Debat

Elitær magtfuldkommenhed

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En kongres, der samler, stod der på forsiden af Folkeskolen nummer 41. En samlet enighed om, at Danmark allerede er et multietnisk samfund. Hvis 310 delegerede har opbakning blandt 62.000 medlemmer af DLF, fungerer det repræsentative demokrati på smukkeste vis. En mere betænkelig Århus Lærerforening/Herningegnens Lærerforening efterlyste tid til diskussion blandt medlemmerne inden vedtagelse af det etniske politikpapir. En afklaret hovedstyrelse havde ulyst til at iværksætte og styre en medlemsdebat, så en resolution opfordrede til, at 'alle led' fremmer debatten og giver tilbagemeldinger om eventuelle ændringer. Det oser lidt af elitær magtfuldkommenhed i hovedstyrelsen, papiret var jo nøje drøftet i meget målrettede indforståede kredse med tilstrækkelig eksperthjælp og skulle have været vedtaget i sin helhed. En lidt kupagtig fremgangsmåde, eftersom kredsene kun har haft kendskab til papiret i tre uger. Hovedstyrelsen ser Danmark som multietnisk, gør medlemmerne det også? Alle led må i gang og ikke udvikle sig til, at ingen led går i gang!

Vil det politiske flertal have et multietnisk samfund? Jeg har ikke hørt politikere bruge ordet som det mål, vi skal arbejde os hen imod. Lærerkongressen lod sig opgejle af smukke hensigter, gensidig anerkendelse af kulturelle værdier i frugtbart ligeværd og ligestillingsmøde og ønsket om at gøre den danske kultur åben for kvaliteten i andres kultur. Folkeskolen er en samtaleskole og ikke nogen doceringsskole. Vi opdrages til åbenhed og har jo netop set, at andre kulturer færdes, også efter årevis af ophold i Danmark, i lukkede kredse uden at vise åbenhed for danske værdier og traditioner. DLF forlanger, 'at alle elever deltager i samtlige skolens fag'. Den overvejende indvandring har muslimsk baggrund og er altså knap så multietnisk, som foreningen dramatisk lægger op til. Skal tvangen indføres, må man have et bud på, hvilken straf det påfører forældre og børn med anden etnisk baggrund, hvis de ikke retter sig efter et obligatorisk undervisningskrav. Muslimske friskoler vil skyde op som paddehatte i landet med de stolte frihedstraditioner på undervisningsområdet, fordi det er lettere at bruge dansk liberal lov end at rette sig efter fælles lovgivning. Vil DLF afskaffe den etniske religiøsitets indflydelse på indvandrernes kultur- og samfundsforståelse?

Torben Thomsen

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Aars