Jytte Hedelund ser det ikke som et problem at tage ansvaret for undervisningens indhold og samtidig inddrage eleverne aktivt, så de får indflydelse på deres hverdag i skolen.

'Jeg gør det altid klart for eleverne, hvad jeg har bestemt, de skal igennem, og hvor de selv kan få lov at vælge. For eksempel skal vi læse noveller i den 4. klasse, jeg er klasselærer for. Det er et af mine danskfaglige mål, og det kan der ikke ændres på, men eleverne må være med til at beslutte det emne, novellerne skal handle om', siger Jytte Hedelund fra Låsby Skole i Ry Kommune.

Hun har været lærer i 18 år, og Folkeskolenhar bedt hende fortælle, hvordan hun forholder sig til de to første punkter i DLF's udkast til professionsidealer. Det ene handler om, at læreren vil opfylde folkeskolens målsætning, mens læreren ifølge det andet ideal vil indøve eleverne i dansk demokratisk livsform.

For Jytte Hedelund betyder det, at eleverne skal have reel indflydelse, når hun giver dem lov til at vælge emne.

'Jeg er parat til at strække mig langt for at finde materialer, der passer til deres emne. Jeg kan selvfølgelig komme i en situation, hvor det er umuligt at skaffe nogle relevante noveller, men så må jeg ændre mit mål med projektet, for eksempel fra at læse, til at eleverne selv skriver novellerne', fortæller den 41-årige lærer, der underviser til og med 5. klasse.

Elever bliver skuffede

Jytte Hedelunds elever kan også få indflydelse på den måde, de skal arbejde på - om det skal foregå individuelt eller i grupper. Men uanset hvad de får lov til at bestemme, risikerer Jytte Hedelund, at to-tre stykker sidder tilbage og er skuffede, fordi de foretrak 'den anden mulighed'.

'Jeg plejer at bruge elevrådet som eksempel. Her vælger klassen nogle repræsentanter, men det gør de andre klasser også, så 'vores' elever kan ikke altid få deres vilje. Samtidig viser jeg eleverne respekt ved at lade dem forstå, at de gerne må have en anden mening, men at de også er en del af et fællesskab. Det er ikke et spørgsmål om at finde tabere og vindere, men om at vi er en gruppe, der skal have arbejdet til at fungere. Hvis børnene møder den holdning tilstrækkelig mange gange fra voksne, så ændrer de fleste adfærd'.

Det er ofte de samme elever, der bliver sure, hvis de ikke får deres vilje, men det nytter ikke at anklage dem for deres måde at reagere på.

'Hvis jeg siger, at jeg ikke vil se nogen, der er sure, så konfronterer jeg dem med, at det er en fejl at være vred. Jeg har selv spillet håndbold og tabt kampe, som vi burde have vundet, så jeg ved, hvordan det føles, når man ikke får sin vilje. Det gør mig i stand til at gå ind i en dialog, hvor eleven kan få lov at sige, at han godt nok er træt af det, og så er han som regel klar til at fortsætte'.

At indøve eleverne i demokratiet indebærer også, at Jytte Hedelund fortæller eleverne, hvorfor hun har besluttet, at de skal igennem nogle bestemte faglige områder.

'Eleverne har krav på at vide, hvorfor de skal lave en bestemt opgave, så jeg skal kunne begrunde alt, hvad jeg laver. Hvis jeg har besluttet, at vi skal have et stavekursus, snakker vi om, hvorfor det er godt at kunne stave korrekt, og jeg fortæller, hvorfor jeg har valgt et bestemt materiale. På den måde lærer de målene at kende for undervisningen'.

Læreren hjælper børnene

I Jytte Hedelunds team omkring 4. klasse formulerer lærerne nogle fokuspunkter for den udvikling, eleverne skal igennem i løbet af skoleåret, for eksempel at kunne lytte til hinanden, at kunne lære af hinanden og at turde stå frem med sin mening.

'Først får jeg nogle gode pædagogiske diskussioner i mit team om, hvad vi kan gøre for eleverne. Dernæst går jeg hjem og overvejer, hvordan jeg kan bygge vores fælles mål ind i danskundervisningen. På den måde opfylder jeg idealet om at leve op til folkeskolens målsætning'.

Med i billedet hører også, at hun ser sig selv som én, der hjælper børnene.

'Det er min indstilling, at børn gør det bedste, de kan. Derfor har den enkelte elev ikke nogle fejl, der skal rettes - han har brug for hjælp i forhold til den situation, han befinder sig i. Og her er det vigtigt, at vi har den åbenhed, der gør, at vi kan sige til hinanden, hvad vi mener'.

Et eksempel: Jytte Hedelund har sat sine elever i gang med at skrive historier. Men én af dem kan ikke rigtigt komme i gang, selv om han både kan læse og skrive.

'Jeg kan vælge at sige til ham: 'Du er så dygtig til at læse og skrive, så nu synes jeg, du skal gå i gang'. Men det er det samme som at sige, at han er stædig, og at det altså er hans fejl, at han ikke er kommet i gang. Dermed udelukker jeg mig fra at hjælpe ham i gang'.

'Hvis jeg i stedet siger, at jeg synes, det ser svært ud for ham, åbner jeg for en dialog. Han svarer måske, at han ikke kan komme i gang, fordi han altid har svært ved at huske forskel på b og d, og så kan jeg hjælpe ham med nogle regler for, hvordan han kan se forskel'.

Du kan læse alle 11 idealer på Lærerforeningens hjemmeside, www.dlf.org

Henrik Stanek er freelancejournalist