Ingen erstatning til skoleleder

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skoleleder Svend Ove Olsen får hverken erstatning eller kompensation for sin fyring fra Fuglebjerg Skole.

For nylig indgik han og Fuglebjerg Kommune et forlig, som betyder, at han afskediges endeligt med udgangen af februar 2002. Reelt betyder det, at han har fået forlænget sin ansættelse med to måneder ud over sin normale opsigelsesfrist på tre måneder. Han får således ikke et kontant udbytte ud af fyringen i form af en fratrædelsesgodtgørelse.

Til kommunaldirektør Bo Gatzwillers store overraskelse bad hverken Svend Ove Olsen eller hans advokat fra Danmarks Skolelederforening om en forhandling (omtalt i Folkeskolennummer 25). Til gengæld opfordrede kommunen dem til at deltage i et mæglingsmøde, og det fik Svend Ove Olsen altså to måneders ekstra løn ud af.

Svend Ove Olsen er kendt i skolekredse for sit arbejde med at overføre elementer fra skolesystemet i New Zealand til de to skoler i Fuglebjerg. Når han blev fyret, skyldes det blandt andet, at han ikke kunne overholde sin egen skoles budget.