Store ord

Tro ikke, at ære er noget, der hører hjemme i ridderromaner og anden heroisk fortid. I hvert frikvarter, i hver time, på hvert lærermøde vil æren være på spil. Er man udenfor i legen, dummer man sig i timen, eller kvajer man sig på lærermødet, føler man sig ramt på æren. Men vinder man fodboldkampen, får man ros i timen, og møder man kollegial opbakning, retter man ryggen, fordi man er blevet bekræftet. Men ordet ære bruger vi ikke så meget.

I sommerens løb har der udspillet sig en kamp på ret og ære. Jørgen Røjel og Frank Aaen har haft en sag kørende om brugen af ordet landsforræder. Frank Aaen følte sig krænket. Ordet er da også ganske alvorstungt, ladet som det er med historisk betydning. Mange har hørt om begrebet i Danmarkshistoriens beretning om Corfitz Ulfeldt, som blev dømt for højforræderi, og vi, der er vokset op efter Anden Verdenskrig, hørte om de foragtelige personer, som forrådte deres land ved at gå nazisternes ærinde under besættelsen. En landsforræder er en foragtelig person!

Men i nyere tid bruges ordet mere rundhåndet om folk, der har opfattelser, man betragter som skadelige for landets interesser. Jeg har hørt EU-tilhængere og EU-modstandere beskylde hinanden for landsforræderi - uden at tonen af den grund var særlig skærpet. Og i hverdagen kan man bruge de værste skældsord, blot de i sammenhængen forstås på den rigtige måde. Din skurk, din bandit, din lille slyngel, kan man sige til en sød seksårig dreng. Men omtaler man fra Folketingets talerstol en fremmed statsleder som en bandit eller et land som en slyngelstat, er det alvor.

Den tragikomiske føljeton om Rasmus Trads og Kurt Thorsen har i sommer fået et nyt perspektiv, fordi Trads føler sig krænket af, at han er blevet kaldt lystløgner. Ordet er sådan set ikke nogen klinisk diagnose, sådan som mytoman er, men smager mere som et regulært skældsord, ganske vist af de specificerende. Man kan lyve af nød (sige en nødløgn), og det kan der være mange grunde til. Fortielser kan på samme måde forekomme, undertiden ud fra ædle motiver. Men hvis man er lystløgner, er selve det at binde andre noget på ærmet stimulerende. Ordet har imidlertid slet ikke samme tyngde som landsforræder. I et par år hed et populært underholdningsprogram Lystløgnerne. Det gik ud på for sjov at stille nogle mennesker over for et antal ordforklaringer, som alle foregav at være sande, men hvoraf kun den ene var det. Det drejede sig om at binde andre noget på ærmet, og meningen var, at seerne skulle more sig - uden at blive forargede.

Professor Higgins skal ikke gøre sig til dommer i nogen af sagerne, men nøjes med at konstatere, at der stadig ikke er nogen, der bryder sig om at blive ramt på æren.

Professor Higgins