Det umage dyrehold på Hotel Hvide Hus i Køge bruger den smukke skumringstime til at berede sig på nattens komme. Flamingoen sover og har trukket det ene ben op under sig, mens de fire fastboende geder har samlet sig uden for deres ly og længe kigget fraværende ind mod det rødgule lys fra den store mødesal inde bag glasgavlen. Træder man ind i lyset, toner verden udenfor aldeles blå, men næppe en eneste af de mange lærere i salen ænser udsigten mod Øresund i den blå time. Kredsformænd, hovedstyrelsesmedlemmer og de andre DLF-udsendte har øjnene vendt mod overheadprojektoren og den kvindelige forsker ved siden af, som med jævne mellemrum kaster nye modeller til belysning af lønmodtagerkulturens udvikling ned på den lysende glasplade.

Det er mandag aften, klokken nærmer sig 22. En intens dag med et krævende gruppearbejde blev afbrudt af middagen, og siden klokken 20 har de godt 150 forsamlede lærere hørt på et foredrag af arbejdsmarkedsforsker Dorthe Pedersen fra Handelshøjskolen i København - 'Ny løn - status og perspektiver', er temaet.

'Det er en af de dage, hvor det kan være svært at holde koncentrationen til en teoretisk gennemgang i de sene aftentimer, ikke mindst oven på sådan en middag', sagde Randi Bøyesen med en grinende hentydning til det tungt farsstoppede stykke fjerkræ, som landede på konferencedeltagernes tallerken, før de igen tog plads i salen.

Selv om en enkelt mødedeltager ved nabobordet snart taber hovedet, så hagen rammer brystbenet, er der ikke træthed at spore hos Randi Bøyesen. Hun tager ivrigt noter og udveksler fra tid til anden kommentarer om ekspertordene fra podiet med sin sidemand. Udviklingstendenser i lønmodtagerbegrebet, projektmageridentitet, betalingskultur, omstillingsparathed, docerer lektoren oppe fra overheadprojektoren i den sene aftentime.

'Tag teten og definér selv, hvem I er. Definér jeres værdigrundlag som faggruppe. Ellers bliver I trukket rundt i konceptmanegen og underlagt ledelsesmodens luner', opfordrer Dorthe Pedersen.

Klokken 22 siger Anni Herfort tak for første dag af konferencen om overenskomstforhandlingerne 2002 - og byder så deltagerne indenfor til en mere uformel snak og noget at drikke i hotellets lounge.

Randi Bøyesen følger med strømmen og får skænket et glas vin, men det bliver kun til et kort høflighedsvisit i de bløde stole.

'I aften tillader jeg mig at gå halvtidligt. Men når jeg deltager i tillidsrepræsentanternes uddannelse, bliver jeg sent oppe sammen med de andre, fordi det er vigtigt, at de kan bruge mig til at opbygge et tættere forhold til foreningen. Jeg tror, at vi skal give os tid til at snakke med vores tillidsfolk på tomandshånd. Men jeg kan ikke være oppe hele natten. Med min tætbesatte kalender skal jeg have min søvn. Den klare erfaring har jeg nu, hvor jeg er i min anden valgperiode som hovedstyrelsesmedlem', siger børnehaveklasseleder Randi Bøyesen.

En halv time bliver hun blandt ivrigt talende, grinende, gestikulerende politiker-kolleger, så rejser hun sig for at finde ned ad de ens gange. Forbi ens rum bag ens døre for til sidst at finde cellen med det rette nummer. Hun låser sig ind til endnu en nat i moderne komfort, der er klinisk renset for personlighed og uventede oplevelser.

Randi Bøyesen har lovet at ringe hjem senest kvart i elleve, og det når hun lige akkurat.

'Hej, det er din mor. Har du det godt?. . . Hvordan gik det i skolen i dag? Sagde din lærer noget til, at du ikke vidste, hvornår du skulle møde?', spørger Randi ind til sin yngste datter, mens datteren på sin side bliver skånet for de store falbelader om udviklingstendenser i lønmodtagerbegrebet.

'Med alle de forpligtigelser, der følger med arbejdet i hovedstyrelsen, er jegmeget væk hjemmefra. Det kan kun lade sig gøre, fordi jeg har en familie, der - tror jeg nok - forstår mig. Men det er især svært, fordi jeg stadig har et teenagebarn boende hjemme, som bestemt ikke er noget barn længere. Vi har begge to behov for at tale med hinanden en gang imellem, men jeg kan se, at jeg får lavet nogle tidsforskydninger, hvor jeg pludselig kommer og tilbyder at hjælpe med en stil, som hun så har afleveret for 14 dage siden. Det er sgu svært', siger Randi Bøyesen.

