Vi bliver klogere i undervisningsbranchen. I det mindste bliver vi mere afklaret.

Denne opmuntring, mens man samler kræfter til at begynde på et nyt skoleår, kan man udlede af Undervisningsministeriets projekt om klare mål og af dets modtagelse. Læsere, der er lidt oppe i årene, vil sikkert kunne huske, hvor heftigt omdiskuteret spørgsmålet om mål var fra sidst i 1960'erne og frem til 1980'erne.

På den ene side krævede undervisningsteknologer præcise og detaljerede mål for en hvilken som helst lille bid af skolens undervisning. For hvert eneste element skulle det være beskrevet, hvad eleverne skulle være i stand til at gøre efter endt undervisning, under hvilke betingelser og med angivelse af det maksimale antal 'tilladte' fejl. Heldigvis blev disse tanker aldrig realiseret i folkeskolen, men de gjorde det til en vis grad i erhvervsuddannelserne i begyndelsen af 1970'erne.

På den anden side hævdede dannelsestænkere, der uddannelsespolitisk var placeret på både højre og venstre fløj, at undervisning nødvendigvis må være et åbent anliggende og et møde mellem lærer og elever og mellem elever og 'stof'. Et møde, hvis resultat er og bør være uforudsigeligt.

I forhold til disse ekstreme positioner og den uforsonlige debat imellem dem har ministeriets projekt om klare mål fået en forbløffende positiv og lavmælt modtagelse. Medvirkende hertil er, at projektet balancerer omhyggeligt i forhold til de forskellige syn på målformulering, som til en vis grad lever endnu.

Til 'teknologerne' er der klarere og mere detaljerede mål, og de er formuleret som krav til elevernes præstationer efter bestemte dele af skoleforløbet. Til ære for 'dannelsestænkerne' understreges det, at der ikke er tale om nogen stramning eller øget styring, men blot om en eksplicitering af, hvad der også tidligere lå implicit i centrale kundskaber og færdigheder og i vejledende læseplaner. Og delmålene er stadig overladt til lokal beslutning.

Kritikken af ministeriets projekt har været beskeden. Blandt de mest markante kritikere har været Dansklærerforeningen, der - undskyld forenklingen - overraskende har krævet, at målene burde have været endnu klarere, og samtidig har kritiseret, at de er skrevet i et for let forståeligt sprog! Derudover har kritikken stort set kun hæftet sig ved hastværket, som jo har et klart politisk perspektiv: Projektet har skullet bygge på erfaringerne fra F2000, men samtidig være i kraft for hovedfagenes vedkommende i det dobbelte valgår (Folketing og kommunalbestyrelser) 2001-2002.

Under pragmatikken og diplomatiet er der en dybere årsag til, at det er muligt i enighed og samdrægtighed at formulere klarere mål for skolens undervisning, nemlig at der har udkrystalliseret sig en fælles professionel afklaring angående mål. Debatten og erfaringerne har vist os, at det faktisk er hensigtsmæssigt at have nogle klare mål for den del af skolens virksomhed, som handler om, at elever skal tilegne sig faglige kundskaber og færdigheder. Det motiverer og bidrager til at skabe sammenhæng og mening, og det reducerer ikke undervisningen til åndløs industriproduktion. Samtidig er der enighed om, at den detaljeringsgrad og det tekniske sofisteri, som teknologerne tidligere anbefalede, er overflødigt og vanskeliggør elevers aktive medvirken i beslutninger om mål.

Vi er blevet klogere.

Per Fibæk Laursen er lektor ved Instituttet for pædagogik og retorik ved Københavns Universitet