Debat Kommentar
0   404

Riv mobbe-myterne ned

Kald det bare professionsidealer. . .

Kommentar

'Det er ikke, fordi vi har mere mobning her end andre steder. . .', bliver der sagt på skolebestyrelsens møde, forældremødet, pædagogisk råds møder, der - alligevel - har valgt at tage problemerne op.

Artiklen fortsætter under banneret

Prøv at spørge: Er der en klasse på skolen, som ingen vil have? Som det er svært at sende vikarer til med god samvittighed?

Dér er der noget galt, som har med mobning at gøre. Stine Rosted siger i sin kommentar i Folkeskolennummer 40, at vi ikke skal bruge ordet mobning. Jeg er uenig. Mobning er et ubehageligt ord at tage i munden, fordi vi hellere vil snakke udenom, men vi skal bruge det ord. For der er en væsensforskel på mobning som fænomen og de konflikter, som alle børn til enhver tid oplever. Mobning er - som Stine Rosted er inde på - et relationsbegreb. Men der er flere involverede end mobberen og offeret. Mobning er et fænomen, der optræder i grupper, man ikke kan forlade - det er et udtryk for den forvaltning af magten i gruppen, som tager sit udgangspunkt i negative normer. I relationen mellem mennesker indgår altid et magtelement. (Magt er også et tabubelagt ord, men ikke desto mindre bliver det anvendt, og vi tillægger det stadig et relativt fælles betydningsindhold).

I en gruppe af børn vil forskellige faktorer afgøre, hvilke normer der kommer til at dominere - og som derfor er grundlaget for den kultur, der hersker - i netop den klasse på netop den skole. Derfor er omfanget af mobningen på en tilfældig skole eller i en tilfældig klasse et ganske godt spejlbillede af den kultur, der her har fået lov til at udvikle sig.

'Fået lov til. . .'! Ja, for det er jo sandt, at det er de voksne omkring børnene, der har ansvaret for stemningen, trivslen og kommunikationen i netop den gruppe, som denne voksne for eksempel skal undervise.

I samme omfang som de voksne ikke har taget hånd om det sociale liv i klasen - har 'taget magten' gennem deres optræden og kommunikation med klassen og vist og lært børnene, at der skal spilleregler til, for at vi alle kan være her - i samme omfang opfyldes tomrummet af de tilfældige børn, der så får lov at bestemme.

Det er de børn, hvis sociale kompetencer fylder lige nøjagtig det tomrum ud. Det kan være børn, der er socialt smidige, som ejer indlevelsesevne, humor, overbærenhed og forståelse - men det kan også være børn, der overhovedet ikke formår at se en sag fra to sider, for hvem det handler om at være først på aftrækkeren og mest grov i munden. Eller den, der tør udforske grænserne, den, der slår hårdest, og så videre.

Og så udvikler der sig en kultur - hvor det for eksempel er forbudt at være glad for skolen og vigtigt at kunne svine hinanden mest muligt til. Og så er der stensikkert et mobbet barn i den klasse.

Mobberen har brug for offentligheden. Det handler om at bekræfte et hierarki, og det kan kun lade sig gøre, hvis der er publikum på. Offeret vælger den mindst mulige smertes strategi.

Der er flere sejlivede myter om mobning, for eksempel dem, der forklarer alt med ydre faktorer - udseende, fagligt standpunkt, sociale kår. Og dem, der er totalt individorienterede.

Nej, ryd myterne væk og se, at tildelingen af roller i det sociale spil sker blandt andet ud fra, hvem der kan 'læse spillet'.

De undersøgelser, som Torben Thomsen i debatten i Folkeskolennummer 34 er på nippet til at gøre til en trossag, er særlige derved, at de spurgte er børnene. Det er sagens egentlige kerne: Vil vi tro på børnene? Tager vi deres oplevelser af krænkelser og uretfærdighed alvorligt? Eller accepterer vi fortsat vores rolle som 'udskældere', politibetjente, dommere? Eller som afmægtige, fortravlede, affærdigende lærere? Hvilket syn på konflikterne har man på lærerværelset?

Som lærere kan vi ikke længere skubbe den sociale dimension ved vores arbejde ud af synsfeltet, for så finder der ingen læring sted. Vi har i ufattelig grad brug for at afklare vores faglige etik - kald det bare professionsidealer - så vi kan få et fælles sprog at arbejde med, når det er dagsordenen at styrke undervisningen gennem øget trivsel. Det kan ske gennem mange konkrete (og gratis) tiltag, kort- som langsigtede. Det findes der både litteratur og erfaringer om.

Læs mere på www.folkeskolen.dk - i forlængelse af denne kommentar.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