Børnemuren slog ham ud

Jens-Halvor Jessen måtte til psykolog for at klare hverdagen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da Jens-Halvor Jessen tog hul på lærerjobbet i sommer, troede han, at han kunne klare hele verden. Derfor sagde han bramfrit ja, til alle de fag han blev tilbudt på sin nye skole. Det betød, at han havde 25 undervisningstimer om ugen, hvor han skulle undervise i sløjd, idræt, natur/teknik, historie, billedkunst, musik og kristendom.

Hurtigt gik det op for ham, at han ikke var rustet til at tackle situationen.

'Jeg skulle hele tiden kæmpe med børnene om, hvem der havde magten i klassen. De har ikke respekt for en ny lærer, før de kender mennesket bag, og man ved ikke rigtigt, om de ser et menneske eller en maskine. De sagde forfærdelige ting til mig, og i sløjd blev der kastet med værktøjet. Som ny lærer har man ikke redskaber til at møde sådan en 'børnemur'. De fokusområder, jeg havde været igennem på seminariet, var i hvert fald ikke det, jeg havde brug for', fortæller han.

Hver gang han kørte hjem fra skole, var han sur, ked af det og skuffet. Han havde hele tiden en oplevelse af at komme derfra med en masse uløste problemer, og det hobede sig op.

'Midt i september beyndte jeg at vågne midt om natten og tænke på problemerne og undervisningen. Jeg var simpelthen ikke glad, og der fløj hele tiden spørgsmål om mit selvværd rundt i hovedet. Det endte med, at jeg gik helt ned', siger Jens-Halvor Jessen.

Psykologhjælp

Efter at have været sygemeldt i to dage, fordi han ikke kunne overskue hverdagen, gik han til sin tillidsmand.

'Det var heldigvis ikke noget tabu at bryde sammen på lærerværelset', husker han. 'Mine kollegers hjælpsomhed og åbenhed er grunden til, at jeg ikke er løbet skrigende væk'.

Tillidsmanden rådede Jens-Halvor Jessen til at opsøge DLFs psykologhjælp. Har fik han tre gode råd. Lad arbejdet blive på skolen. Tag ikke de små ubehagelige bemærkninger for nært, men prøv i stedet at finde ud af, hvad der fremkalder dem. Lad være med at lade de to ballademagere bagi suge al din energi og saml dig i stedet om alle de børn, det går rigtigt godt med.

De råd lever han efter i dag, og hverdagen går meget bedre.

'På et tidspunkt hadede jeg min tredjeklasse som pesten. I dag ved vi, hvordan vi reagerer på hinanden. Vi kender hinandens særpræg, og jeg glæder mig altid til at have dem. Nu er det de små gode ting, der gør udslaget. Som for eksempel de to piger, der havde lavet små metalhjerter til min fødselsdag i sløjd'. Han smiler ved tanken.

Men han ønsker ikke sin værste fjende en start som sin egen.

'Det kan ikke være rimeligt, at man som ny lærer skal have psykologhjælp for at kunne klare det. Men som det er nu, er det altså nødvendigt med hjælp', slår han fast.

Han synes, det er mere end vigtigt at have nogle, man kan tale tingene igennem med og priser sig lykkelig for, at han arbejder sammen med en tidligere medstuderende.

Hans syn på arbejdet har vendt sig fra at være meget kritisk og negativt til en viden om, at det kan lade sig gøre. Men nogle gange overvejer han stadig at læse videre til bibliotekar.-