Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Undervisningsministeren erklærer mobning for skolens største problem med støtte i undersøgelser om mobbeomfang, der faretruende opgøres til at udgøre hver fjerde elev. Mobbetoget fører undervisningsministeren hen på skolen, hvor mobning er afskaffet. Her gås så grundigt til værks, at eleverne nu skriver under på, at de ikke vil mobbe mere. Flaget hejses, og ministeren kan sole sig i det enestående resultat, en sådan udrydning i det menneskelige sind med de grumme sorte sider, at en skole kan erklæres næsten mobningsfri. Det er rart at høre en positiv historie, for ondartet drilleri og chikane eleverne imellem kan ingen ansvarlig lærer lægge navn til, men problemet er, at denne menneskebundne aktivitet foregår, hvor den voksne ikke kan gribe ind. Derfor må det være svært at måle resultatet af en antimobningsindsats, selvom elevunderskrifter bekræfter, at klasserne nu er mobningsfrie.
Folkeskoleelevernes organisationer sætter også fokus på forebyggelse og bekæmpelse af mobning. Også den mobning, der påstås udført i klasseværelset, hvor læreren er ved at undervise. Forsømmer lærere at gribe ind, er det dobbelt så slemt for den chikanerede. Hvis ikke der her sættes ind, uddannes der jo den rene vanemobber, der fortsætter med at interessere sig for og får fornyet liv via andre menneskers væsen og især sætter ind der, hvor svagheden er i øjnefaldende, sådan som politikere helt legalt sætter ind over for hinanden i ofte meget personfikserede angreb. Politikermobning foregår hver dag i pressen. Hudfletning af anderledes tænkende sker dagligt i hjemmene. Er der noget at sige til, at børn og unge kopierer og laver en overførselsværdi. Ser læreren forbindelsen til hjemmene, skal der temmelig megen råstyrke til at indkalde forældrene til kammeratlig samtale.
Derfor skal læreren fra første time være opmærksom på de elever, hvis liv blomstrer op, når det lykkes at få opmærksomheden drejet hen på det særegne hos enkelte i klassen. Her er der naturligvis mange varianter, der kunne give mobberen lyst til at forsøge, men læreren skal kontant standse forsøget og helst i forvejen have orienteret forældrene om, at det er deres sikkerhed for en mobningsfri skole i undervisningstiden. Så kan der tages fat på problemkomplekset undervisning og læring.
Torben Thomsen
Aars
