En af de tosprogede elever fra Frydenlundskolens pigeklasse i Århus har gennem et stykke tid haft en del forsømmelser på skolen. Som disciplinærstraf vil hendes familie sende hende hjem til forældrenes fædreland og gifte hende bort til en fætter, hvis ikke hun passer sine forpligtelser i skolen. Eksemplet er helt aktuelt, og den desperate elev har fortalt sine lærere om det kommende tvangsægteskab.

'Jeg gav pigen telefonnummeret til indvandrerorganisationen IND-sam, hvis der skulle opstå en helt akut situation. Men siden har jeg tænkt over, hvorvidt jeg i virkeligheden hjælper hende eller ej. Jeg kan slet ikke overskue konsekvenserne for hende, hvis hun vælger at bryde med familien og gå under jorden', siger Susanne Graugaard.

Hun er en af de seks kvindelige lærere, der underviser i en ren pigeklasse på Frydenlundskolen i Århus. I det forgangne skoleår gik piger med dansk, tyrkisk, libanesisk, somalisk og gambisk baggrund i klassen. I de tre år, pigeklassen har eksisteret som et tilbud om et anderledes skoleår i 10. klasse, har lærerne fået nys om planer for tvangsægteskab en håndfuld gange. De understreger, at det er meget få piger, der bliver truet med tvangsægteskab, og at dialogen omkring det kun er en lille del af pigeklassens arbejde.

Men stillet over for et helt konkret tvangsægteskab griber både tvivl og magtesløshed lærerne. Hvordan hjælper man? De mener, at det bedste, de kan gøre, er at hjælpe pigen med at sætte ord på, hvad hun selv ønsker, og så henvise til relevante instanser.

Derfor arbejder lærerne på at styrke pigernes selvtillid i løbet af skoleåret, så de bliver mere bevidste om, hvad de kan og vil med deres liv.

Hiver piger frem i lyset

'Hvis de ingen tillid har til sig selv, bliver de skrækslagne, hvis de læser artikler om, hvordan andre piger har gjort oprør mod et tvangsægteskab', siger Susanne Graugaard.

I løbet af skoleåret sker der en utrolig udvikling, fortæller dansklærer Marianne Kjær. Fra at være tilbageholdende, generte piger begynder de i løbet af året at stille spørgsmål ved mange ting og diskuterer livligt deres forskellige holdninger.

'Det er et kæmpe frirum for pigerne, at de kan fortælle, hvad de tænker og føler, i klassen'.

Diskussioner om følelser, forelskelse, kønsroller og ægteskab fylder i danskundervisningen. Ikke kun fordi Marianne Kjær vælger tekster, der vækker debat, men også fordi emnerne interesserer pigerne utrolig meget.

'Jeg starter forsigtigt ud med nogle tekster om forelskelse. Så kommer vi til at diskutere kærlighed, og hvad der er vigtigt for et forhold. Efterhånden vælger jeg lidt mere vovede tekster, for eksempel om en dansk pige, der er forelsket i en muslimsk dreng'.

Når klassen er rystet sammen, og alle er trygge, serverer hun også et par tekster eller en film, der handler direkte om tvangsægteskab.

De tætte relationer betyder, at pigerne åbner sig og fortæller lærerne, når de har problemer. 'Man kan godt involvere sig og samtidig vise respekt for et andet menneskes tro og holdning. Jeg spørger pigen, hvad hun selv føler. Er hun meget ulykkelig, og er et tvangsægteskab på tale, vil jeg da gøre mit til at forhindre det ved at sende hende videre til relevante institutioner. Det er vigtigt, at pigen ved, hvor hun kan gå hen og få hjælp', siger Marianne Kjær.

Lærerne taler med familierne om uddannelse. Accepterer forældrene, at pigerne tager en uddannelse, forhaler det tit giftermålet.

Mange af pigerne fortæller, at de selv har mulighed for at sige ja eller nej til den mand, forældrene stiller i udsigt. Lærerne er ikke overbeviste om, at pigerne altid har et reelt frit valg.

'Jeg havde en pige, som pludselig fik vigende øjne og blev hurtigere mopset. Jeg havde en klar fornemmelse af, at der var noget helt galt, men det benægtede hun hårdnakket', siger Else Marie Søeberg.

Da klassen tog på lejrskole, kom pigen ikke med. I stedet holdt familien forlovelsesgilde i fædrelandet, og derefter gik pigen med tørklæde. Hun blev gift året efter. Hvorvidt det var af egen fri vilje, sætter Else Marie Søeberg spørgsmålstegn ved.

'Vi kan intet stille op, medmindre pigerne siger, at de ikke vil giftes. Men de piger, der har en anelse oprør i sig, kan vi støtte i, at de så også bruger den ret til at sige nej, som de har'.

vh