I to forskellige verdener

Lærerparret Helle og Michel Messeri kender folkeskolens bredde i dybden. De arbejder på to vidt forskellige skoler og mener derfor, at de kan give hinanden ekstra støtte

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er langt fra Gentofte til Høje Taastrup. Lærer Michel Messeri har sammenlagt brugt et år på at køre frem og tilbage i de 25 år, han har været lærer på Selsmoseskolen. Mentalt er afstanden også stor. Det får han bekræftet hver dag, for hans kone Helle Messeri arbejder på Tjørnegårdsskolen i Gentofte.

'Jeg har de forsømte børn, og min kone har de forkælede, hvis man skal sætte det helt på spidsen', siger Michel Messeri, men han vil under ingen omstændigheder bytte. Og det samme gælder for Helle Messeri.

Hun betegner sin skole som et sted med stort engagement og mange forventninger til det faglige niveau. Nogle af lægerne, advokaterne og tandlægerne vil gerne have fingrene med i alt, men generelt er der stor og positiv forældreopbakning. Børnene kan til tider være lidt svære at begejstre.

Michel Messeri nævner 90 procent fremmedsprogede og elevernes sociale miljø som karakteristiske træk ved Selsmoseskolen. Hvis der er inviteret 19 forældre til konsultation, kommer der syv og måske en ældre bror. Men han oplever også begejstring fra elevernes side, og forældrene mener aldrig, at læreren gør et dårligt stykke arbejde.

'Det er ikke bevidst, at vi har valgt så forskellige skoler, men det har altid været en fordel', siger Helle Messeri.

De to diskuterer gerne skole over middagsbordet. Ikke hver dag, men ofte, hvilket deres tre børn også har mærket en del til. Og netop fordi de arbejder i så forskellige miljøer, kan de give hinanden nye input.

'Vi er gode til at snakke om problemerne og høre på hinanden. Og der er tidspunkter, hvor den anden kan komme med en helt ny løsningsmodel, fordi vi er vant til at tænke så forskelligt', siger Michel Messeri.

God til at snakke

De mødte hinanden på Jonstrup Seminarium i 1974. Ifølge Michel Messeri var de ingen undtagelse. I halvfjerdserne var det sådan på seminariet, at de, der var gift, da de begyndte, blev skilt, og de, der var single, blev gift.

Helle Messeri gik bestemt ikke efter at få en lærer, men det gjorde Michel Messeri.

'Jeg havde gået på kostskole og været i militæret, så det med at gå ud i byen og score, det gik ikke. Jeg vidste, at hvis jeg skulle gøre mig håb om kvindelig kontakt, så skulle det enten være på sygeplejeskolen eller på seminariet', siger han og griner. Hun konkluderer, at han altid har været god til at snakke.

Michel Messeri blev ansat på Selsmoseskolen direkte fra seminariet af den simple årsag, at da han kom på besøg på skolen, havde de allerede skemaet klar. Desuden var Høje Taastrup et godt sted at finde hus, hvis man skulle skifte den toværelses lejlighed med en kvadratmeter toilet ud. Så var det afgjort, og det er næsten 25 år siden nu.

'Skolen har ændret sig voldsomt i den tid, jeg har været der, og selvom det kan være hårdt, er jeg meget glad for at være der. Indimellem, når jeg fortæller om problemer, spørger Helle, hvorfor jeg ikke bare skifter. Men det ønsker jeg ikke'.

Han kan godt blive fristet af det højere faglige niveau på Tjørnegårdsskolen, men på den anden side afskrækker forældrenes gennemslagskraft, veltalenhed og politiske indsigt ham, og han føler sig mere fri på Selsmoseskolen.

'Jeg har en dejlig omgangstone med de unge. Jeg kan fortælle perkervitser, fordi jeg som halvt italiener bliver betragtet som næsten-perker. På Helles skole ville jeg hele tiden være bange for at komme til at sige 'hold kæft' i stedet for 'ti stille''.

Helle Messeri har heller aldrig overvejet at søge ind på Selsmoseskolen. Efter et par år i Holbæk satte hun sig for at komme tilbage til Gentofte, hvor de begge kommer fra og ønskede at købe hus. Hun har først arbejdet på Gentofte Skole og siden på Tjørnegårdsskolen i 20 år.

'Jeg tror ikke, jeg har det i bagagen, som skal til for at arbejde på Michels skole. Desuden betyder det meget for mig at undervise i mine fag, som er fransk og dansk, og det ville jeg aldrig kunne gøre på samme niveau'.

