Den røde tråder fællesskabet

Den politiske forankring er uvurderlig

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kolding er af en forsker blevet kaldt en kommune med en 'senbureaukratisk, responsiv organisation', men skoledirektør Ib Hansen vil hellere tale om en kommune med central styring og decentral ledelse.

'Sådan er det overordnede ledelsesgrundlag. Med andre ord: Alt, hvad der bedst afgøres på skolerne, overlades til dem', siger han.

Der er også ulemper.

'Nogle ting skal igennem et antal niveauer i systemet, før de kan gennemføres, men i forhold til et helt igennem centraliseret system har vi meget albuerum. Og den totale decentralisme er de fleste kommuner på vej væk fra. Decentralisme uden et fælles sammenhængende system, der sikrer dialog på alle niveauer, kan føre til, at skolerne kommer til at fremstå som isolerede øer'.

Hvis man kigger på forskellige afgørelser, der er truffet i de senere år, kan det være svært at få øje på den røde tråd. På den ene side bestemmer politikerne, at lærerne skal have IT-kørekortet, og at skolebibliotekerne skal opprioriteres, på den anden side lader de skolerne få øget økonomisk råderum.

Den røde tråd er efter Ib Hansens mening, at uddannelsespolitikerne vil sikre et fælles grundlag for en skoleudvikling. Den fortsatte politiske forankring er uvurderlig.

Er ledelsesgrundlaget i realiteten ikke ret ligegyldigt, og er det ikke den gode økonomi, der er skyld i, at skolepolitikken hænger sammen?

'Det mener jeg ikke, men der er tale om en balancegang, hvor man hele tiden forsøger at blive midt på linien mellem centralisme og decentralisme. Det skaber dynamik', siger Ib Hansen.

Kolding Lærerforening er ikke i tvivl om, at ledelsesgrundlaget er alvorligt ment.

'Vi har stort set på alle områder en god dialog med forvaltningen, såvel formel som uformel, men når det gælder arbejdstidsaftalen, melder jeg hus forbi', siger kredsformand Anders Petersen. Vi har en fornuftig aftale mellem kommunen og kredsen, men den åbner i høj grad op for, at der på de enkelte skoler indgås aftaler, så jeg er ikke i tvivl om, at man står ved modellen. Jeg er heller ikke i tvivl om, at en god økonomi spiller en stor rolle, men der bliver ikke frådset. Vi kan pege på en lang række områder, hvor vi synes, låget er blevet smækket for hurtigt på'.

j

Powered by Labrador CMS