Debat

Naive og fornærmende

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Peter Kristensen, nyuddannet lærer og ansat på Dronninggårdsskolen i Holte, bliver interviewet i Folkeskolen nummer 33. Han mener, at lærerne skal sætte fokus på deres arbejdsglæde, for det vil forbedre deres image. For ti år siden ville jeg have betegnet hans synspunkter som idealistiske - nu må jeg beskrive dem som naive og fornærmende.

Jeg havde fornøjelsen af at være kollega med Peter Kristensen på Dronninggårdsskolen 1998-99, hvor han virkede i en kombinationsstillingsom kontormedhjælper og vikar (og ikke som oplyst i fuldt skema), mens han læste på Københavns Dag- og Aftenseminarium. Hans beskrivelse af skolen kan jeg kun bekræfte som værende et rart og - først og fremmest - uproblematisk sted at undervise. Eneste væsentlige problem: Omsorgssvigt på grund af karrierefikserede forældre. Og 'Man havde engang set et billede af en udansk elev'. Skolen blev købt af Søllerød Kommune i 1996, da Holte Gymnasium gik fallit. Kommunen købte rub og stub og råder blandt andet over den største bogsamling, jeg har set på en skole, ti flygler, fem fysiklokaler, et musiklokale med et hav af instrumenter og et digitalt optagerum, en koncertsal med et Bösendorfer-flygel. . . you name it.

Jeg kom fra en stilling i en omegnskommune med 35 procent elever med en anden etnisk baggrund en dansk, så omvæltningen var nærmest chokerende. Fra at være blevet 'fuck'et' og såmænd også forulempet af elever skulle jeg nu vænne mig til at høre om problemer med ridehesten og udenlandsrejser (som næsten altid foregik uden for skolens ferier). Det var bekvemt at blive hentet og bragt i mors BMW, for så havde man jo en undskyldning, når man kom for sent.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg tillader mig at gå ud fra, at ovenstående korte beskrivelse af skolens hverdag klart og tydeligt tilkendegiver, at der er tale om et undervisningsmiljø, som er meget unikt, og som kun få af landets 60.000 lærere kan nikke genkendende til. På den baggrund er det ikke bare nemt, men direkte latterligt at generalisere om lærernes arbejdsforhold - og tilmed gøre det fra en position som ikke-medlem af vores faglige forening. Jeg kan anbefale Peter Kristensen en uges vikariat på en københavnsk kommuneskole, hvor hverdagen ikke emmer af 'galf', ridning og BMW'er.

Velkommen til virkeligheden!

Jens Dalsberg

Sengeløse