Vægten ligger på lighederne

Med børn fra 35 nationaliteter er dansk det naturlige samlingspunkt for eleverne på Hasle Skole

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hasle Skole har hverken bederum, særlige badefaciliteter eller etniske råd.

Cirka 40 procent af de godt 600 elever er ellers tosprogede, og blandt dem er der flest tyrkere og arabere. Men skolen i det vestlige Århus ønsker ikke at fokusere på elevernes forskelligheder ved at tage særlige hensyn.

Tværtimod vægter skolen lighederne højt. Og det er de tosprogede børn og deres forældre glade for. Det er i hvert fald de tilbagemeldinger, skoleleder Ole Skov og lærerne får.

'Vi betragter børnene som elever ud fra deres individuelle baggrund, og det uanset om de har danske eller udenlandske forældre, eller om deres fædre er direktører eller arbejdsmænd. Derfor ved forældrene til de tosprogede elever, at det ikke har noget med racisme at gøre, hvis vi bliver uenige om, hvad der skal ske med et barn', siger Ole Skov.

Det er dog sjældent, at han og lærerne kommer i konfrontation med forældrene. Det skyldes, at forældrene har tillid til skolen, mener lærer Karsten Østergaard Kristensen.

'Jeg gør meget ud af at forklare forældrene, at jeg gerne vil lære deres børn noget, at jeg vil dem det godt, og at de som forældre må have tillid til mig. Når de så oplever, at jeg ikke gør forskel på børnene, vinder jeg deres tillid. Men det kræver måske et ekstra hjemmebesøg', siger han.

På grund af de tosprogede elever får Hasle Skole tilført ekstra penge fra Århus Kommune. Det gør det muligt for lærerne at tage på hjemmebesøg hos eleverne i de små klasser og hos familier, der har børn på vej i skole.

'Fordi to børn er fra Vietnam, er de ikke ens, og det er de slet ikke, hvis den ene er vietnameser og den anden er somalier. Så ved at besøge børnene i deres hjem lærer vi dem at kende som personer i stedet for som en gruppe', siger afdelingsleder Dorte Bach.

'Og så har vi den fordel, at børnene kommer fra 35 nationaliteter, for det gør dansk til deres fællessprog. Det danske er det eneste, de har at være fælles om', tilføjer hun.

Fri med forældrene

Med så mange nationaliteter giver det sig selv, at skolen ikke kan lægge faste fridage ind på højtider og festdage i andre religioner og kulturer. Men hvis forældre vil holde børnene hjemme, så de kan fejre begivenheden sammen, accepterer skolen det.

'Vi skal selvfølgelig tage det alvorligt, når der sker noget spændende i børnenes liv. Samtidig får de andre børn i klassen et godt indblik i andre kulturer. De synes, det er spændende, at muslimerne skal faste, så det vil de gerne vide noget mere om', siger Dorte Bach, mens Ole Skov trækker en parallel til danske forældre.

'Mange danskere brokker sig over, at muslimske elever skal have fri i to-tre dage under ramadanen. Men de siger ikke noget til, at danske forældre tager deres børn med på skiferie i en uge'.

'Ja, og det er lige reelt', tilføjer Karsten Østergaard Kristensen, 'for i begge tilfælde er børnene sammen med deres forældre'.

Som klasselærer for 8.c gør han meget ud af at præsentere eleverne for hinandens kulturer, ikke mindst for de fællestræk, der er.

'Jeg tager ikke de muslimske elever med til gudstjeneste, men jeg viser dem kirken som en del af vores kristendom. Samtidig snakker vi om, at koranen anerkender Jesus som en profet, men at den ikke tillægger ham samme betydning som biblen', fortæller han.

'På samme måde kan vi genkende ordsprog, overtro og traditioner i de forskellige kulturer, måske bortset fra vietnameserne, som kommer så langt væk fra. Men det er med til at åbne elevernes horisont, og hvis man måler på, hvem eleverne foretrækker at arbejde sammen med, ser det ud til at lykkes. De vælger ikke efter hudfarve, men efter hinandens stærke sider', siger Karsten Østergaard Kristensen.

Krisen i USA er et andet eksempel på, hvordan man kan bruge elevernes erfaringer til at skabe forståelse for hinanden.

'Jeg har en afghansk elev i klassen, som er flygtet fra Taleban-styret sammen med sine forældre. Ham har jeg bedt fortælle om Afghanistan, om hvordan landet ser ud, og hvorfor de flygtede. Han er en primærkilde, som kan gøre undervisningen meget mere spændende, end jeg selv ville kunne', siger Karsten Østergaard Kristensen.-Henrik Stanek er freelancejournalist

Kongresoplægget 'Fællesskabets skole i et multietnisk samfund' ligger på www.dlf.org