Kontaktannoncer

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolen er umiddelbart det eneste fagblad, der jævnligt bringer kontaktannoncer. Blandt de fagblade, hvis læserskare kan ligne Folkeskolens, kan hverken Lederne, Sygeplejersken, Gymnasieskolen, Efterskolen eller Journalisten mindes at have modtaget en kontaktannonce. De fleste af dem ville heller ikke trykke den, hvis de gjorde. Fagbladet Børn og Unge modtog en for en måned siden, men afviste den. Magisterbladet har haft én for længe siden og trykker gerne flere, men magistrene indsender ingen.

På Ingeniøren fortæller tidligere redaktør, Erik Lyngsø Petersen, at de for tyve år siden modtog en kontaktannonce fra en skolelærerinde. Hun søgte en rar, piberygende ingeniør.

'Jeg blev så begejstret, at jeg dekreterede en gratis rød farve til et rødt hjerte i annoncen'.

Desværre kom der ikke nogen svar på annoncen, og Ingeniøren har aldrig senere modtaget annoncer. De mener selv, at det er fordi, prisen er for høj.

Folkeskolens redaktør, Thorkild Thejsen, siger om bladets tradition som kontaktsted:

'Jeg kan se, at annoncerne har været der i hvert fald 100 år tilbage, og forklaringen er måske, at en lærer i bogstaveligste forstand kunne føle sig meget ensom, når han var blevet enelærer på en lille skole ude på landet. Og selv om lærerne ligesom præsten blev inviteret med til familiefester, så er det jo ikke sikkert, at bondemandens datter har været anset for det rigtige parti for førstelæreren. Mange lærerinder var jo også frøkener hele deres liv, og da den tradition blev slidt op, har det naturligste nok været at indrykke en annonce i Folkeskolen, som jo har været ugeblad lige siden 1904. Det var jo i øvrigt der, man annoncerede om alt muligt, fra undervisningsmidler til høns og såsæd, så hvorfor ikke også annoncere efter en partner.'

I 1989, hvor Uwe Svane indrykkede sin kontaktannonce, var der i alt 15, i år har der indtil nu kun været 2, den sidste i Folkeskolens nummer 25.

Pai