Sprogligt set

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sprogpris

Antallet af uddelte priser er stigende. For et par årtier siden kunne man nogle gange om måneden læse i avisen, at en person, ofte en kunstner, havde modtaget en pris som anerkendelse for en særlig fremragende indsats. Ofte var oplysningen ledsaget af en længere artikel om vedkommende. I de senere år han man næsten daglig kunnet læse om priser og prismodtagere, nu næsten kun i noteform. De uddeles af virksomheder, private foreninger, brancheforeninger og af offentlige myndigheder, ofte med dobbelt formål. Ud over at hædre modtageren vil man profilere afsenderen. Alt dette har naturligvis devalueret fænomenet, men der er trods alt stadig en vis interesse for de fleste uddelinger.

Af sprogpriser har man ikke ret mange. ModersmålSelskabet uddeler en årlig pris, i 2001 til Klaus Rifbjerg, og Danmarks Radio har i en årrække haft en sprogpris med modtagere som Ole Emil Riisager, Hans V. Bischoff, Ole Meisner, Steen Bostrup, Jesper Groth og Frode Kristoffersen. Efter min mening kunne der godt uddeles en pædagogisk sprogpris. Den skulle nok ikke uddeles hvert år, men måske hvert tredje, og da med en fyldig begrundelse. Sproget er nemlig underviserens vigtigste redskab, og prisen skulle ikke uddeles på baggrund af æstetiske overvejelser, men nok så meget efter funktionelle, retoriske kriterier. Den, der i et klart, modtagerrettet tale- og/eller skriftsprog får sit budskab frem uden alt for mange greb i klicheskuffen, er efter min mening prisværdig.

Pædagogsprog og pædagogisk sprog har ingen høj stjerne i offentligheden. Det kan skyldes manglende respekt for den faglighed, der ligger bag, men det kan også skyldes, at der rent faktisk er megen tomgang og mange klicheer i spil i den pædagogiske debat. Undertegnede tilbyder sig efter en snes års tro tjeneste i denne spalte som iværksætter!

Professor Higgins