0   250

Lærerne mister fodfæste

Nye skolepolitiske dagsordener sår tvivl om, hvad undervisning egentlig er

Hvis det, vi gør, ikke er godt nok længere, hvad skal vi så gøre?

Det spørgsmål har seminarielærer Henrik Windinge ofte hørt lærere stille. Han forsøger selv at give nogle svar i sin nye bog 'Skole og samfund under omstilling - perspektiver på skole, samfund og lærerarbejde'.

Artiklen fortsætter under banneret

Den er en kritisk analyse af den igangværende omstillingsproces på skoleområdet, som en vesterlandsk elite af politikere, embedsmænd og eksperter i OECD, EU, Finansministeriet og Undervisningsministeriet benævner som 'nødvendighedens politik' og 'det eneste rigtige'.

Den 'nye rigtighed' er ved at slå benene væk under det, der er lærernes 'allerhelligste', nemlig deres erfaringsbaserede viden om, hvad undervisning er.

'Hvad lærerne skal og bør gøre, er kommet i modstrid med, hvad de kan og vil', siger Henrik Windinge. 'Det giver frustration og stress på skolerne'.

At undervise lærer man ikke på seminariet, fastslår han. Det lærer man gennem praksis.

'Som lærer finder man efterhånden ud af, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan lade sig gøre, hvad der fungerer og ikke fungerer, hvad der er spild af tid, og hvad der kan betale sig, og man finder ud af, hvor ens stærke og ens svage sider er'.

'Det er en viden, man møjsommeligt opbygger gennem sit lærerarbejde, og undervejs bliver der grædt mange tårer på hovedpuden om aftenen'.

Lærernes guld

Den viden om, hvad undervisning er, lever lærerne af. De er specialisterne, og deres erfaring er guldet, men nu blander eksperter fra andre faggrupper - herunder økonomer og polit.er - sig og påstår, at undervisning skal handle om noget ganske andet, nemlig om effektiv, differentieret læring. Store dele af den pædagogiske forskning er blæst med de nye politiske vinde.

'Lærerne har forstand på de processer, der er i spillet mellem det individuelle og det kollektive. Det er det, der hedder undervisning'.

'Men forskningsmæssigt og politisk er der sket en forskydning fra undervisning, altså fra processen, til læring, som er resultatet af undervisningen. Det er elevens udbytte af undervisningen, der nu har interessen'.

Det nye fokus åbner for nye pædagogiske strategier, eksempelvis Dafolos friske, amerikansk inspirerede hæfter om learningstyles. Med udgangspunkt i Howard Gartners teori om de mange intelligenser diagnosticeres den enkelte elevs læringsprofil, der så skal matches med en optimal undervisningsprofil.

'Derved kunne man forestille sig, at hvis jeg var en meget god elev, og du ikke var en særlig god elev, og vi gik i skole sammen, så skulle vi have hver vores lærer, og den lærer, der passer bedst til mig, ville så være den, der fik mest i løn, fordi jeg er den kloge'.

'Det er en ny måde at klassificere skolens indre arbejde på, der er personbåret. Det er yderst problematisk, at man lancerer noget sådant uden at sætte spørgsmålstegn ved det'.

Markedets indtog i skolen

'Store dele af specielt den amerikanske uddannelsesforskning er gået langt ind i det, man kalder lærernes kerneprofessionalisme eller enemærker, i den gode sags tjeneste, nemlig de tjenester, der hedder, at eleverne kan lære bedst muligt, hvis man sætter de to rette parter sammen. Du får mest ud af at gå i skole, hvis du har den lærer, der passer bedst til dig. Det er markedets indtog i skolen, vi ser'.

'Det kollektive erfaringsgrundlag, som lærerne er bedst til - det at vide, hvordan man skaber sig erfaringer med enkeltpersoner i en social sammenhæng - det går tabt'.

Også Kommunernes Landsforening er langt fremme med tanker om en ny skole uden klasser, og når lærerne siger fra, bliver de beskyldt for at være gammeldags.

'De erfaringer, der ikke passer ind i forestillingen om 'ny skole', bliver ikke-ønskede, ligesom al kritik bliver ikke-ønsket. Det drejer sig om 'ny skole' uden benspænd'.

Det er en international tendens. Den engelske sociolog Anthony Giddens - teoretisk bagmand bag Tony Blairs nyliberalistiske socialdemokratisme - kalder den tid, vi lever i, posttraditionel. Individer såvel som samfundsmæssige institutioner er frisat fra gamle kristne og solidariske kulturværdier.