Natten omslutter kysten ved Køge, og en stund endnu er der lys på Randi Bøyesens værelse. Som noget forholdsvis nyt har hun en roman med som en fast del af rejsebagagen. På den måde låser hun sig ikke bare ind på endnu et trøstesløst hotelværelse sidst på aftenen - hun ved, at bogen ligger og venter.

'Jeg har den med, fordi jeg har besluttet mig for, at den sidste tanke, der er inde i mit hoved, inden jeg sover, ikke skal have noget med fagforening at gøre. Men det er ikke altid, det lykkes'.

Hverken maden, kaffen eller kollegerne ved bordet når at fange Randi Bøyesens primære opmærksomhed, da hun sætter sig til morgenbordet. Kalenderen driller, og Randi forsøger at planlægge sig ud af den begrænsning, at hun kun kan være et sted ad gangen.

'Arbejdet kommer i bølger. Lige nu er det meget, meget tæt. Men der er perioder, hvor jeg kan sige: Hold da op, her er en dag, hvor kalenderen er tom. Så kræver det stor selvdisciplin at åbne posten og sige: Er der noget, der haster? Hvis nej, kan jeg finde på at gå i haven eller i skoven, for det har jeg en legal ret til, fordi sidste arbejdsuge hed 65 timer. Jeg kan bare ikke finde ud af at holde fri uden at få dårlig samvittighed. Jeg slapper først af sidst på eftermiddagen, for så ved jeg, at nu har mine kolleger på skolerne også fri. Det er helt absurd, fordi jeg tit arbejder til klokken ti om aftenen, men jeg kan ikke slippe af med den', fortæller børnehaveklasseledernes hovedstyrelsesmedlem.

Randi Bøyesen kommer fra en klassisk arbejderfamilie og er uddannet fra det dengang meget progressive københavnske 'Seminariet for Småbørnspædagoger' i 1971. Randi har hele sit arbejdsliv været ansat på forskellige skoler i Rødovre Kommune. Skolevæsenet blev tilgodeset voldsomt op gennem halvfjerdserne, og allerede dengang arbejdede hun med nogle af de skolestartsprincipper, som først i de senere år er begyndt at brede sig for alvor.

'Dengang havde de fleste lærere slet ikke opdaget os, og de, der havde, så børnehaveklasseledere som tjenende ånder, der skulle lære børnene at sidde stille og binde deres snørebånd. Det var vi nogle, der mente ikke var helt dækkende. Derfor begyndte vi at blande os i diskussionen', fortæller Randi Bøyesen.

Siden dengang har hun arbejdet for at gøre børnehaveklassen til en ligeværdig del af folkeskolen og børnehaveklasselederen til et ligeværdigt medlem af DLF. Det politiske svendestykke leverede hun via sin andel i, at børnehaveklasselederne ved den seneste overenskomst for første gang blev en del af den samlede aftale for lærerområdet og derfor nu får samme tid som lærerne til at deltage i det overordnede pædagogiske arbejde på skolerne.

'Da jeg stillede op til DLF's hovedstyrelse første gang i 1996, var det med bævende hjerte. Det var ikke lysten, der drev mig. Men den person, der i 12 år havde repræsenteret børnehaveklasselederne, stoppede, og folk stod ikke i kø. Det var på et tidspunkt, hvor der virkelig var gang i den omkring skolestart. Derfor stillede jeg op, og da jeg kom ind, var mit første indtryk: Hold da kæft, det her får jeg aldrig styr på. Jeg fandt hurtigt ud af, at man ingen kolleger har i hovedstyrelsen. Du er omgivet af politikere, potentielle modstandere og mulige medspillere, selv om man også kan finde gode kammerater. Det tog tid at lure det af. Man har kontor hjemme og sidder på mange måder på en ensom post. Når man har en dårlig dag, er der ikke kolleger, der kommer hen og spørger: 'Halløj, hvor ser du ked ud af det, hvad er der galt?'', siger Randi Bøyesen.

På helt samme måde som et byrådsmedlems arbejdsliv er hovedstyrelsesmedlemmernes arbejdsliv i høj grad dikteret af det udvalg, de sidder i - organisationsudvalget, fagligt udvalg eller som i Randi Bøyesens tilfælde pædagogisk udvalg. