Debat

Dansen om danskfaget

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 38 anmeldes Undervisningsministeriets 'Faghæfte 1. Klare mål. Dansk'.

Rent bortset fra de politiske perspektiver, hvor regeringen fra flere sider er blevet beskyldt for blandt andet med ovennævnte faghæfter at ville genvinde tabt terræn i forhold til det kommunale selvstyre, så bunder mange af de erklærede klare måls uklarheder såmænd i nogle gamle ideologiske konflikter inden for faget dansk.

Dansen om danskfaget har nemlig først og fremmest været anført af seminariernes lærere og universiteternes forskere og undervisere, hvor specielt sidstnævnte sandt for dyden kan være tunge at danse med.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det faglige slagsmål er da også som oftest foregået hen over hovederne på store dele af befolkningen. Når sandheden alligevel skal frem, er den måske heller ikke gået glip af ret meget andet end underholdningsværdien i disse faglige, men ikke altid lige saglige bråvallaslag.

Konflikten er nemlig godt nok af faglig og metodisk art, men det er klart, at den dermed tillige og dybest set bunder i livsholdninger - eller ideologi om man vil. Hele det faglige slagsmål er altså i virkeligheden en diskussion af grundlæggende værdier.

Meget groft sagt går frontlinjen fortsat mellem tilhængerne af dansk som et redskabsfag, hvor kommunikation i bred almindelighed skal kunne gøres til genstand for forskning og undervisning, og den side, som plæderer for et mere traditionelt, klassisk humanistisk dannelsesfag med litteraturen, forstået i betydningen kunst, som genstand for fordybelsen i faget.

Set i en snæver faglig sammenhæng er polariseringen frugtbar, for så vidt den bidrager til udviklingen af fagets metoder. Den er nemlig derved et led i det faglige miljøs interne udvikling og afprøvning af den litterære kritik.

I det bredere perspektiv ligger faren og lurer under retorikken. For når de faglige positioner forvandles til barrikaderede bastioner for den højeste visdom, tenderer argumentationen mod floskelmageri camoufleret som akademisk teoretisering. For alle andre end de implicerede må diskussionerne dermed fremstå som sniksnak. Derved bidrager humaniora kun til at forværre sin egen krise.

At tilhængerne af dansk som et dannelsesfag fornuftigvis argumenterer for, at vi skal værne om den litterære kanon og klassikerne, udelukker naturligvis ikke automatisk, at proselytterne bag redskabsfaget kan have og har ret i mangt og meget.

Lad os derfor få lidt fornuft i de faglige disputter. Lad os få lidt spraglet relativisme udmøntet i en bevidst orienteret og engageret undervisning.

Det befriende ved halvfemserne og det nye årtusinde er vel, at vi i mange sammenhænge kan tillade os at bruge løs af de bedste erfaringer fra alle ender og kanter af debatten.

Dansk er altså som fag betragtet både et dannelsesfag og et redskabsfag.

Kun folkene ude i fløjenes skyttegrave kan ikke indse dette faktum.

Brug dog hele værktøjskassen!

Niels Skipper Petersen

Hirtshals

Powered by Labrador CMS