Niende klasse har netop haft sidste skoledag. En af eleverne var ekstra rap i replikken en dag, hvor han kunne se, at nu var de snart færdige med at have samfundsfag. Han stillede mig ovenstående spørgsmål.

Det allerletteste ville have været at svare traditionelt og uden omtanke: 'På grund af de lange ferier og de korte arbejdsdage'. Det ville bare være lodret ukollegialt at hoppe over, hvor mange endnu placerer årsagen til, at nogen i det hele taget kunne tænke sig at blive folkeskolelærer.

I stedet for tog jeg mig sammen i det yderste af hjernebarken og sagde ved mig selv:

'Bare jeg nu er helt ærlig!'

I erindring om nogle af de stile, jeg skrev, da jeg selv gik i skole og på gymnasium, svarede jeg, at det var for at lære, men tilføjede dog noget om livet: Non scholae sed vitae.

Jeg tror ikke, at eleven forstod, hvad jeg mente, til trods for at jeg ikke brugte latin til at udtrykke mig med.

I mit stille sind tvivlede jeg et øjeblik på mit argument, for var det ikke altid det, jeg havde villet. Gad vide, om jeg havde lært noget andet, hvis jeg var fortsat hos DSB som billetsælger.

Læreren var for et halvt århundrede siden en respekteret person i samfundet. Det dryppede på ham, når det regnede på præsten. Forældrene lærte deres børn, at de skulle tie, når de voksne talte. Nogle børn fik det så hyppigt at vide, at deres selvtillid led skade.

Nu om stunder kan man af og til få fornemmelsen af, at der ikke bliver talt så meget i hjemmene mellem forældrene. Hvis der overhovedet er to voksne. Til gengæld kan barnet i dag være årsag til, at mor eller far ikke får fred til at se deres yndlingsprogram i tv. Men det sker der ikke så meget ved, hvis programmet alligevel bliver genudsendt.

I dag er en lærer ikke en respekteret person qua sit erhverv. Hvorfor er det blevet sådan?

Anne Christensen

København