Svend Auken taber

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Lad os vædde om, at vi kan reducere vores CO2-udslip med otte procent på otte måneder'.

Sådan lød udfordringen fra Landsforeningen Natur og Ungdom til miljø- og energiminister Svend Auken sidste sommer. Den 25. juni kunne de unge udråbes til vindere af væddemålet. Skoleelever over hele landet har været med til at spare på CO2-udslippet på deres skoler. De har tilsammen sparet atmosfæren for 377.277 kilo CO2, og det er en reduktion på 10,2 procent. 'Vi gider ikke længere finde os i, at verdens politikere gang på gang lukker varm luft ud på møder, når de snakker om CO2-udslip. Vi har vist, at handling kan skabe forvandling - nu er det op til politikerne at tage bolden op og se at komme i gang', siger Søren Meinert, der er en af de unge, der har arbejdet aktivt med kampagnen. Unge fra 16 europæiske lande har indgået et fælles væddemål med EU-kommissær Wahlström og med deres respektive regeringer.