Gentag aldrig en succes

Ellen Skivild bevarer sin gejst som lærer ved hele tiden at finde på nye emner og metoder at undervise efter

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Selv om et undervisningsforløb fanger eleverne, gentager Ellen Skivild det aldrig. Hun kan godt finde på at genbruge nogle ideer, men ikke det fulde forløb.

'For det første kan jeg ikke holde ud at lave det samme to gange. For det andet er der ikke to klasser, der er ens, så jeg vil alligevel ikke uden videre kunne gentage et forløb', siger Ellen Skivild fra Thorsager Skole på Djursland.

Hun har været lærer i 20 år og er ikke i tvivl om, at hendes fremgangsmåde hjælper hende til at bevare gejsten og dermed leve op til idealet om at fremme sin egen udvikling. Men det er ikke det eneste, hun gør.

'Jeg taler meget med mine kolleger om, hvordan vi kan udvikle os som lærere, og hvordan vi kan skabe nogle betingelser, så eleverne lærer noget. Vi diskuterer ofte forskellige pædagogiske teorier og snakker om, hvordan vi kan føre dem ud i livet'.

I år prøver hun at undervise sin 5. klasse i dansk efter principperne i portefølje, der kort fortalt går ud på at gøre elever mere kritiske og reflekterende over det, de laver.

'Jeg fik afslag på at komme på kursus i portefølje, så i stedet har jeg læst om det i sommerferien. Det er meningen, at eleverne skal arbejde mere selvstændigt, så jeg bliver frigjort fra at rette deres tekster hele tiden. Eleverne skal også selv spille en større rolle til forældresamtalerne, frem for at det er mig, der fortæller, hvad de er gode til, og hvad de bør arbejde noget mere med'.

Inden hun gik i gang med metoden, tog hun en snak med sit klasseteam om, hvad hun havde tænkt sig.

'Jeg har behov for at diskutere sådan en teori igennem, inden jeg går i gang med at prøve den af, så vi fik en god samtale om, hvordan vi kan udvikle elevernes kritiske sans'.

Nødvendigt med ekstra indsats

Idéerne til at forny undervisningen skal komme et sted fra. Også her har Ellen Skivild stor glæde af sine kolleger.

'Vi er gode til at fortælle hinanden, hvad vi laver, og selv om jeg ikke kopierer mine kolleger, så får jeg nogle ideer fra dem. Vi prøver at udarbejde en idemappe, men den fungerer ikke rigtigt. Det virker meget bedre med den personlige overlevering'.

Det er lettere at holde sig i gang i dag i forhold til tidligere, blandt andet fordi teamarbejdet tvinger lærerne til at tale med hinanden om det, de laver med eleverne, men Thorsager Skole er en lille enstrenget skole til og med 7. klasse, og lærerkollegiet tæller blot 16 medlemmer. Det betyder, at den enkelte må yde en ekstra indsats for at holde sig ajour, mener Ellen Skivild.

'Vi er en skole, der sætter gang i mange nye ting. Men vi er samtidig en flok, der har arbejdet sammen i mange år. Det gør det lidt svært at forny sig, for når vi har møder, ved vi næsten, hvad vi hver især vil sige, og med så få lærere på skolen er det sjældent, at vi får friske pust fra nye kolleger'.

Selv har hun løst det problem ved at holde kontakten ved lige med et par medstuderende fra seminarietiden og et par kolleger fra sine job på to andre og større skoler.

'Vi fortæller hinanden om det, vi prøver sammen med vores elever, og snakker om vores rolle som lærer. På den måde inspirerer vi hinanden. Det er i det hele taget rart at snakke om sit job med nogle udefra en gang imellem'.

Svært at sige fra

Uanset hvor meget 47-årige Ellen Skivild bestræber sig på at udvikle sig som lærer, undgår hun ikke at løbe sur i sit arbejde en gang imellem.

'Jeg har selvfølgelig overvejet at skifte skole for at holde mig i gang, men jeg synes alligevel, at vi har gang i noget spændende, og når jeg har vejet plusser og minusser, viser det sig, at jeg er blevet træt, fordi jeg har for meget at lave. Så prøver jeg at få mere struktur på mit arbejde, så det ikke fylder så meget'.

Det fritager ikke læreren for ansvar, at forventningerne fra forældre og myndigheder ofte overstiger de muligheder, lærerne får, men læreren skulle netop kunne bruge professionsidealerne til at sige fra, når krav og ressourcer ikke følges ad. For læreren står personligt til ansvar for, at de betroede opgaver udføres bedst muligt, som det hedder i det niende ideal.

Ellen Skivild synes dog ikke, at der er så meget støtte at hente i idealerne.

'Tidligere var opgaverne mere konkrete, og når en af dem var af vejen, kunne jeg gå i gang med den næste. I dag skal jeg forholde mig til et væld af principper for, hvad der skal foregå på skolen, og der vælter hele tiden nye krav ind over os, men de kommer aldrig i en prioriteret rækkefølge, så det er svært at trække en grænse, der gør, at vi kan sige fra'.

Læs alle forslag til idealer på DLF's hjemmeside www.dlf.org-Henrik Stanek er freelancejournalist

Idealer for menigmand

De tre næste punkter i artikelserien om professionsidealer for lærere handler om, at læreren skal holde sig i gang og blive ved med at udvikle sig:

- Læreren vil fremme sin egen vækst og udvikling, engagere sig i almenmenneskelige livsspørgsmål og vise medleven i samfunds- og kulturlivet.

- Læreren vil reflektere over og aktivt udvikle sin praksis.

- Læreren vil indestå personligt for, at de betroede opgaver udføres bedst muligt.

I artiklen fortæller Ellen Skivild fra Thorsager Skole på Djursland om, hvad hun gør for at leve op til idealerne. Du kan give dit besyv med under Net-Debat på www.folkeskolen.dk.

De tre første artikler i serien om DLF's udkast til professionsidealer for lærere blev bragt i Folkeskolennummer 34, 35 og 36/2001.

Nu kommer der mange mennesker hertil med brugsanvisninger, og jeg kan kun byde dem velkommen til landet uden opskrifter