Debat

En truet race

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmarks Lærerforenings lønstrategi ligger fast: Vi ønsker at forsvare den kollektive lønprofil. Ny løn har vist sig problematisk, ikke blot derved, at en del kommuner simpelthen ikke har udbetalt den, men også derved, at den har vist sig komplet uhåndterlig, hvortil kommer en række regulære skadevirkninger såsom underminering af kerneydelsen, nedbrydning af ligestillingen og opløsning af korpsånden. Gentagne gange har jeg efterlyst bare et eneste godt argument for ny løn. Jeg venter stadig.

I det omfang dette uvæsen imidlertid alligevel breder sig, har DLF's linje været helt klar. Alle forhandlinger om lokal løn går over kredskontoret. Vi skal ikke have vores skoleledere og tillidsfolk ude på skolerne fedtet ind i lønforhandlinger. De hverken skal, kan eller vil tumle med hinanden om deres nære kollegers løn. Og det handler ikke blot om, at de ikke er klædt på til det. End ikke alverdens ugelange, opkvalificerende kurser på foreningens ejendomme vil kunne overbevise dem om det positive i en sådan udvikling. Her går grænsen for, hvad de vil lægge ryg til, og hvis foreningen - centralt eller på kredsniveau - sender denne vanskabte abe ned til skolelederne og tillidsrepræsentanterne, vil de opleve det som det ultimative svigt fra deres egne. Det job har de aldrig sagt ja til, og hvis de påtvinges det, må man imødese, at de øjeblikkelige rekrutteringsvanskeligheder til tillidsrepræsentantjobbet vil vokse til det uoverskuelige.

Det er på denne baggrund dybt beklageligt, at et flertal i ledelsen i Københavns Lærerforening netop har givet grønt lys for udlægningen af en betragtelig lønsum til forhandling på den enkelte skole. Ikke blot er det i åbenlys modstrid med DLF's klare politik, men det er også et signal til arbejdsgiverne om, at hvis de bare maser lidt på, så er DLF til at flytte i dette spørgsmål. Derfor er det også et signal til tillidsrepræsentanter landet over om at sove med støvlerne på.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

I vore dage betyder TR åbenbart Truet Race.

Niels Christian Sauer

medlem af DLF's hovedstyrelse

Folkeskolen er et godt blad

I Folkeskolen nummer 38 refereres Sven Scharling for at udtale, at man skal tænke sig om, før man eventuelt beslutter sig for at følge Udviklingsprojektets forslag om, 'at medlemsbladet Folkeskolen også bliver et officielt organ for foreningens politik'.

Jeg vil foreslå, at man lægger det forslag i glemmeskuffen. Jeg synes nemlig, at det er et rigtigt dårligt forslag.

Jeg opfatter mig selv som en ivrig læser af Folkeskolen, og jeg må da sige, at jeg føler mig godt informeret om foreningens politik og aktiviteter.

Hvis bladet blev gjort til en slags 'menighedsblad', ville det nok hurtigt miste en del læsere.

Folkeskolen er et godt blad, synes jeg.

th's ledere giver efter min mening en værdifuld forbindelse mellem udviklingen i samfundet og dennes mulige konsekvenser for skolens arbejde. Artiklerne inde i bladet uddyber lederens kommentarer.

En hovedstyrelses og faglige udvalgs virksomhed er for en stor dels vedkommende (kedeligt?) rutinearbejde. Bladet informerer om vigtige møder og drøftelser. Det er nok, mener jeg.

Jeg læser formandens svar på en række af læserbreve. Det er konkrete spørgsmål, der behandles, men svarene afspejler foreningens politik. Flere hovedstyrelsesmedlemmer har jævnligt indlæg i bladet, og selv om disse indlæg afspejler personlige holdninger, så er det jo da nok også holdninger, der indgår i styrelsens og udvalgenes drøftelser. I Folkeskolen nummer 38 læser jeg, at hovedstyrelsen har udformet et oplæg om DLF's syn på folkeskolens integrationsopgave. Så ved jeg dét, og hvis jeg vil vide mere, så kan jeg da bare bede om at få oplægget at se.

Summa summarum: Jeg synes, Folkeskolen er et godt blad. Det er indbydende i sit layout, det er velskrevet og velredigeret, det er alsidigt og uafhængigt. Lad det blive, som det er!

Knud-E. Hauberg-Tychsen

Istanbul

Powered by Labrador CMS