Når man kører ind over Jylland mod Østbirk, kommer man forbi smukke, velholdte gårde, der ligger med den skønneste udsigt over Mossø. Man kører i bakket landskab, der veksler med frodige marker og skyggefulde skove. I udkanten af rolige, mennesketomme Østbirk ligger skolen.

I København kan man køre ad hyggelige Pilealle og på et tidspunkt krydse Vesterbrogade. Trafikken er tæt, og der er masser af folk på gaden, mange spændende butikker og cafeer, og et sted kommer man til Enghave Plads. Der ligger en gammel rødstensskole.

Jeg lever af at lave teater rundt om i Danmark. Og i dette forår har jeg arbejdet disse steder.

I Østbirk går der cirka 450 elever på en næsten ny, meget stor skole i et plan med kæmpestore udenomsarealer med masser af sportspladser og legepladser. Fritidshjemmet ligger ti meter fra døren ind til indskolingsgruppens lokaler og børnehaven lige ved siden af. Over for skolen ligger en kæmpestor idrætshal med ekstremt god akustik. Den har plads til 700 tilskuere.

Enghave Plads Skole er en lille, gammel skole i fire etager. På Peter Hansens berømte billede af legende piger på Enghave Plads fra 1907 ses skolen i baggrunden. Legepladsen til de 350 børn er ti gange 50 meter asfalteret. Der er to små gymnastiksale, som man byggede dem i 30'erne med meget dårlig akustik og vinduer højt oppe. Fritidshjemmet ligger langt væk, så pædagogerne kommer og henter børnene fra skole hver dag. 50 procent af børnene cirka er af anden herkomst end dansk. I Østbirk er der en lille, adopteret koreaner.

Der er cirka 30 lærere hvert sted. En stor gruppe omkring de 50 og en relativt stor gruppe helt unge. Begge skoler har flot udsmykning på gangarealerne, og begge skoler er det, man kalder hyggelige. Og hvad så med børnene? Den nye børnekarakter? Er der forskel?, spørger lærerne. Ja, gu' er der forskel på Østbirk og Enghave. Men ikke som man tror.

Tilsyneladende er børnene i Østbirk mere rolige. Men det er kun tilsyneladende. Måske er de hurtigere i replikken på Vesterbro. Men nej! I de 36 år jeg har haft med børn at gøre, synes jeg, der er nogle grundtyper, der bare altid er der: De sløve drenge, der helst kun vil ligge, de helt vilde, små, plyssede drenge, der helst vil tonse rundt hele tiden og hoppe og glidefalde hen ad gulvet. Der er de smukke, kloge drenge og de store, godmodige fyre. Der er de stille piger, de tøsefrække, de skjulte hekse, de moderlige. Der er prinsesserne. Og de kloge piger. Der er søde børn og forsømte børn, men det er, som det altid har været. Jeg kan ikke se nogen forskel der. Det er det samme.

Forskellen ligger i omgivelserne. I Jylland er der så meget plads, så meget luft, så megen høj himmel. I København er der så mange mennesker, så megen gang i den, så mange tilbud. Men når stykket skal opføres, er det den samme fornemmelse af landsby. Så er Enghave Plads et lille, lokalt sted med forældre, der bakker op, og i Østbirk står man også og sludrer over øl og sandwich. Stykket bliver i Enghave til en vandreforestilling, hvor forældrene går fra rum til rum, fordi ingen sal er stor nok til at rumme både skuespillere og tilskuere på en gang. I Østbirk kan hallen sagtens rumme det dobbelte.

Forskellen er byen og landet. Det er det eneste. Forskellen er rammerne.

Børnene er, som børn altid har været, hvad enten de kommer fra Ejer Bavnehøj eller Valdemarsgade. Der er de samme slags problembørn, de samme pædagogiske snakke. Og børnene har 'Pokémon'-kort og mobiltelefoner og bliver hentet af deres forældre og har fint tøj på. Men de små leger dyr og prinsesser og hekse og trolde som altid. Og de store har kærester, og de mellemste fordyber sig. Som altid. Det er så fantastisk! Forskellen er i vores velstand. Vi er så ufatteligt velstående nu i forhold til før. Forskellen er i det materielle. Men børn er børn - hvad enten det hedder Østbirk eller Vesterbro. Og det er den egentlige rigdom!

Gunhild Brethvad

freelanceteaterinstruktør, Århus