It frem for vikarer

Kommuner over hele landet sætter penge af til IT og bygninger - og sparer igen på vikardækningen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er valgår, og de danske kommunalpolitikere køber computere til skolerne, bygger nye skoler og tager fat på at renovere og vedligeholde de nedslidte skolebygninger. Til gengæld sparer man mange steder videre på de velkendte områder - vikarkontoen, bogindkøb, deletimer og tolærerordninger.

Det viser Danmarks Lærerforenings undersøgelse af den budgetlægning, som er i gang rundt om i kommunerne.

DLF har spurgt de lokale kredse, hvilken vej tendenserne går. I 71 procent af kommunerne regner man med stort set uændret serviceniveau på folkeskoleområdet næste år, 19 procent vil skære ned, og syv procent venter forbedret serviceniveau i næste skoleår.

'Vi kan ikke være tilfredse med, at en femtedel af landets kommuner lægger op til at levere lavere standard i næste skoleår. Specielt set på baggrund af årets politiske udmelding, hvor partier fra højre til venstre udpeger folkeskolen som et kerneområde i de kommende år. Politikerne har jo nærmest forsøgt at overbyde hinanden, når vælgerne skulle overbevises om deres vilje til at prioritere skolen', siger formanden for DLF, Anni Herfort.

Hele 37 procent har dog fundet penge frem til at gøre noget ved skolebygningernes vedligeholdelsesstandard, 18 procent gør noget ved pladsforholdene i klasseværelserne, og 24 procent vil købe mere IT-udstyr til brug i undervisningen.

'Det er en indsats, der peger fremad - og jeg tror, det viser, at det hjælper, når der sættes fokus på udvalgte områder, og når borgerne efterspørger øget kvalitet. Desværre modsvares billedet af, at for mange kommuner forringer serviceniveauet, når det kommer til deletimer/tolærerordninger og vikardækning. Man kan frygte, at kommunerne nu vælger at skære de steder, hvor det er mindst synligt', siger Anni Herfort. 'Når muligheden for deletimer og tolærerordninger beskæres, rammer det eleverne direkte. Skolen får sværere ved at tage udgangspunkt i det enkelte barn og at arbejde med holddannelse'.

Der er stort set ingen kommuner, der vil øge standarden på nogle af skolens andre centrale områder som elevernes timetal, vikardækningen, forældresamarbejdet eller lejrskoler og ekskursioner. I 14 procent af kommunerne er der udsigt til ringere standard på undervisningsmiddelområdet, lige så mange steder vil eleverne få færre deletimer, der bliver færre resurser til undervisningen af de tosprogede børn i ni procent af kommunerne, og det tegner til, at vikardækningen forringes i 12 procent af kommunerne.