De gamle sagde: Gå ikke over åen efter vand. Men i dag ses det som et kvalitativt adelsmærke, at enhver løsningsmulighed helst skal fremvise en labyrintisk irgang af forvildede omveje. I Folkeskolen nummer 35 docerer skoleleder Kim Kristiansen næsten trivielt i tidens forskruede ånd, at hvis vi vil en skole, der sætter fokus på den enkelte elevs udvikling og læring, så vælger vi en skole, der bevæger sig væk fra en dagligdag styret af det gammelkendte skema. Gammelkendt. Hvabehar! Men hvis det ikke netop handlede om at præmiere de mest tåbelige nytænkte fantasier, så ligger det klart som dagen, at så indretter vi selvfølgelig skolen elevdifferentieret. For i den elevdelte skole er fokus på den enkelte elev ikke bare noget, der kan skrives lærde artikler om og tales ud i den tomme luft om. I den delte skole er der i det mindste en vis mulighed for at få fokuspunktet til at virke i den dagligdag, som Kim Kristiansen, hvor nødig han end vil vedgå det, flygter fra. Men der er skam stil over flugten. Han vil en skole, hvor enhver skemalagt ramme nedbrydes, og hvor indholdet bestemmer strukturen. Men altså også, hvor enhver fagligt bestemt systematisk indlæring af paratviden er nærmest umuliggjort. For hvor ved Kim Kristiansen fra, at den bedste måde at indlære faglig viden på er længst mulige sammenhængende og vel også pauseløse perioder. For enhver, der har prøvet den gamle, foragtede sortsværtede skole, må det stå klart, at det netop er der, der er en jordisk chance for både at undervise og at få lidt mening i talen om elevens reelle medansvar og klargøring af målet for elevens skolearbejde.

Vagn Madsen

Brønderslev