Når der tales pædagogisk på Folkeskolens debatsider, bliver diskussionen ofte sprogligt krampagtig, og det er underligt, eftersom enhver lærer må vide, at de pædagogiske ord tit tillægges individuelle associative betydninger og værdiladninger. Årsagen er den enkle, at det pædagogiske sprog nu og da ikke rigtig har rod i den virkelighed, det forsøger at beskrive. Bliver pædagogikudøveren gjort opmærksom på det forhold, kniber det med svaret, der let ender i smålighed og forsøg på latterliggørelse af opponenten frem for at tydeliggøre, hvilke jordnære forhold det drejer sig om.

I Folkeskolens sommernummer 26-27 bliver ordet 'livsduelighed' sat på prøve mellem et par kamphaner. Når enten Herman Bang, Henrik Pontoppidan eller Martin Andersen Nexø skulle beskrive de livsvilkår, som blev tildelt arbejderproletariatet, har de givet været om ad ordet livsduelighed i forhold til den nyfødte, hvis livsbetingelser i høj grad var ramt af sociale omstændigheder. I den sammenhæng har ordet virkelig kraft. Men i vores moderne nutid kræver det alenlange forklaringer i en pædagogisk opslagsbog for at få et dagligdags ord, i hvert fald fra jordemodervokabulariet fra slutningen af det 19. århundrede, til at glide ind som en forklaring på en skoles tiltag. Og tilbage står i hvert fald undertegnede med den opfattelse, at det hele drejer sig om holdninger snarere end om indhold. Her kunne Graham Greene citeres: 'Så snart nogen taler om holdninger, er det, fordi de ikke vil bedømmes på deres handlinger'. Hvis en skole bruger tidligere tiders kraftord, er det også nødvendigt at sætte ord på den kvalitative handling at analysere den gode kvalitet, der giver ordet pålydende værdi.

På samme måde er det nødvendigt i den pædagogiske diskussion om omfanget af mobning i skolerne at klargøre, hvornår der er dækning for brugen af ordet. Det nytter ikke noget at lave en så bred dækningsgrad, at alle dagligt udsættes for fænomenet, fordi det gør det meningsløst overhovedet at forsøge at gribe ind. Og grebet ind bliver der af de bevidste lærere, der kender deres elever og kan sætte ord på handlingen i forhold til den oplevede virkelighed, vel vidende at en mobningsfri skole er et indholdsløst pædagogisk løfte.

Torben Thomsen