Søndag den 10. juni 2001 havde tekst-tv en overskrift, der lød: 'Danske børn med integrationsproblemer'.

Så fristes man til for 117. gang at komme med nogle af de advarsler, der lød for nogle år siden, da Grønland nedlagde mulighederne for at have danske modtageklasser til gavn for de børn, der tog med deres forældre til landet for at være med til at give det grønlandske samfund en hånd til at dække den enorme lærermangel, der var og stadig er.

Men jeg vil ikke gentage de advarsler, der kom dengang, det må andre gøre.

Kun kan det konstateres, at vi fik ret, og hvad kan vi kritikere så bruge den ret til?

Intet som helst.

Hvordan vil Grønlands politikere redde folkeskolen med den holdning?

Jo, I kan få nogle unge direkte fra seminariet op og undervise, men de erfarne holder sig væk.

Det er de erfarne, I skal bruge, hvis I vil give folkeskolen det, I har lovet befolkningen.

Eller er det den 'Den gode skole', så kommer det til at tage mange, mange år, før I kommer til at mærke noget til den.

Det er meget synd for de kommende generationer, der skal betale jeres pensioner.

Vi, der kom med kritik og spagfærdigt gav udtryk for den, blev kaldt racister, imperialister og lignende.

Det virker faktisk, som om grønlændere har den opfattelse, at de lever på verdens største ø og dermed også er verdensmestre til alt.

Dertil kan jeg, med den erfaring, jeg har med mig deroppefra, kun sige: Det passer ikke.

Hvis I absolut vil klare jer selv, og det ser det jo ud til, med den politik I fører på området, så sig det dog rent ud. Er vi danske uønskede, så sig det dog.

Altså, hvis I vil have gode, erfarne lærere op og gøre en indsats for folkeskolen og dermed samfundet og ikke mindst jeres børn, så må I dæleme behandle dem ordentligt og ikke mindst deres børn.

Det er synd, at børnene skal lide under jeres høje tanker, de skal jo også hjem engang og ind i syddanske skoler uden at føle sig langt bagud eller i værste fald gå et år eller to om.

Stop med at lave forsøg med børnene, det gavner ingen.

Det er vigtigt, at de lærere, der rejser til Grønland med deres familier, ved, at det fungerer på den måde, og at de udsætter deres børn for nederlag, de ikke har brug for.

Per Schwalbe

Fejø