Debat

Lærerens autonomi er af det onde

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det famøse, sprogligt anglofile teamsamarbejde, der for tiden endevendes i Folkeskolens spalter, fordi lærerne tilsyneladende ikke kan give sig det i vold på den rette måde, forudsætter snedigt nok en omlægning fra den vidensformidlende, fagafgrænsede undervisning til en modepræget projektagtig tværfaglighed, der i en folkeskole har mere præg af tidsfordriv end af seriøs undervisning. Det er ganske enkelt en instinktiv modvilje imod at skulle opgive deres individualitet som undervisere og i stedet for flyde ud i en kollektiv almenvilje som en regndråbe i en vandpyt, der får lærerne til at deltage mindre end halvhjertede i teamenes tvungne endeløsheder. Derfor skal lærerne lære at tro på, at de som teambundne kollektivvæsener når længere, end de gør som indskrænkede individer. Eller at teamets samlede intelligens er højere end hvert enkelt teamelements. Og det er i hvert fald et nyt input fra Vorherres side. Det er aldrig set før. Eller som Conni Hesel Poulsen antyder den brutale kendsgerning: Den rette brug af teamsamarbejdet er og skal være en trussel imod lærerens autonomi. Ganske vist formaster en klarsynet lærer fra Århus sig så i anden anledning til i samme nummer at sige, at selv om der er mange gevinster ved teamsamarbejdet, kan det ikke erstatte den tid, lærerne har brug for til deres egen forberedelse. Og så er der jo kommet lidt grus i maskineriet. Men lærerne skal altså have teamsamarbejdet trukket ned over deres syndige hoveder. For ellers vil der blive undervist for meget i den danske folkeskole. Og det er altså ikke meningen.

Vagn Madsen

Brønderslev

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler