mere end fuld tid, i gennemsnit 1,3 fuldtidsstilling per lærer, og sådan er det også i Olaine.

'Jeg støtter det, selvom det selvfølgelig går ud over undervisningens kvalitet. Men ellers kan man ikke eksistere for en lærerløn', siger skoleleder Jazeps Volans.

Det er staten, der betaler lærernes lønninger, mens kommunerne har udgifterne til bygningsvedligeholdelse, undervisningsmidler med videre. Men for nogle år siden blev der åbnet op for, at den enkelte kommune kunne give noget ekstra oven i den almindelige løn til lærerne, noget, som dog kun har fået effekt i Riga-området, hvor der er konkurrence fra private virksomheder, hvor man med en uddannelse for eksempel i engelsk eller tysk kan komme til at tjene langt mere.

Lokalt har Silvija Garoza som tillidsrepræsentant været med til at indgå en aftale, hvor 13.000 lats, knap 200.000 kroner, af skolens budget fordeles mellem de ansatte efter et nøje tilrettelagt system. Der er for eksempel penge til lærere, der fylder 50, 60 eller 70 år, og til rekreationsophold ved sygdom. Alle lærere får et beløb til sommerferien, men størrelsen er gradueret efter, hvor længe de har været ansat. Desuden betaler skolen transportudgiften til de få af lærerne, der ikke bor i Olaine, og giver et beløb til de lærere, der selv har børn på skolen. Den faste løn for en lettisk lærer i en almindelig fuldtidsstilling er 157 lats, cirka 2.350 kroner, om måneden.

Pengene får man kun del i, hvis man er medlem af fagforeningen, men det er ikke kun derfor, at samtlige køkkendamer, de fire medlemmer af skoleledelsen og samtlige øvrige ansatte er medlemmer af fagforeningen LIZDA. Der er et tæt kollegialt sammenhold mellem lærerne på Olaines 1. Vidusskola. De griner sammen, mødes i hurtige frikvarterer på det lillebitte lærerværelse til en snak, er aktive i udvalgsarbejde og holder altid en lille sammenkomst, når der er en, der har fødselsdag.-

Åbning mod øst

Efter murens fald voksede drømmen om et forpligtende samarbejde mellem de tidligere kommunistiske lande og EU. Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og Slovenien søger nu om optagelse i EU. Det samme gør Cypern og Malta.

EU's seneste regeringskonference i Nice blev afsluttet i december sidste år. Nice-traktaten skulle bringe EU i stand til at optage kandidatlandene. Ved sommerens topmøde i Göteborg erklærede statscheferne, at det burde være muligt at afslutte forhandlingerne senest ved udgangen af 2002. Målet er, at de kandidatlande, der kan opfylde EU's krav, kan deltage som medlemmer i valgene til Europaparlamentet i 2004.

Folkeskolen har besøgt Slovakiet, Polen, Letland og Ungarn for at beskrive lærerlivet i de postkommunistiske lande. Dette er den sidste artikel.

Fakta om Letland

Indbyggertal: 2,43 millioner.

Hovedstad: Riga (790.000).

Sprog: Lettisk tales af 55 procent af befolkningen og er siden 1989 eneste nationalsprog, russisk cirka 32 procent, desuden hviderussisk, ukrainsk, polsk, litauisk.

Gennemsnitlig levealder for mænd: 60,8 år, for kvinder 73,1. Forskellen er blandt de største i verden.

Styreform: Republik. Letland har reelt kun været en selvstændig nation i to historiske perioder, fra august 1920 til juni 1940 samt fra august 1991 og frem. Forfatningen fra 1922 er genindført. Kun lettiske statsborgere har valgret.