Jeg har i Folkeskolen nummer 41 med glæde konstateret, at der skal tages fat på de overenskomstansattes pensioner.

Her har jeg gået og troet, at jeg var den eneste ene, der har opdaget, at pensionsforholdene for overenskomstansatte i forhold til tjenestemænd er voldsomt skævvredet.

Men sådan er det heldigvis ikke. Foreningen har også set det.

Jeg er ganske uforvarende født medlem af en udvalgt gruppe, som man bør og skal høre mere til i fremtiden.

Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at DLF eller modparten politisk set kan holde til at konvertere alle generelle stigninger, på 2,5 procent per år, til pension for en bestemt gruppe lærere.

Hvad vil tjenestemændene ikke sige!

Men jeg mener, det er realistisk at lægge en otto-tiårig strategi, med nogle opsparingsscenarier, der konkret fortæller, hvor meget af en samlet, forhandlingsberettiget lønsum der skal gå til øget pension, så en tjenestemand fra 1992 og en overenskomstansat fra 1993 kan ende med nogenlunde den samme pension, i erkendelsen af at præsterede arbejdstimer og indsats i forhold til jobbet har været det samme.

Foreningen må være i besiddelse af nogle økonomer, der kan foretage den udregning, og modparten må være i besiddelse af så megen indsigt og interesse i at bevare en homogen lærermasse, at der kan argumenteres for en sådan strategi og en sådan aftale.

Og det behøver ikke nødvendigvis være de samme økonomer, som udregnede den nuværende ordning - på forhånd tak. . .

Jeg har endnu til gode at høre det politisk korrekte svar, der vil forsvare den nuværende forskelsbehandling!

Når det gælder mig selv og min snævre løninteresse kan jeg melde rent ud:

Et løntrin eller to har ikke min store interesse. Det vil på bundlinien udgøre et par hundrede kroner netto. Men det samme antal kroner, brutto, hensat til pension som min andel og en relativt større andel fra arbejdsgiveren vil, når jeg er færdig med at arbejde som lærer, give mig en noget bedre pension.

Som 40-årig er jeg begyndt at blive lidt nervøs. Kan jeg nå at indhente mine tjenestemandskolleger, eller er det utopi? Hvem skal jeg ellers sammenligne mig med. Vi varetager trods alt det samme arbejde - side om side i det daglige.

Så: pension frem for alt!

Hvad gør man i de lokale kredse landet over. Hvordan varetager man gruppens interesser, hvordan bliver mine kolleger på landsplan orienteret og vejledt i den nuværende situation?

Hvordan lyder debatten på lærerværelserne, diskuterer man fordele og ulemper ved kapital- og ratepensioner afhængig af topskat eller ej?

Har man tillid til sin faglige organisation, eller er man begyndt at spille lotto? Er troen på DLF intakt? Er arbejdsglæden?

Marianne Wittrup May

Esbjerg