Han mener, at de er på så forskellige skoler i kraft af deres personligheder.

'Jeg tror, det handler om forskellen mellem os. Helle er fagligt utroligt stærk, hvor min force mere er det sociale.'

'Sådan vil han i hvert fald helst tro, det er, fordi jeg bruger mere tid på min forberedelse', siger Helle Messeri med et lille smil.

For Michel betyder Selsmoseskolen status. Han oplever, at lærere har lav status i befolkningen, men når han nævner, hvilken skole han arbejder på, giver det en anden respekt. Og så synes han, at han udfylder en mission på Selsmoseskolen. Den manglende status kan de dog ikke blive enige om.

'Jeg er stolt over at være lærer. Men det er nok også derfor, jeg er, hvor jeg er. For når forældrene hele tiden sætter spørgsmålstegn ved det, man gør, er det vigtigt at være klippefast i sin gerning'.

Forkælede børn

De to kan bruge hinanden til at bedømme niveauet. Helle Messeris elever ligger generelt over midten og hans under, så de ved, at landsgennemsnittet må ligge et sted midt imellem. På samme måde dækker de stort set alle fag, han har mest matematik, historie, biologi og geografi, og hun koncentrerer sig om dansk og fransk og hjemkundskab.

'Det tror jeg også vores børn har kunnet mærke indimellem. Der er ingen vej uden om for dem.'

Når Helle Messeri skal beskrive de problemer, hun oplever med børnene på sin skole, er det mest et spørgsmål om forkælelse.

'Vi har nogle børn, specielt de adopterede, der måske har været for ønskede. De er vant til, at alting skal være, som de vil have det. Og der skal meget til at fange deres opmærksomhed. Nogle af dem er også utroligt dårlige til at samarbejde, fordi de bliver sat op på en piedestal derhjemme'.

De ønskede børn kender Michel også til, når en familie har fået syv døtre og så endelig får en søn. Men han oplever det som et større problem, når han ikke kan sende en seddel med hjem til forældrene om barnets glemsomhed, fordi han kan risikere, at barnet kommer tilbage med et blåt øje.

'Og så skal jeg holde øje med dem, hvis jeg for eksempel tager en time i hjemkundskab. Hvis de får lov at passe sig selv, sætter drengene pigerne til at vaske op. Og pigerne gør det bare, for de er vant til det hjemmefra, og de vil helst undgå, at læreren bliver sur'.

Helle Messeri mener, at børnene generelt har det sværere med sig selv, end de havde for 20 år siden. Hun oplever, at hun skal være både socialrådgiver, pædagog og lærer.

'Der er store forventninger til dem både fra forældrene og fra dem selv. De vil have mange ting, og derfor er de nødt til at arbejde en del ved siden af skolen. Det går ud over lektierne. Jeg har hørt elever i 8. klasse klage over, at de skal nå alt for meget'.

Helle og Michel Messeri mener, at de har et ret godt billede af hinandens verdener. Hun har været med på feriekoloni med nogle af de værste af hans elever. Og der oplevede hun blandt andet den ønskede lillebror med syv ældre søstre, der tror, at et nej kun er et nej, de første tre gange man spørger.

'På den anden side er det nogle utroligt taknemmelige børn. En tur til Harzen bliver mødt med 'Juhuuu', hvor jeg til daglig ville høre 'Øv, der har jeg da været''.

Michel Messeri bor i Gentofte, og deres tre børn har gået i skole der, så han kender også den side.

'Det, der kan blive ved med at genere mig, er at se unge piger med et godt hoved, der ude hos os ender som frisører. Havde de boet i Gentofte, var de uden tvivl kommet i gymnasiet. Det betyder stadig meget, hvor man vokser op'.

Et par enkelte gange har de ærgret sig over, at de ikke kendte hinandens kolleger i forbindelse med fester. Men de har altid været enige om, at de ikke ville arbejde på den samme skole.

'Det er godt, at vi har hver vores hverdag, så vi har noget at snakke om, når vi kommer hjem. Jeg tror ikke, det er sundt at ånde hinanden i nakken 24 timer i døgnet'.-

Det er godt, at vi har hver vores hverdag, så vi har noget at snakke om, når vi kommer hjemPå den anden side er det nogle utroligt taknemmelige børn. En tur til Harzen bliver mødt med 'Juhuuu', hvor jeg til daglig ville høre 'Øv, der har jeg da været'

Vi har nogle børn, specielt de adopterede, der måske har været for ønskede. De er vant til, at alting skal være, som de vil have det