Debat

Hellere lide i stilhed

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 42 svarer Gunilla Kurdahl på min kommentar om mobning i nummer 40.

Jeg er enig i, at lærere og alle andre voksne i skolesammenhæng er ansvarlige for, at mobningen standses - eller udtrykt med den formulering, jeg foretrækker: 'er ansvarlige for, at alle elever trives'.

Hun skriver, at 'elever også bliver mobbet af andre elever, som de slet ikke kender og slet ikke ønsker at have en relation til'.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Går man i samme skole, i samme klasse, bor på samme vej eller i samme bebyggelse, altså er bekendt med hinandens eksistens, så eksisterer der en relation - i nogle tilfælde vil kendskabet til hinanden være minimalt og den fælles historie meget begrænset.

Også i dette tilfælde vil jeg anse det for meget hensigtsmæssigt at bringe de to parter sammen og med en kompetent lærer som ordstyrer lede de to frem til en enighed om, hvordan deres fremtidige relation skal være. Deres aftale kan udmærket være, at de skal holde sig fra hinanden og ikke tale sammen, når de mødes. Hvis læreren blot indkalder mobberen og beder ham holde op med sin adfærd, så dømmer læreren denne på den anden elevs fortælling, og det kan have uheldige konsekvenser. Medierne har ofte nok berettet om situationer, hvor ofret fortæller, at mobningen blev værre, efter at læreren havde talt med mobberen. Når det udvikler sig sådan, kan man næppe forvente, at ofret beder læreren tage fat i mobberen igen - så hellere lide i stilhed.

Mødet mellem de to parter skal netop ikke lede frem til, at den mobbede får tanken: 'Hvad er der galt med mig?' Så er der jo netop placeret skyld. Tværtimod sigter man mod tanken: 'Hvad kan jeg selv gøre, så jeg ikke kommer i denne situation igen?' Her er der tale om at tage ansvar for sit eget liv og sine relationer til omgivelserne, altså indtage en assertiv holdning. Omvendt, hvis vi placerer skylden på mobberen, lærer ofret ikke at tage ansvar for sin egen tilværelse.

Hvis Gunilla Kurdahl med 'udstråling' mener udseende, er jeg helt enig i, at ingen bør klandres for sit udseende; netop vores 'udstråling' stråler jo af en holdning/attitude, som af andre kan opfattes som provokerende, hoven, afvisende, overlegen.

Hun nævner til slut, at der inden mødet ligger et 'stykke motiveringsarbejde'. Jeg ved ikke, hvad der skulle være grunden til, at den mobbede ikke skulle ønske sit problem behandlet. Mig bekendt er der i skolen ikke tradition for, at lærerne spørger elever, om de har lyst til at tale om deres adfærd - det er vel vores pligt som voksne at insistere på, at uønsket og asocial adfærd ændres.

Jeg er helt enig i hendes slutbemærkning om, at forholdet mellem mobber og offer skal tackles med stor indsigt, men vi må vise vores elever den respekt at huske på, at de to eneste, der kender relationen til bunds, er de to, der er medlem af relationen.

Mennesker er så forskellige, at en afgørende faktor i arbejdet med mennesker nøje er at vurdere hver enkelt situation og tilpasse sin metode til den. Disse overvejelser og vurderinger er afgørende for opnåelsen af det ønskede resultat - og netop her ligger udfordringen.

Stina Rosted

Vedbæk