Debat

Kristendomsundervisningen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 36 indeholder 'Spot' en notits om, at man i Norge har gennemført en reform af kristendomsundervisningen, så retten til fritagelse falder bort. Det fremgår, at ordningen nu har fået den højeste retsinstans' godkendelse, men at sagen herefter vil blive anket til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

Vi har jo netop haft denne diskussion også her i landet med baggrund i et konservativt forslag. I debatten har dette forslag fået bred tilslutning. Blandt andet har Politiken på lederplads givet tilslutning til ideen uden forbehold, uanset at jeg få dage før i et læserbrev i bladet kort havde gjort opmærksom på, at Sverige - så vidt jeg husker - allerede i 70'erne tabte en tilsvarende sag ved Menneskerettighedsdomstolen, hvorefter svenskerne måtte genindføre retten til fritagelse.

I betragtning af den store velvilje, det konservative forslag har mødt, var det nærliggende at forestille sig, at der - før eller efter et valg - ville blive taget politisk initiativ i sagen. Derfor denne lille påmindelse om, at der altså er fortilfælde i Menneskerettighedsdomstolen, som det nok var værd at forske lidt i, inden man investerer alt for mange kræfter på at udarbejde lovforslag i den angivne retning.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Ib Granerud

Hillerød