Aktion på den godemåde

Som klasselærer for ustyrlige børn har Birgit Aggergren oplevet, hvor meget indflydelse en forældregruppe kan have

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Engang kom hun ind i klassen, mens en dreng stod og viste indholdet af hendes taske frem for klassen. Da hun konfronterede ham, kaldte han hende en luder.

Drengen går i den klasse, der nu er 5.b på Skolen på la Coursvej. Klassen er i dag på vej ud af en meget turbulent periode, hvor lærerne blev udsat for utålelig opførsel. Så utålelig, at klasselæreren Birgit Aggergren måtte indkalde forældrene til møde om klassen. Da hun fortalte om børnenes opførsel, blev forældrene chokerede, og en del bebrejdede Birgit Aggergren. Faktisk ville de have hende fyret.

Alligevel tænker hun med taknemmelighed tilbage på, hvordan forældrene tacklede situationen. Det endte nemlig med, at de dannede et kontaktudvalg, der arbejdede direkte og målrettet med klassens problemer. Hele processen har vist hende, hvor meget en forældregruppes opførsel kan betyde for en klasses trivsel.

'Det er vigtigt at forstå, hvor meget indflydelse en forældregruppe har. I starten kunne jeg mærke på børnenes kommentarer, hvordan der blev talt dårligt om mig i hjemmene. Forældre kan være meget negativt styrende ved ikke at bakke op om underviserne. Med kontaktudvalget ændrede det sig, og nu er stemningen i klassen vendt, fordi de mærker interessen fra forældrene, og der er kommet fokus på problemet', siger hun.

De positive vandt

Birgit Aggergren kan sagtens sætte sig ind i, hvordan en lærer kan komme til at føle sig løbet over ende i en forældreaktion. Det gjorde hun ikke, fordi forældrene blandede sig på en god måde. Men hun ved også godt, at hun var heldigt stillet med kontaktgruppen.

'Det er en sjælden ressourcestærk gruppe. Det var heldigt, at det ikke var den negativt indstillede del af forældrene, der var de stærke. Hvis man har en klasse, hvor en negativ forældregruppe kvæler en positiv, har man et problem. Så kan man blive nødt til at stoppe som lærer i en klasse. Det er den slags situationer, der får unge lærere til at forlade folkeskolen'.

Sidste år måtte Birgit Aggergren finde sig i, at eleverne skrev smædebreve til skoleledelsen om hende og spolerede undervisningen. I det hele taget oplevede hun dem som ondskabsfulde over for både lærerne og hinanden. Efter at forældrene har blandet sig, er situationen blevet anderledes.

'Det fungerer meget bedre nu', fortæller hun, 'men problemerne bliver selvfølgelig ikke løst fra den ene dag til den anden. Alt er ikke fryd og gammen, men jeg møder altså ikke længere en mur, når jeg kommer ind i klassen'.

Hun kan ikke lide at tænke tilbage på perioden, hvor eleverne ikke var til at styre, og vil gerne lægge det bag sig. Men samarbejdet med forældrene vil hun gerne have til at fortsætte, så længe hun har klassen.

lg