Døren bliver pludselig sparket op til skolens kontor, og en stor russisk kampmatrone gør sin entré. Stilheden sænker sig, mens hun med en aggressiv bevægelse hiver en stol frem og placerer sig midt på gulvet. Hun kigger ikke direkte på mig, men lige hen over mit hoved. Så kommer overhalingen. Hvad bilder I jer ind at trænge ind på skolen uden min tilladelse. Ja, og uden en tilladelse fra det lokale undervisningsministerium.

Kampmatronen forlader kontoret uden kommentarer, og et ellers hyggeligt og inspirerende interview har nået sin meget bratte afslutning med en del ubesvarede spørgsmål.

Viceinspektøren undskylder og siger henkastet, at det her vist handler om skolelederens behov for magt.

Døren sparkes op igen, og denne gang befaler hun stående, at vi omgående forlader skolen, for nu skal kontoret bruges til møde.

Sådan forløb et meget kort og intenst møde med en russisk skoleleder i byen Mariinsk, der ligger i det centrale Sibirien 4.000 kilometer øst fra Moskva.

Men inden vi blev smidt på porten, nåede vi et besøg i en 5.-klasse og et hyggeligt møde med et par lærere og skolens elskværdige viceinspektør.

Kæft, trit og retning

Døren åbnes ind til en 5.-klasse, hvor dagens fysiktime allerede er godt i gang.

Samtlige 28 elever rejser sig op og sætter sig først ned igen efter tilladelse fra læreren. Klasseværelset er hyggeligt, men spartansk indrettet. I det ene hjørne står en gammel, overdimensioneret overheadprojektor og flagrer i selskab med et par planter. For enden af lokalet er en slags laboratorium med nogle glaskolber. Ellers sidder eleverne på snorlige rækker to og to ved gamle skolepulte. Nogle af drengene er iført jakker, der får dem til at tage sig ud som vigtige mænd i miniformat. Pigerne er i cowboybukser og T-shirts med engelske påtryk. Eleverne kigger undrende. Ligesom skolelederen er de heller ikke vant til gæster udefra.

Læreren fortsætter engageret sin undervisning og trækker forskellige materialer frem med spørgsmålet om, hvorvidt man vil kalde det for en ting eller et materiale.

Fingrene ryger i vejret, og den, der svarer, rejser sig op. Disciplinen mellem lærer og elev er lige så slående som mødet med overgeneralen.

Sovjetunionen og den totalitære partistat forsvandt for ti år siden, men både de mennesker og de ideer, som blev formet under det sovjetiske system, lever videre i dagens Rusland. Og selvom man i skolerne har indført større forældreindflydelse og gruppearbejde som arbejdsform, bærer undervisningen stadig præg af udenadslære, topstyring og manglende medbestemmelse.

Kun for kvinder

Den imødekommende viceinspektør Natalya Pavlovna har samlet en lille flok lærere på skolens kontor til en gang kulturel udveksling mellem Rusland og Danmark. De er kvinder alle som en, og det viser sig, at der på skolen kun er to mandlige lærere ud af en samlet stab på 67. Ifølge fysiklærer Olga Sergeyerna er forklaringen enkel.

'I de russiske familier betragtes manden stadig som familiens overhoved, der sørger for den største indtjening. Det kan man ikke som lærer med en løn på 1.500 rubler om måneden (cirka 500 kroner). Desuden er der hverken tradition for eller tid til at have et ekstra job ved siden af lærerjobbet. Og et ekstra arbejde er vigtigt, hvis man skal få økonomien til at hænge sammen. Derfor er der utrolig mange kvindelige lærere og næsten ingen mænd', siger hun.

For millioner af russere har den sorte økonomi samt produktion og salg af fødevarer fra private køkkenhaver eller jordlodder været den eneste måde at tilpasse sig de nye markedsvilkår på. Det kender den lille gruppe af lærere alt til.

'Tidligere kunne vi leve af vores løn som lærer, det kan vi overhovedet ikke i dag. Alle lærerne her på skolen har et lille landbrug kørende ved siden af med afgrøder og nogle husdyr. Det er vi nødt til for at overleve. I dag vil alle være businessmen, og det er overhovedet ikke respekteret at være lærer længere', konstaterer Olga Sergeyerna tørt, mens de andre nikker samtykkende.

Cyberspace en by i Rusland

Det er ikke nemt at drive en god folkeskole med de få penge, de modtager fra staten. Der bruges meget tid og kræfter på at skaffe midler til selv de mindste anskaffelser.

'Faktisk er det kun lærernes lønninger, der er finansieret af det offentlige. Bøgerne skal eleverne selv betale, og jeg bruger masser af tid på at søge alverdens sociale organisationer om penge til både skolen og de mange fattige elever, som ikke selv kan betale deres bøger. Vi har et stigende problem med børn, som slet ikke kommer i skole på grund af dårlige sociale vilkår, hvor forældrene har både alkoholproblemer og store økonomiske problemer', fortæller viceinspektøren, som har undervist i 17 år i faget russisk litteratur og sprog for 5.-11. klasse.

'Økonomien er i det hele taget et stort problem. Vi har ikke råd til nyanskaffelser, og vi måtte her i sommerferien alle arbejde sammen med forældre og elever for at gøre skolens bygninger færdige. Skolen er syv år gammel, og det er først nu, at alt er ved at komme i orden, og det skyldes kun forældrenes indsats. Vi har kun ti computere og ingen adgang til internettet. Eleverne kan ikke søge de informationer, de har brug for, og det sætter os langt bagud', siger Natalya Pavlovna og fortsætter:

'Til gengæld kan jeg som lærer undervise i litteratur, som tidligere var bandlyst af det kommunistiske styre. Det er en stor glæde. Desuden var vi underlagt en model som udgangspunkt for analyse af tekster. I dag kan jeg frit vælge mellem en masse vinkler, og det er jo både langt mere interessant og troværdigt', siger hun, og længere nåede vi desværre ikke på grund af en mildt sagt ikke særlig samarbejdsvillig skoleleder.

Det er nu ti år siden, at den sovjetiske stat skælvede, og kolossen på lerfødder styrtede sammen med et brag. Verden blev en anden på et splitsekund, og 148 millioner russere skulle til at forholde sig til demokratisk tankegang og frie markedsøkonomiske kræfter.

Den nye russiske verdensorden har været en krævende udfordring for det russiske folk. Millioner af mennesker er slået ud af kurs som følge af det politiske og økonomiske jordskælv. Ikke mindst i det tyndt befolkede Sibirien lider man under en enorm arbejdsløshed, en stigende kriminalitet og økonomisk smalkost. Og selvom landet per definition er gået over til demokratisk styreform, er der langt fra teori til praktisk virkelighed. Den kommunistiske form for centralisering og topstyring lever stadig, ikke mindst på det mentale plan. Det tager tid, måske generationer, før man for alvor vejrer morgenluft i hierarkiet og på det mentale plan.-