Den fremtids- og markedsorienterede elite kører i højeste gear for at fylde ny mening i tomrummet og har ganske taget teten, også på skoleområdet, har kritiske forskere som tyskerne Jürgen Habermas og Thomas Ziehe påvist.

En sikring af Vestens internationale konkurrenceevne og vedvarende økonomiske vækst i fremtiden kræver optimering af læringen her og nu, ikke kun i det videregående uddannelsessystem, men også i børneskolen.

Det enkelte barns læring skal maksimeres fra 1. klasse, ja, mange mener fra vuggestuen af.

Fra enten-eller til både-og

Den stressede skole opstod herhjemme i 1980'erne i forbindelse med de borgerlige regeringers modernisering af den offentlige sektor.

'Man forlod 'eller' og sagde 'og' i stedet for, startende i 1982-83 med: Det kan gøres billigere og bedre. Nu kan alt lade sig gøre'.

'Klasseundervisning kan lade sig gøre samtidig med undervisningsdifferentiering. Skolen kan tage sig af både de svage elever og de stærke. Man kan lave åbenplanundervisning og gruppeundervisning og klasseundervisning og alle de ting sammen. Det vil sige, værdierne er ude af det'.

Dette både-og kan ikke blive ved med at holde, mener Henrik Windinge, og konsekvensen kan blive ubehagelig, nemlig den niveaudelte skole.

'Man kan ikke på den ene side have en minister, der siger, at det og det kan lade sig gøre, for eksempel undervisningsdifferentiering, og som hele tiden kommer med noget nyt, og noget endnu mere nyt - og så på den anden side have nogle lærere, der siger, at det ikke kan lade sig gøre, og nogle kommuner, der siger, at der ikke er råd til det'.

'Det går ikke i længden, skolepolitikken er ved at gå i spagat, og konklusionen er soleklar: Stærke kræfter vil sige, jamen, så skal vi jo have skoler på forskellige niveauer. For hvis lærerne ikke kan løse den opgave, de får penge for, nemlig at lave en differentieret skole i en samlet skole, så må vi udarbejde et andet skolesystem'.

Farvel til den demokratiske skole

Det ville betyde et - efter Henrik Windinges mening: beklageligt - farvel til skolen som en demokratisk opdragende samfundsinstitution. Kun lærerne kan redde den demokratiske skole, og hvad mere er: Kun lærerne kan redde sig selv.

'Lærerne må holde fast på, at det, de vil, og det, de kan, er mindst lige så rigtigt som den 'nye rigtighed'. Hvis de hele tiden løber efter det, de skal, og det, de bør, så kommer de til at løbe i en uendelighed'.

'Der kommer hele tiden noget nyt korrekt og en ny pjece. På Undervisningsministeriets hjemmeside kan man se, hvad der er af nye pjecer - det er formidabelt'.

'Jeg ved godt, at lærerne løber alt, hvad de kan i forvejen, men jeg ville ønske, at nogen gik sammen og sagde: Vi tror ikke på hvad som helst. Vi vil ikke bare acceptere det ene og det andet, bare fordi det er nyt. Vi vil have en argumentation, vi vil have et henvisningsgrundlag, og det skal ikke bare være en henvisning til ønsket om en anden fremtid'.

'Vi vil have et argument for, hvorfor det, vi kan og vil, ikke er godt længere. Vi vil have vores erfaringer inddraget, så vi kan være med til at danne en umiddelbar fremtid i stedet for det der med bare at kaste bolde ti år frem og sige, det bliver sådan - servicesamfund, videnssamfund, informationssamfund, drømmesamfund'.

Lærerne og DLF er pisket til selv at producere viden, mener Henrik Windinge, for i dag er vidensproduktion interessebestemt.

'Lærerne er ved at tabe deres erfaringsrum', siger han. 'Den tavse viden bliver endnu mere tavs, og det, der sker i øjeblikket, er, at den bliver nyfortolket i et andet sprog, i nogle helt andre interesser. Den bliver båret ud af lærernes interessesfære'.

'Det er lærernes største problem lige nu'.-

Ny bog

Lærer ved Blaagaard Statsseminarium, Henrik Windinge, har udgivet lærebogen 'Skole og samfund under omstilling - perspektiver på skole, samfund og lærerarbejde' på Unge Pædagoger, www.u-p.dk.

Knap var tryksværten tør, før seminarierne havde købt over 1.000 eksemplarer.

Lærerne må holde fast ved, at det, de kan, og det, de vil, er mindst lige så rigtigt som den 'nye rigtighed'Den 'nye rigtighed' er ved at slå benene væk under lærernes 'allerhelligste', nemlig deres erfaringsbaserede viden om, hvad undervisning er


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet