Pædagogikkens grand old man, professor Mogens Nielsen, Danmarks Pædagogiske Universitet, er gået af, 70 år.

Hans afskedsforelæsning var én lang advarsel mod den omsiggribende uddannelsespolitiske tendens til at sige, at omdrejningspunktet i undervisning er testning af elevers fag-faglige færdigheder.

Perspektivet er skræmmende. Lærerne bliver reduceret til teknikere, der møder op på arbejde og træner eleverne i besvarelse af prøver, selv om de qua deres uddannelse og erfaring ved, at det intet har med læring at gøre.

Dilemmaet desillusionerer og afprofessionaliserer lærerne.

Det er allerede sket i England, hvor skolerne rangordnes efter resultaterne af de standardiserede prøver, og i den amerikanske stat Texas, som er langt fremme med aflønningssystemer, der baserer sig på elevernes testresultater.

'Begge steder er udviklingen gået grassat, men jeg har valgt at beskæftige mig med to ekstremer, fordi jeg mener, at udviklingen disse steder bør få os til at stoppe op og tænke os om, overveje, hvor vi mon selv er på vej hen', sagde Mogens Nielsen.

Danmarks Evalueringsinstitut, opstrammede centrale kundskabs- og færdighedsområder, nye faglige delmål og den evindelige deltagelse i internationale test er skridt i den forkerte retning.

'Uddannelsespolitikere kan naturligvis indtage det standpunkt, at læreres professionalisme, engagement og pligtfølelse spiller en underordnet rolle, når blot de handler som foreskrevet, men prisen for en sådan arrogance kan blive meget høj'.

Politisk mistro til lærere

Ved din afskedsforelæsning talte du om politisk arrogance. Hvad mener du med det?

'Det er, som om politikerne egentlig mener, at det at være lærer er at udøve et vist håndværk, et endda ikke ret vanskeligt håndværk'.

'En forestilling om, at en læreruddannelse handler om, hvordan læreren skal gøre, og så må det kunne kontrolleres, om det gøres ordentligt eller ej, akkurat som man kan konstatere, om en snedker gør sit håndværk ordentligt eller ikke'.

'At man kan udføre kontrol med dem, som man så mener, man skal kontrollere, giver tilsyneladende politikerne en oplevelse af, at de styrer'.

'Det er en udvikling, vi kan se fra begyndelsen af 80'erne og frem. Et voksende fænomen, der for øvrigt ikke bare gælder lærere. Også andre professioner, for eksempel lægerne, er udsat for politisk mistro'.

'Man må sige, at agtelsen for lærerne har været synkende'.

I England, men også i Danmark?

'Jeg synes, at det er mindre udpræget her. Men når vi i Danmark begynder at høre politiske krav om, at nu skal for eksempel læseprøveresultater offentligøres og skoler sammenlignes, så er det udtryk for en dalende respekt'.

'Og når vi så oplever en komplet affejning af argumenter imod sådan en fremgangsmåde, så er det et fænomen, der også er begyndt at vise sig herhjemme'.

'Man skyder blot lærerne i skoene, at den eneste grund til, at de ikke vil gøre det, er, at de ikke vil kikkes i kortene'.

'Der tales ikke om, hvad bivirkningerne kan blive. Hvad kan det betyde for børnene og den skole, det rammer? Sådanne argumenter tages ikke alvorligt af de politikere, der er slået ind på den vej'.

'Ministeren afviste offentliggørelse af resultater, men er kravet først rejst, og er man først begyndt at gøre det til en af sine politiske mærkesager, så er det ikke gjort med, at ministeren afviser det. Så kommer det igen'.

'Selve det fænomen, at vi nu har fået et evalueringsinstitut, hvor det er sådan, at de skoler, instituttet vælger skal evalueres, ikke kan unddrage sig, viser også en manglende respekt'.

'Det er indbygget i loven, at man ikke kan sige nej tak af for eksempel arbejdsmæssige eller tidsmæssige grunde. Det er sådan nogle fænomener, der afspejler en vis form for arrogance og en vis form for mistillid. Man afskæres fra at komme med indvendinger'.

Prisen er høj

Prisen for den politiske arrogance kan blive meget høj?

'Ja, politikerne taler samtidig om, hvor vigtigt det er, at en lærer brænder for sit fag, er entusiastisk, er engageret, at det at være lærer snarere er en livsstil end et job'.

'Men det, der sker - måske nok stadig med England som et tydeligt eksempel - er, at læreren adskiller det at være lærer fra, hvad vedkommende er som person. At være lærer er at gøre, hvad der er foreskrevet fra 8 til 14, færdig. Dette er ikke længere noget, man er med hele sin krop og sjæl'.

