Debat

Akademisk båltale

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En båltale i Skagen er vel ikke ligefrem en opfordring til et akademisk skoleridt for byens børne- og kulturdirektør, men ifølge Folkeskolen 28-29 behandler Chresten Slot Christensen det vigtige emne sprogtilegnelse, og det intellektuelle udbytte, tilhørerne kan gå hjem med, har rod i en diskussion med to aspekter, nemlig om det er arv eller miljø, der bestemmer et barns sproglige udvikling. En sådan forsimpling af et stort emne, hvor taleren tilmed henviser til 'nyeste forskning' og med sikker stemmeføring afgør, at det er en opvækst i et sprogfattigt miljø, der bevirker, at børn retarderes sprogligt for livet, skader debatten mere, end den gavner, fordi taleren fører en diskussion med en lille bitte del af emnet og gør det til det, det handler om. Man får mistanke om, at skoledirektøren er ude i et populistisk ærinde, hvor teknikken i talen handler om brug af citatsætninger.

Så firkantet og endegyldigt kan det ikke siges, for der er selvfølgelig andre påvirkninger end miljø. Alle kender eksemplet med tvillinger, der anbringes i forskellige sproglige miljøer, men alligevel udvikler stort set samme sproglige evner. Her er børnene født med evnen. En forhindring af sproglig udvikling er ikke én ting, men et samspil. Sprogproblemer får man ikke af en og samme grund. Dansk er som sådan et svært sprog, og det gør det ikke nemmere, hvis barnet har dårlig hørelse, mindre hjerneskade, er ordblind, og selv velbegavede børn i samme sprogvenlige miljø kan bruge forskellig tid på sprogtilegnelsen.

Tilskuerne ved båltalen kunne selvfølgelig ikke spørge om, hvilken forskning kulturdirektøren henviser til, men en og anden har nok været i tvivl, om det nu er muligt at tegne genetisk arv så fuldstændigt uden betydning. Til gengæld er den amerikanske forsker Noam Chomsky og hans teori om, at arvemassen er forprogrammeret for sproglig udvikling, en noget nedslående sandhed, der sætter sprogpåvirkning i form af undervisning i ubehagelig relief. Chomsky har forklaret sig akademisk, og kulturdirektøren er ikke akademiker, men det undskylder ikke påstanden om, at tanker ikke kan eksistere i en 'sprogflod' krydret med tidens slang.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Tanken bliver derimod ødelagt, når der tænkes i overskrifter, overflade, og der undlades at tænkes i konsekvens i forhold til det, man siger!

Torben Thomsen

Aars

Powered by Labrador CMS