Debat

Ud med Kjærsgaard

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ofte er jeg i vrede og frustration fløjet til tastaturet, når Pia Kjærsgaard har ytret sig i medierne på sin velkendte, unuancerede, uintelligente, snæversynede og indskrænkede facon. Men hver gang har jeg arkiveret det skrevne, fordi jeg mente, det var bedre at tie end at bringe ved til hendes bål - et bål, der tændes af et primitivt menneske, der ikke kan begå sig i en kompleks dialog, fordi udsynet tilsyneladende er gevaldigt beskåret.

Når jeg så alligevel udsender mine mishagsytringer nu, skyldes det, at jeg har læst hendes debatindlæg i Folkeskolen nummer 42 og må konstatere, at det generer mig voldsomt, at hun har mulighed for at ytre sig i Folkeskolen - faktisk mener jeg, at hun skulle nægtes adgang til at benytte vores fagblad. Jeg er selvfølgelig klar over, at der fra en journalists synsvinkel er andre - end mine ovenfor beskrevne - argumenter, der gør sig gældende, når man vælger at bringe indlæg, men som situationen er for den samlede befolkning i landet lige nu, synes jeg godt, vi kan melde klart ud, at fanatiske ekstremisters indlæg ikke bringes - og til den gruppe kan man vel sige, at Pia Kjærsgaard hører? I hvert fald oversættes en fanatiker i ordbogen som: lidenskabelig, ensidig og intolerant forkæmper for en sag, og ekstremist som: person med yderliggående meninger og holdninger.

Afslutningsvis skal det understreges, at jeg absolut mener, at retten til at ytre sig er helt afgørende i et demokratisk samfund, men omvendt er det også i visse situationer vigtigt, at mediernes redaktionelle filtre sorterer intetsigende fraser væk.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Lene Sørensen

Aalborg

Svar

Personer, der nævnes i Folkeskolens leder, får altid et brev eller en mail med en kopi af lederen - inden bladet udkommer, så de har mulighed for at svare ugen efter.

Læserne må så vurdere, om for eksempel Pia Kjærsgaards eller lederskribentens argumenter virker mest overbevisende. Derfra kan diskussionen og - i bedste fald - dialogen så fortsætte.

Thorkild Thejsen

chefredakør