'Det er heller ikke længere sådan, at lærere gør modstand eller protesterer på elevernes vegne over noget. Man gør, hvad der bliver foreskrevet, også hvis man ikke er indforstået med det, der er foreskrevet'.

'Overvejelser over, hvorvidt det er til gunst for eleverne, forsvinder langsomt ud. For hvem skal lærerne egentlig henvende sig til med protester'.

Mogens Nielsen nævner et sigende eksempel fra Texas, hvor en lærer, der havde henvendt sig til sin skoleleder med et problem, fik et kort og kontant svar - lad være med at snakke med mig om noget som helst, før prøvetallene stiger. Skoleledere i Texas er på resultatkontrakt.

'Før havde vi et ministerium, der havde en meget åben holdning til, hvordan man fører kontrol. Vi havde en række udviklingsarbejder, afgangsprøverne og de årlige redegørelser fra konsulenterne om, hvordan tilstanden var, og det er for så vidt nok til at vurdere, hvordan det foregår i skolerne'.

'Men så ville politikerne have et evalueringsinstitut, som selv vælger sine emner, og hvor man ikke kan afvise at blive evalueret og ikke kan komme med argumenter for, at det er et uheldigt tidspunkt, eller hvad man nu måtte have af indvendinger'.

'Den overgang og den hurtighed, hvormed det er sket, kan godt få en til at spekulere på, hvornår en politisk strømning griber om sig på sammen måde og lige så hurtigt, som det skete her - i retning af nu skal vi også have rangordning af skoler, nu skal vi også have regelmæssige standpunktsprøver to gange om året for alle klasser, nu skal vi også offentliggøre resultater. Prisen er allerede høj, og den kan hurtigt blive højere'.

Skolesynet går i den forkerte retning

Også de internationale undersøgelser trækker skolesynet i en forkert retning.

'Problemet er - hvad er det vi sammenligner os med. Tilsyneladende sammenligner vi os kun med prøveresultater. Det er det, der vækker opsigt, hvorimod andre undersøgelser, der ikke går på direkte sammenligninger, har sværere ved at opnå politisk interesse'.

'Vi har ikke oplevet, tror jeg, at der har været et land, der har sagt: lad os lige se lidt på de resultater; de er for så vidt uinteressante for os, for vi vil noget andet'.

'Hvis man siger det, lyder det snarere, som om det er en dårlig undskyldning'.

'Der skal betydelig mere klarhed over, hvad vi herhjemme måtte mene med, at vi vil have verdens bedste skole. Det mærkelige er, at selv om vi hævder, at vi vil det, så har der aldrig været nogen diskussion af, hvordan det skal forstås. Hvad er en god skole så?'

'Der synes at være en tilbøjelighed til at sige, at en god skole er en skole, hvor børnene klarer prøver godt'.

Du advarer mod, at internationale test får gennemslagskraft i Danmark?

'Sætter man sagen på spidsen, så kan man sige: kan nogen overhovedet påstå, at det er elevernes tarv, der træder frem på denne måde? Det synes snarere at være de voksnes interesse i at kunne hævde, at man klarer sig godt i konkurrencen'.

'Hvad det i grunden betyder for den næste generation, det spørgsmål stiller vi ikke. Vi skal klare os bedre til næste år, end vi gjorde i år. Det er det, vi skal. Men hvad er det, vi lægger vægt på?'

'Næste generation bliver opfattet som råstof. Hele den snak om at være førende ligner mere udbytning af næste generation end udvikling og dannelse af næste generation'.

Den bedste måde at kvalitetssikre skolen på er efter Mogens Nielsens mening en god læreruddannelse, hvor lærerne lærer at handle selvstændigt.

'Og hvor de også lærer at begrunde over for forældre og elever, hvorfor de gør, som de gør'.-

Mogens Nielsen

Professor i pædagogik ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Mogens Nielsen, 70 år, er fratrådt. Han holdt en afskedsforelæsning med undertitlen:

'Forelæsningen forholder sig kritisk til en markant international trend: ekstern evaluering af skoler og af elevers præstationer. Forelæsningens pointe er: Lad os uddanne lærere til at handle selvstændigt, og lad os så give undervisningen tilbage til dem'.

Mogens Nielsen var lærer i folkeskolen fra 1952 til 1960, tog psykologisk embedseksamen og magisterkonferens i pædagogik. I 1974 blev han professor ved Danmarks Lærerhøjskole. I 1993 modtog han Stinusprisen for sin indsats i forbindelse med den nye folkeskolelov. Han fortsætter som formand for bestyrelsen for Blaagaard Statsseminarium og som medlem af Lærerseminariernes Bestyrelsesforening.