Debat

Arrogance

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Stigende arbejdspres for medlemmerne og problemer med arbejdstidsaftalen har præget hovedstyrelsesarbejdet i lang tid. Vi har forsøgt at få Kommunernes Landsforening, KL, i tale for at få løst problemerne. KL henholder sig til, at aftalen løber frem til 2004, og der har ikke været vilje til at få løst de værste uhyrligheder, men enhver aftale kan tages op til drøftelse, hvis aftaleparterne vil. Det burde ikke kun være DLF, der ønsker at tage elementer fra aftalen op. Forhandlingsleder i KL Jens Thougaard oplyser, at DLF ikke skal regne med, at KL er parat til at åbne aftalen om arbejdstid. Måske ikke, men KL burde indse, at det er i egen interesse, at der ikke skabes den turbulens i skolen, som arbejdstidsaftalen har givet mange steder. Medlemmerne på 1.400 skoler holdt på trods af travlhed med skolestarten møde den 16. august for at gøre opmærksom på presset og de problemer, der er i forbindelse med arbejdstidsaftalen. Det bør få KL til at besinde sig.

Der er fokus på folkeskolens image, og der er rekrutteringsproblemer flere steder. Seminariepladserne er ikke fyldt op, mange unge lærere flygter fra folkeskolen, når de oplever hverdagen, og ældre lærere går på pension, lige så snart det er muligt, selv om der er brug for at fastholde dem længere i skolen. Mange lærere har brug for psykisk rådgivning på grund af stigende arbejds- og forventningspres. Der er alarmklokker nok, der ringer. Det er vores arbejdsgiver åbenbart kold over for.

Ikke blot centralt i KL, men også lokalt, har vi set en arrogance over for de reelle problemer, der er med medlemmernes arbejdsbetingelser. Borgmester Søren Andersens udtalelser til Skive Folkeblad og Folkeskolens netudgave om, at hvis lærerne ikke kan nå at forberede sig i arbejdstiden, så må de jo gøre det i fritiden, er sørgelige eksempler på en kortsigtet personalepolitik.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Enhver kommunalbestyrelse kan naturligvis beslutte elevernes timetal, men at beslaglægge en så stor del af den samlede arbejdstid til undervisning, som det nogle steder er tilfældet, det er direkte dumt. Hvad nytter det, hvis lærerne er pressede af manglende tid til forberedelse, efteruddannelse, forældresamarbejde og de andre opgaver, der skal løses i forbindelse med undervisning. Det er ikke kun i Skive, det er dumt at køre skolen så hårdt. Det er det også i andre kommuner, der måtte forledes til at tro, at det er vejen frem.

Hovedstyrelsen indstiller til kongressen, at arbejdstidsaftalen allerede nu siges op til 2004. Vi tager nøje bestik af KL's reaktion. Kommunernes Landsforening skal ikke tænke i splittelsesbaner i hovedstyrelsen. Vi har i enighed spillet ud med initiativer på dette felt. Erfaringen fra denne sag vil blive overført til kommende overenskomstforhandlinger. Vi kan ikke acceptere, at arbejdsgiverparten ikke leverer den vare, der lå som grundlag for overenskomsten.

Astrid Schjødt Pedersen

medlem af DLF's hovedstyrelse

Powered by Labrador CMS