Det er i hvert fald, hvad lektor Kirsten Krogh-Jespersen forsøger på i Folkeskolen nummer 37 under foregivelse af at aflive myterne. Og det kommer der noget meget sindrigt ud af. Det, at lærerne sidder og taler sammen, skulle jo gerne tage sig ud som arbejde, siger hun manende. Og arbejde er det kun, når teamene er livet om at gøre. Eller i hvert fald undervisningen og professionalismen. Og så er team det til dato mest effektive våben imod de lærere, der bilder sig ind, at de selv kan noget som helst. Sådan nogle gamle, forkalkede stakler, der ikke kan indse, at de intet som helst er uden teamets kvalificerende analyser. Det er deres skyld, at der blive talt og ikke analyseret i lærersammenkomsterne. De underviser upåklageligt. Men det gælder ikke. I den grå fortid talte lærere ofte om skellet mellem seminariernes teoretiske verden og de beklumrede skolestuers virkelighed. Nu bliver seminarierne helt anderledes knyttet til lærerhverdagen. Med de mystificerede teamritualer har seminariesektoren pludselig skubbet sig ind som nær og ubegribelig uundværlighed af skolehverdagen. Så pas bare på, hvad du siger. Den store individdræbende teamgud lytter. Teamene er således guld værd for seminarierne. Og lærerne vil altid sidde med fornemmelsen af, at det, de siger i teamene, er meningsløst i teamsammenhæng. 'Man kan ikke bare begrunde sin holdning til teamsamarbejdet med private præferencer', siger lektoren. Nej, for læreren som privatperson er kvast, når han betræder skolens grund. At dette er gemen terror i en terrorplaget tid, står endnu en stund i skjul af de ritualiserede teams suveræne hærgen.

Vagn Madsen

Brønderslev