Folkeskolens leder:

Et fredeligt folk

Underrubrik

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skal børneskolen være en del af uddannelsessystemet eller have særstatus som dannelsesinstitution?

Det er en problemstilling, der her og der har ligget som en lille tue på folkeskolens lange vej op gennem det 19. og 20. århundrede.

Vognen har nu og da hoppet lidt, men har dog støt holdt sin kurs og sørget for, at eleverne gennem tiderne er kommet ud af skolen som tolerante, demokratisk sindede samfundsborgere, der kan tale med hinanden, også selv om de er politisk uenige.

Sådan er det ikke i alle lande. Mange steder kloden rundt kan man ikke være i stue med dem, man er uenig med.

Danmark er et fredeligt land, ikke mindst på grund af folkeskolen, for vel bliver børnene også demokratisk opdraget i familien og i idrætsforeningen, men i skolen sker det systematisk og målrettet. Den demokratiske dannelse er selve meningen med skolen.

Eller rettere: var meningen. Markedsorienterede folk i Finansministeriet og Undervisningsministeriet har nemlig sendt skolepolitikken ud på et sidespor.

Meningen er nu, at indlæringen fra 1. klasse skal være styret direkte mod ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser med henblik på at skabe en veltrimmet og vandkæmmet arbejdskraft, der - kogende af faglige kompetencer og menneskelige resurser - kan gå ind i det vidensintensive erhvervsliv, som skal sikre den danske velstand i den internationale konkurrence på det globale marked.

Et af de tydeligste eksempler på den nye markedsorienterede skolepolitik er de Klare Mål, som Undervisningsministeriet netop nu kører i stilling.

Ideen er hentet fra erhvervslivet. Lad os for eksempel tage et firma, der producerer tandlægestole. Firmaet beskriver sit produkt i delkomponenter - skruer, møtrikker, fod- og nakkestøtte med videre - der så hver for sig kvalitetskontrolleres af dertil ansatte kontrollører, inden stolen sendes ud til kunden.

Ligeledes med de Klare Mål. Det produkt, skolen producerer, er elevens læring, ræsonnerer ministeriet, og læringen skal derfor beskrives i delkomponenter - eleven skal eksempelvis efter 2. klasse kunne 'stave til lydrette og hyppige ord i egne tekster'.

Så kan disse delmål - læringens skruer og møtrikker - nemlig kvalitetskontrolleres af såvel lærere som forældre og Danmarks Evalueringsinstitut, inden produktet - det blankpolerede unge menneske - bliver sendt ud til kunden, som er erhvervslivet.

Et uhyggeligt menneskesyn har tilsyneladende sneget sig ind i korridorerne i Undervisningsministeriet, og nogen bør tænke sig godt om, for hvis det overordnede formål med folkeskolen ikke længere er at øve eleverne i den vanskelige demokratiske samtale i et åndsfrit miljø, så er Danmark ilde stedt som et fredeligt land.

jvo

Læs også side 10

Et uhyggeligt menneskesyn har sneget sig ind i korridorerne i Undervisningsministeriet

Powered by Labrador CMS