I Folkeskolen nummer 44 kunne man læse et interview med psykolog Per Kjeldsen: 'Pædagoger giver skolen et adfærdsproblem'. Sådan!

Godt nok er der mange årsager til, at børn fungerer dårligt socialt, men som det hedder: '. . . ikke mindst pædagogerne har deres del af ansvaret'. Nu er det ikke kun forældrenes skyld, at børn er urolige, men også pædagogernes!

Per Kjeldsen skyder på det pædagogiske princip 'selvforvaltning' og mener, at det er forkert, at børn i denne sammenhæng i børnehaven får lov til selv at bestemme, hvornår de skal spise. Det er ifølge ham forkert, da 'det er i direkte modstrid med skolens formål'. Det lader således til, at han er af den opfattelse, at børnehavens opgave er at levere børn 'grydeklare' til skolen.

Kunne man måske også tænke det den modsatte vej, altså om skolen i dens praksis og indhold havde mulighed for eller vilje til at indrette sig efter den pædagogik, der drives i børnehaven? Og at hævde, som han gør det, at skolen bygger på forpligtende fællesskab, må vist nærmest karakteriseres som et postulat uden megen baggrund i virkeligheden. Efter min opfattelse er der langt flere forpligtende fællesskaber i vore børnehaver end i skolerne!

Naturligvis skal pædagoger i børnehaverne og skolefritidsordningerne være sig deres opgave som opdragere bevidst, ingen tvivl om det. For børn støjer, maser sig frem, undersøger og ja, slår også andre, snakker grimt. Men de har vel også en ret til at udforske det rum, vi har givet dem, her skolen. Men at reducere børnehavepædagogikken til et spørgsmål om udelukkende at skoleforberede børnene er for snævert.

Børnehaverne skal i deres pædagogik afspejle, at de store børn året efter skal i skole, men skolen skal i sin pædagogik lige så indlysende afspejle, at de yngste børn kommer fra en børnehave!

John Aasted Halse

formand for Børns Vilkår