Hensigten er, at Danmarks Pædagogiske Universitet skal blive det nationale tyngdepunkt for forskning i pædagogik, læring og kompetenceudvikling. Organiseringen af universitetets forskning er imidlertid ikke hentet ud fra de aktuelle kodeord læring og kompetenceudvikling. Derimod er der en anden bærende idé bag universitetets institutter, forskningsprogrammer og uddannelser. Her skal imidlertid alene institutopdelingen omtales.

Det pædagogiske forhold

Universitetet er opdelt i fem institutter: Henholdsvis institut for curriculumforskning, pædagogisk psykologi, pædagogisk sociologi, pædagogisk antropologi og pædagogisk filosofi. I grunden handler institutterne om det samme, nemlig det pædagogiske forhold, der optræder i alle praktiske metierer. I min begrebsverden er et pædagogisk forhold forholdet mellem den professionelles, den ansattes, forhold til sin profession (kunnen) og inklientens, den indsattes, forhold til sin kompetence (mulighed). Den pædagogiske intervention processerer den ansattes og den indsattes mellemværende. På den aktuelle arena kendetegnet ved brugermentalitet betyder det for eksempel, at den indsatte siger til den ansatte: 'Hvad kan jeg bruge dig til'. 'Du er ansat til at gøre noget for mig'. Den indsattes mig-hed spiller altså førsteviolin, mens den professionelle benytter sig af mere ydmyge udtryk som for eksempel: 'Hvad kan jeg tillade mig at gøre i forhold til dig'. 'Hvad er min opgave i forhold til dig'.

Et eksempel på et pædagogisk forhold er læreforholdet bestemt som forholdet mellem lærerens forhold til sin undervisning og elevens forhold til sin læring; et andet eksempel er omsorgsforholdet bestemt som forholdet mellem pædagogens forhold til sin omsørgen og barnets forhold til sin udvikling.

Da læring er ved at blive synonym med udvikling, og undervisning og omsorg ikke længere er to helt adskilte forhold - hvorfor lærere og pædagoger er i færd med at havne i samme boldgade - kan jeg sige, at læreprocessernes aktuelle skæbne bliver, at de foregår i et læringsmiljø, hvor der udvises en læringsadfærd.

With a twist

Til et pædagogisk forhold svarer et pædagogisk felt disciplineret af forskellige videnskabelige perspektiver. De fem institutter nærmer sig feltet ud fra hvert sit videnskabelige perspektiv. Pædagogikken bliver herved et mødefelt for etablerede videnskabelige perspektiver. Idéen er at tage konsekvensen af, at pædagogikken har været defineret gennem kendte støttediscipliner, det vil sige, at ved Danmarks Pædagogiske Universitet får perspektiverne et pædagogisk twist. Universitetets kombination af perspektiver er måske speciel, men ingen af perspektivernes problematikker og discipliner er fremmede, hvad man kan forvisse sig om ved at slå op i den relevante litteratur. Forskere ved Danmarks Pædagogiske Universitet vil altså sammenligne sig med nationale og internationale forskere og forskningsresultater uden for universitetet. Ved Danmarks Pædagogiske Universitet skal pædagogiske sociologer for eksempel kunne måle sig med sociologer og vores pædagogiske antropologer med antropologer og så videre.

Curriculum

Institut for curriculumforskning er historisk og samtidshistorisk lagt an og skal på grundlag af ny forskningsbaseret viden forklare, forstå og lede de centrale kundskabs- og færdighedsområder og deres funktionsmåde. Faktisk mener jeg ikke alene, at ingen før har taget denne opgave på sig med tilstrækkelig alvor, men også at ingen andre institutioner end Danmarks Pædagogiske Universitet har en chance for at magte opgaven, der i lyset af det internationale pres for sammenlignelighed er nødvendig at løfte. Institut for curriculumforskning er populært sagt universitetets 'Hv-institut'. Instituttets saglighed er at forske i og dermed fortælle historien om, hvem der befinder sig i et læreforhold, hvor, hvornår, hvorfor og hvordan de lærer hvad, samt hvorledes de historisk og aktuelt udfylder læreforholdet og på hvilket niveau (organiseret i hvilke fagligheder). Institut for curriculum forsker kort sagt i læreplaner, deres relevans, deres form, deres tilblivelse og deres realisering. Dets fokus er alt andet lige skolering ('formal education') fra vugge til grav. Man forsker kort sagt i læreprocessernes tilrettelæggelse og tilrettelæggelsen af læreprocesser.

Umage par

De fire andre institutter er systematisk fordelt og kan deles op to og to som en slags umage par.

Pædagogisk psykologi og pædagogisk sociologi hører på sin vis sammen, det vil sige, at de ikke udelukker hinanden, men blot orienterer sig forskelligt: 'Psykologen' vil mene, at det er vigtigst at undersøge den enkeltes præstation, mens 'sociologen' vil mene, at den enkeltes præstation altid må ses i en social belysning.

