Komplicerede regler for samlevere

En række krav skal opfyldes, hvis samlevere til overenskomstansatte skal have pension. Samlevere til tjenestemænd kan ikke få

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det gælder om at holde tungen lige i munden, hvis man som lærer ønsker at sikre sin samlever pension, den dag man dør.

For det første gælder der forskellige regler for tjenestemænd og overenskomstansatte. For det andet skal overenskomstansatte gøre mere for at sikre samleveren.

Overenskomstansatte

Tidligere kunne samleveren slet ikke få pension, men med en lovændring i 1999 blev det muligt. I den forbindelse indførte Lærernes Pension nye regler, der giver overenskomstansattes samlevere mulighed for at få en livsvarig ægtefælle-/samleverpension.

Samleveren er berettiget til den livsvarige ægtefælle-/samleverpension, hvis alle disse forhold er opfyldt:

Forsikrede efterlader sig ikke pensionsberettiget ægtefælle/registreret partner.

Man har haft fælles bopæl mindst to år inden dødsfaldet, og man skal bo sammen, før den forsikrede fylder 67 år.

Der skal være oprettet testamente til fordel for samleveren senest tre måneder før dødsfaldet, og inden den forsikrede fylder 67 år.

Der må ikke foreligge ægteskabshindringer efter lovgivningen.

Hvis man har en overenskomstpension, hvor der udbetales et engangsbeløb ved dødsfald, kan samleveren kun få udbetalt dette i kraft af en begunstigelseserklæring. Det er endvidere en betingelse, at forsikrede og samleveren har fælles bopæl ved indsættelsen.

'Vi får tit henvendelser, der tyder på, at folk ikke har sat sig ind i reglerne, med det resultat at de kan komme i klemme. Det kan være, at der ikke er oprettet testamente eller udfærdiget en begunstigelseserklæring. Heldigvis bliver samlevende ofte opmærksomme på, at det er nødvendigt at tænke i de baner, hvis de køber hus i fællesskab, eller når de får deres første barn sammen', siger chefkonsulent i Lærernes Pension, Helle Gullacksen.

Tjenestemænd

Samlevere til tjenestemænd kan ganske enkelt ikke få andel i pensionen. Det kan kun ægtefæller og registrerede partnere.

Kravet til dem er, at ægteskabet eller det registrerede partnerskab skal være indgået:

- Før tjenestemanden fylder 65 år.

- Før tjenestemanden afskediges med ret til egenpension.

- Mindste tre måneder før dødsfaldet. Dette gælder dog ikke, hvis dødsfaldet skyldes et ulykkestilfælde eller en akut infektionssygdom.

'Det kan godt give anledning til misforståelser, at reglerne er forskellige for overenskomstansatte og tjenestemænd. Forklaringen er, at Lærernes Pension har mulighed for at indføre egne regler inden for gældende love og regler for pensions- og forsikringsordninger, mens det kræver en lovændring at give tjenestemænd andre vilkår. Sådan en ændring er der ikke udsigt til, fordi den store gruppe af tjenestemænd vil gå på pension inden for en kortere årrække', siger konsulent i Danmarks Lærerforening, Poul Werner Hansen.

Yderligere oplysninger:

Overenskomstansatte: www.lppension.dk eller telefon 3917 6821.

Tjenestemænd: Den lokale lærerkreds.-Jan Kaare er freelancejournalist