Når vi i Københavns Lærerforening (KLF) i 2003 har valgt at lade tillidsrepræsentanterne forhandle en del af lønnen, sker det, fordi vi derved samtidig kan fortsætte og udbygge vores forhåndsaftaler. I alt omkring 30 millioner kroner fordeles blandt KLF's cirka 3.200 aktive lærere - ikke så ringe endda.

Tina Taarsted rammer helt ved siden af i Folkeskolen nummer 45 i sin iver med at pudse fjendebilleder af. Det er hendes 'opfattelse, at en betydelig andel af den centralt forhandlede pulje er afsat til lærere, der måtte ønske en praksis i selvstyrende team'. Dér må den nyvalgte næstformand i Herlev simpelthen have glemt at læse på lektien. Vi har i KLF en mængde tillæg med klare, objektive begrundelser til klasselærere, kontaktlærere til elevråd og skolevejledere. Tillidsrepræsentanterne får fremover både funktionsløn og varige kvalifikationstillæg et år efter endt uddannelse. Tillæggene kommer således i realiteten næsten alle lærere til gode.

Der er altså ikke tale om, at det for alvor bliver kedeligt, 'hvis den pædagogiske udvikling på de københavnske skoler ikke følger trop med Jan Trojaborgs økonomiske visioner', som Tina Taarsted hævder. Tværtimod. I København har vi netop i enighed udformet en lønpolitik, der støtter den pædagogiske udvikling. Derfor får lærere i skolernes udviklingsgrupper også pæne tillæg, og derfor har vi prioriteret at give pæne tillæg til de selvstyrende team (7.800 kroner i grundbeløb). Det er vores måde at få de fagpolitiske ben til at følges ad.

Når vi er gået ind på at inddrage tillidsrepræsentanterne i lønforhandlinger, skyldes det, at forhandlingskompetencen er uddelegeret til lederne på byens i alt 80 skoler og institutioner. Det ville være uoverkommeligt for et centralt forhandlerteam at løse denne opgave, der under alle omstændigheder ville koste foreningen dyrt. Beslutningen om en delvis uddelegering rummer mange elementer, der ikke kun handler om at spinde guld nu. Det drejer sig om en udbygning af de hidtidige forhåndsaftaler - der indgås af KLF centralt - indgåelse af den nye, særdeles fordelagtige aftale og en realistisk bedømmelse af foreningens formåen i forhandlinger.

Peter Hess nævner i sit indlæg i Folkeskolennummer 45, at jeg i hovedstyrelsen skulle have godkendt DLF's politik, der forhindrer udlægning af lønforhandlinger til tillidsrepræsentanter. KLF har i hovedstyrelsen ikke stemmeret om deciderede aftalespørgsmål. Da jeg anser en lønpolitik for at være grundlaget for bedømmelsen af et aftaleresultat, blandede jeg mig ikke på mødet 18. september og ville ikke have stemt, hvis emnet var kommet til afstemning. Der kan derfor ikke siges at være rigtigt, når Peter Hess hævder, at jeg skulle have godkendt lønpolitikken og bagefter være gået hjem og gjort det modsatte. I dette spørgsmål, som i sin tid med hensyn til decentral løn, følger jeg KLF's politik.

Tina Taarsted slutter sit indlæg med at påstå, at jeg skulle lokke andre kredse ud i 'KL's kompromisløse kviksand'. Det hverken ønsker jeg eller tror jeg, at jeg ville kunne magte. Men måske tvinger omstændighederne kongressen til at revidere sin holdning til uddelegering af forhandlingsret vedrørende løn, som den for år tilbage vedtog at lade tillidsrepræsentanter forhandle arbejdstid på skolerne, som næppe nogen i dag kunne forestille sig blev varetaget af kredsen centralt. Vi har forsøgt at være med til at bestemme rammerne for decentraliseringen frem for udelukkende at være tvunget af omstændighederne uden at høste de fordele, en forhandling altid vil kunne give.

Jan Trojaborg

formand for Københavns Lærerforening og medlem af DLF's hovedstyrelse