Alle ældre lærere, der har slået deres folder på gulvet i skolen, kender situationen: En klasse er ved at blive slidt op indefra af en enkelt elev, der i årevis har redet den som en mare. Ikke en time uden adskillige alvorlige konfrontationer, ikke et frikvarter uden konflikter, ikke et forældremøde uden berettigede klager. Lærerens henstillinger minder efterhånden om en vandhane, der drypper, hans forberedelse af undervisningen er aldeles omsonst og hjælpen ingensteds at finde. Ledelsen og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning forholder sig ikke seriøst til problemet. Klassen keder sig bravt, uroen breder sig, og læringen går i stå. Det faglige niveau forfalder, og de svage elever, der kræver fred og ro for at lære, tabes på gulvet eller kommer i specialundervisning for at indhente det forsømte. Arbejdet med klassen tærer, lærerne flygter fra klassen. Klassens fællesskab er blevet en heksekedel, som ingen trives i. Mindst af alle den elev, der ryger ud ad tangenten i en social og faglig deroute. De 'gamle' undgår klassen systematisk, men der tales ikke åbent om det. Den overlades til nyansatte, der knækker halsen på stribe - måske uden nogensinde at blive klar over sagens rette sammenhæng.

Det her handler om ledelsessvigt, ukollegialitet og forråelse. Det er rummeligheden, der er gået over gevind og slået over i sin egen modsætning, ligegyldigheden. Her kommer selv den mest rutinerede lærer til kort. At formane læreren til at omstrukturere sin undervisning er at smøre salt i såret. Læreren har gjort alt, hvad man kan forvente, og mere til, men han kan ikke trylle.

Ministeriets Uro-Net afslørede problemets omfang for et par år siden. I centrum står den ene procent af eleverne, der efter lærernes mening er fejlanbragt i normalklasserne. På Uro-Nettets afslutningskonference i februar 2001 blev det slået fast, at folkeskolen skal finde andre tilbud til denne minimale elevgruppe. Denne udfordring lader sig ikke længere bagatellisere eller privatisere til spørgsmålet om den enkelte lærers praksis. Arbejdstilsynets igangværende undersøgelse af arbejdsmiljøet i folkeskolen peger på arbejdet med vanskelige elever som den største belastning af lærerne overhovedet.

De lærere, der er ved at forløfte sig på sådan en opgave, skal ikke skammes ud, men støttes, naturligvis først og fremmest af deres kolleger og ledelse i det daglige, og hvor det ikke rækker: Af deres fagforening. Danmarks Lærerforening udsendte i 1999 pjecen 'Adfærd og velfærd', der gennemgår formalia og redegør for foreningens politik på området. Pjecen er nu lagt ud på foreningens hjemmeside. Af uransagelige grunde har den ikke haft den ønskede gennemslagskraft, og foreningen har derfor netop udsendt en instruks, der blandt andet. indskærper gældende regler for midlertidige flytninger af fejlanbragte elever og understreger behovet for en fælles erkendelse, en målrettet indsats og et beredskab til at takle akutte problemer af denne art. I løbet af efteråret vil foreningen komme med et gennemarbejdet bud på arten og omfanget af en seriøs, forebyggende indsats på området.

Niels Christian Sauer

medlem af DLF's hovedstyrelse