Stina Rosted skriver den 4. oktober i sin kommentar 'Ud med mobning' om, hvordan mobning i folkeskolen skal behandles, og om de forhold, hun begrunder valget af denne metode ud fra. Metoden er at lade mobber og offer mødes og tale om, hvordan de løser problemet. Det tror jeg kan være en god ide. Men en del af fremgangsmåden er tvivlsom, fordi den bliver begrundet i det forhold, der efter Stina Rosteds opfattelse er mellem offer og mobber. Stina Rosted mener, at mobber og offer altid har en fælles historie og en relation. Ligeledes mener hun, at mobberiet opstår som en konsekvens af begges måde at kommunikere på. Ansvaret bliver på den måde fordelt. Men sådan behøver det slet ikke at være. Elever bliver også mobbet af andre elever, som de slet ikke kender og slet ikke ønsker at have en relation til. Relationen består da kun på mobberens initiativ.

Der er noget mistænkeligt ved, som Stina Rosted vil det, at lægge en del af ansvaret på offeret. Selv om offeret dermed også får tildelt en handlekraft over for problemet, er det, når alt kommer til alt, en illusion. Det, der løser problemet, er, at læreren, eller hvem det nu er, lærer eller tvinger mobberen til at opfatte mobberiet som et problem, hvilket han eller hun ikke ellers har gjort. Det er ikke offerets nye opfattelse af sig selv som medbestemmende for, hvordan relationen udvikler sig, der løser problemet. Uden den voksnes indblanding hjælper det ikke offeret spor at have denne indstilling. Tværtimod vil denne indstilling kunne føre til tanken 'Jamen, jeg lægger jo også selv op til det', hvilket vel ikke er videre gavnligt for offerets selvbillede. Eller tanken 'Hvad er der galt med mig?'.

At placere ansvaret er slet ikke relevant, medmindre en af parterne selv bringer det på bane. Hvis mobberen mener, at offeret selv lægger op til det med sin udstråling og dermed har ansvar, må svaret altid være, at så må mobberen lære at kigge den anden vej. Offeret kan ikke klandres for sin udstråling, selv om den måske er uheldig og værd at ændre på. Og man ændrer ikke bare sådan lige sin udstråling.

Det kan være eller er vel sådan, at mobberen selvfølgelig har sine grunde til at mobbe, også andre end offerets udstråling. Dét skal ikke overses, min pointe er ikke at gøre mobberen til en skurk.

Styrken i mødet mellem offer og mobber som en løsning på problemet er, at parterne kan komme til at kende til hinanden, og det kan føre til forståelse og måske medfølelse. Er det muligt, at mobberen kommer til at tænke: 'Jeg gør faktisk et andet menneske ondt, og det er der ikke mening med'? Jeg ved det ikke.

Der ligger forud for mødet et stykke motiveringsarbejde, da samtalen sikkert ikke er noget, eleverne selv ønsker eller kan klare. Man kunne forestille sig, at det er langt vanskeligere at 'finde en løsning, som begge er tilfredse med', end man umiddelbart skulle tro.

Der er tilbage at huske, at forhold mellem mobbere og ofre er vidt forskellige. De skal først og fremmest tackles med stor indfølelse af læreren.

Gunilla Kurdahl

cand.pæd.-studerende, men først og fremmest tidligere elev i den danske folkeskole