Debat

Tid til årsplaner

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På DLF's åbne kurser, hvor medlemmer af hovedstyrelsen mødes med lærere fra Gedser til Skagen, hører jeg indimellem ganske ejendommelige historier fra skolens virkelighed. En af de tilbagevendende går ud på, at lærere inden for rammerne af den almindelige individuelle tid afkræves årsplaner, der i form og indhold rækker langt ud over, hvad man er forpligtet til at præstere. En del lærere kan i så henseende berette om krav, der frembringer mindelser om en eksamensopgave i undervisningslære, og de kan fortælle om det årligt tilbagevendende stress, når dette arbejde skal præsteres oven i alt det andet.

Bedre bliver det ikke af, at det set fra lærerens synspunkt ofte er det rene spild af tid. Han har udmærket styr på sin undervisning og føler ikke noget uimodståeligt, personligt behov for at nedfælde det i formfuldendte vendinger, der først og fremmest demonstrerer hans evne til at jonglere med de kommunalt autoriserede hurraord og reelt intet siger om kvaliteten af hans undervisning.

Således foranlediget må det fastslås, at årsplaner i henhold til gældende aftaler som udgangspunkt er lærerens egne skriftlige oplæg/noter udarbejdet til lærerens egen brug. Det er læreren, der bestemmer omfang, form og indhold. Skolens leder kan kræve årsplanerne udleveret, men det er altså ikke ledelsens redskab. Finder ledelsen, at en lærers årsplaner er utilstrækkelige, må det bero på en vurdering af årsplanernes virkemåde i lærerens praksis og ikke på en bedømmelse af form eller indhold. Hvis en skoleleder ønsker årsplaner udarbejdet med henblik på andet end lærerens egen brug og i overensstemmelse med specifikke krav til form og indhold, kan det ikke ske inden for den individuelle tid. Der skal afsættes tid til formålet.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Niels Christian Sauer

medlem af DLF's hovedstyrelse