Debat

To minutters stilhed

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For alle ofrene for det barbariske overfald og massemord på tusinder af mennesker i New York og Washington, for alle deres nærmeste, for USA, for præsident Bush og hans lederstab, der nu står over for at skulle træffe beslutninger, der kan få konsekvenser for hele menneskeheden, for alle fredelige muslimer i verden inklusive den afghanske befolkning. Jeg sad alene i stuen, men havde åbnet for Radioavisen klokken to minutter i tolv for ikke at føle mig helt alene i de to minutter, hvor Danmark holdt stille for at mindes ofrene for de bestialske terroraktioner i USA. . . Mange tanker for igennem hovedet. Og frygt! Frygt for forståelige, men overilede krigshandlinger. For hævnens time og ondskabens eskalation. Og frygten er ikke blevet mindre i den forløbne uges mediedækning af terroraktionerne og dens følger, se også Folkeskolens leder i nummer 38). Med tv-billederne af flyene, der smadrer ind i de to tårne, som baggrund, udtaler kendte og ukendte militærpersoner, politikere, religiøse ledere, kommentatorer og statsoverhoveder sig med små eller store armbevægelser i en virkelighedens uvirkelighed og nyhedsstorm, hvor sjælen har svært ved at følge med. Højst forskellige og dermed også forvirrende udsagn fra USA's præsident, udenrigs- og forsvarsministre om, hvad man vil foretage sig - lige fra besindelse til en slagkraftig hurtig hævn - refereres i pressens Radioavis. Når man sidder i en behagelig sofa mere end 6.000 kilometer fra USA og ikke har mistet pårørende, virker disse billedgentagelser og udsagn først som en psykisk terror og siden som en sløvende uvirkelighed.

Man venter! Venter på den næste film. Hvornår kommer den? Får vi lov til at se det hele? Når det rigtig brager løs? Massive luftangreb. Masser af bomber. Kamphelikoptere. Missilerne, der trækker lysspor gennem natten i et gigantisk krigsfyrværkeri. Indsættelse af elitelandtropper kunne da også blive spændende at se.

Nej, nej, nej. Lad det ikke gå sådan! Lad ikke amerikanerne blive fanget i deres egen krigsretorik og føle sig nødsaget til at angribe Afghanistan. Hvis jeg havde mistet en bror, kone eller søn den grufulde tirsdag i New York eller Washington, så ville jeg nok også råbe på hævn. Jeg har i glimt haft nogle forestillinger om, hvordan flypassagererne i de fire kaprede fly har haft det, tænkt på, om der var børn iblandt dem. Grufuldt, rædsels- og afskyvækkende, jeg får nærmest kuldegysninger og mangler ord. Fortrænger det.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg kender ikke meget til islam, men har hørt og læst, at også den rummer tolerance. Jeg kender personligt ingen onde, men derimod fredelige og hjælpsomme muslimer. Til gengæld har jeg hørt om danskere, der efter den elvte september er begyndt at genere herboende muslimer, og om australiere, der gav sig til at stene en skolebus med muslimske børn. Jeg håber ikke, det passer.

På tv og i radioen har jeg hørt dels en flygtning fra Afghanistan, dels en dansk sygeplejer, der var kommet hjem derfra, fortælle, at de skønner, at cirka 80 procent af den afghanske befolkning ikke ved, hvad der skete den elvte september, fordi de er så fattige, at de ikke har tv og i øvrigt har nok at gøre med at tænke på at skaffe maden til i dag. Det kan ikke være retfærdighed, at de skal undgælde for nogle fanatiske sataners værk. De skal til gengæld rammes, disse sataner - for at bruge Mogens Lykketofts afslutningsreplik i en tv-avis. Og allerbedst ville det være, hvis Osama Bin Laden og hans hjælpere blev dømt af en islamisk domstol - hvis det er denne meget omtalte Osama Bin Laden.

Hans-Georg Lössl

Sydals

Powered by Labrador CMS