Pædagogisk psykologi

Med Danmarks Pædagogiske Universitets særlige opgave i forhold til pædagogik, læring og kompetenceudvikling er fokus for pædagogisk psykologi traditionelle kernespørgsmål: Hvad er forudsætningerne for, og hvad er konsekvenserne af, at nogen lærer noget, og at nogen lærer nogle andre noget, og hvordan kan udviklingen dokumenteres? Pædagogisk psykologi gennemfører studiet af læringsadfærd og af folks adfærd i læreprocesser, hvor perspektivets fokus er den enkeltes behov og udviklingsmuligheder. I lyset af den generelle fokusfordeling ved Danmarks Pædagogiske Universitet kunne et aktuelt tyngdepunkt for forskningen være 'special education' dels i lyset af diskussionen af den dysfunktionalitet, som den aktuelle uddannelsespolitik bevirker ved at fokusere på rummelighed i uddannelsessystemet (her er spørgsmålet, om differentiering skal differentieres), dels i lyset af det generelle præstationspres, systemet pålægges ved at blive omdefineret til forvaltning af 'human resources'. Begge dimensioner kræver en markant indsats på dokumentationsfronten og på udviklingen af 'det pædagogiske blik'. Danmarks Pædagogiske Universitets konkrete projekt er at skabe den første generation af diagnostiske test, som kan afløse de psykologiske test og de diagnostiske prøver.

Pædagogisk sociologi

Med pædagogikken som fokus tematiseres store dele af den klassiske sociologis temaer - fra selvmord og afvigelse over religion og medier til systemrationalitet - hvormed forskning ved pædagogisk sociologi kommer til at omfatte uddannelsesøkonomien og uddannelsespolitikken. Gennem studiet af social afvigelse er sociologien også baggrundsteori for socialpædagogikken. Perspektivets bidrag til 'policy' bliver at tegne baggrunden for en uddannelsespolitik, der kan vurdere, om de humane og de økonomiske ressourcer anvendes optimalt. Perspektivets bidrag til at fremme kvaliteten i det pædagogiske arbejde vil - ud over ny erkendelse - være indsigten i de sociale baggrundsfaktorers betydning for læringsadfærden og for en succesfuld omsorgsstrategi.

Endnu et umage par

Pædagogisk antropologi og pædagogisk filosofi hører på sin vis også sammen som et umage par, da deres perspektiv er at begrunde afvejningen mellem det individorienterede fokus og det sociale fokus. Men de begrunder forskelligt. 'Antropologen' vil være mere til at orientere sig efter de faktiske værdier i en begrænset kultur, hvor man ved, hvem der er sammen, mens 'filosoffen' vil være mere interesseret i spørgsmålet om de idémæssige begrundelser for alment samvær.

Pædagogisk antropologi

Den pædagogiske antropologis interesse i pædagogik, læring og kompetenceudvikling er ikke den formelle skolering, men overførslen af eller mellem værdisystemer, hvad enten der nu er tale om overførsel fra én generation til den næste eller fra én kultur til en anden. Fokus er kort sagt kulturmødet i bredeste forstand forstået som møder mellem kulturer - sprog, virksomheder, organisationer med videre - hvilket omfatter mødet mellem de professionelle og deres ofre, mellem videnskabsmanden og hans objekter, læreren og eleverne, pædagogen og børnene, lederen og personalet med videre samt de indbyrdes forhold eller organiseringer, dette afføder internt i og mellem grupper. Et aktuelt tyngdepunkt er at undersøge, hvad overgangen til et mere multikulturelt samfund vil betyde for pædagogiske forhold.

Pædagogisk filosofi

Pædagogikken vil aldrig slippe af med filosofien, al den stund at pædagogiske strategier er bundet til idéer og målforestillinger, der ændrer sig over tid. En epoke har så at sige den pædagogik, den fortjener, og nogen skal kritisk formulere og afprøve ideernes bæredygtighed. Specielt i perioder med stor diversitet og forvirring er det afgørende, at ideerne når en form, så de kan debatteres frit. Hvor didaktikken diskuterer mål og midler ved at gennemføre et curriculum, diskuterer den pædagogiske filosofi mål og midler for den pædagogiske situation som sådan, for individet og for samfundet - det vil sige værdigrundlaget. Perspektivets bidrag til 'policy' er at tegne baggrunden for en værdipolitik, og et aktuelt tyngdepunkt vil være forskning i politisk dannelse.

Berigende saglighed

De fem institutter kan komplettere hinanden og dermed faktisk gøre forskning i den pædagogiske situation til et møde mellem forskellige instanser. Derved får vi ikke en ny faglighed, men derimod en tværfaglighed, der abonnerer på en saglighedstvang. Mit eksempel herpå er den nye læringsteori 'ansvar for egen læring' og undervisningsdifferentiering:

'Didaktikeren' vil spørge til, hvordan læreren og eleven udfylder deres roller, herunder for eksempel hvordan den pædagogiske strategi om undervisningsdifferentiering iværksættes.

'Psykologen' vil bedømme og undersøge præstationerne og udbyttet for den enkelte under de nye læringsbetingelser.

'Sociologen' vil spørge til, hvordan de sociale baggrundsbetingelser og forskelle eventuelt slår igennem, når den pædagogiske strategi er undervisningsdifferentiering.

'Antropologen' vil gå ud at lave feltarbejde for at vurdere, om den nye læringsteori kræver, at klasseværelserne og organiseringen i skolen skal være anderledes.

'Filosoffen' vil spørge til, om det overhovedet giver mening at give folk ansvar for deres egen læring, eller om man ikke højst kan tale om medansvar.

Og hvad viser illustrationen så? At alle har blikket stift rettet. De ser ikke det samme, de ser end ikke på det samme; men de gør det sammen, som 'ensemble' beriger de hinanden ved at gøre det så godt som muligt hver især.Artiklen er en forkortet udgave af en længere artikel, der kan læses på : www.dpu.dk

Lars-Henrik Schmidt er rektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet