Debat

Oplæg et velovervejet bud

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I et indlæg i Folkeskolen nummer 43 stiller Torben Thomsen det retoriske spørgsmål: 'Hovedstyrelsen ser Danmark som multietnisk, gør medlemmerne det også?', og lidt senere fastslår han, at 'den overvejende indvandring har muslimsk baggrund og er altså knap så multietnisk, som foreningen dramatisk lægger op til'.

Jeg tror, at danskerne, uanset om de er medlemmer af DLF eller ej, må erkende, at Danmark er multi- (eller mange-?) etnisk. Men det er da ikke noget nyt. I Danmark bor der efterkommere af for eksempel kartoffeltyskere, herrnhuter, hollændere, polakker, indvandrede jøder og flere andre etniske grupper. De er integrerede, de er danske, de har bidraget med noget nyt i dansk kultur, hvad det så end er. Tyrkerne har såmænd også siden salig Karl XII's tid bidraget med noget nyt til svensk og dansk kultur: kåldolmeren.

Jeg skal love for, at indvandrere med muslimsk baggrund er multietniske. Det, de har til fælles, er religionen, islam, men også den er så opsplittet, at det ikke er muligt at skære alle muslimske indvandrere over en kam. Muslimerne er splittet i mange retninger, ligesom de kristne er. Hvad der er fælles for muslimerne, er, at de tror på Allah. De kristne tror på Gud.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vagn Madsen omtaler insinuerende 'vores heltemodige forenings usle måde at sælge ud af dansk kulturarv på. . .'. Dansk kultur er heldigvis et konglomerat af flere forskellige kulturelementer. Ellers ville landet rammes af kulturel indavl, hvilket uvægerligt fører til kulturel degeneration.

Efter min mening er DLF's oplæg 'Fællesskabets skole i et multietnisk samfund' et moderat og velovervejet bud på skolens integrationsforpligtelse. Hvis ikke integrationen skal være en del af skolens opgave, hvor skal den så tages op?

Danmark er monokulturel og multietnisk, det synes jeg, DLF's oplæg tager hensyn til på en fornem måde.

Knud-E. Hauberg-Tychsen

Istanbul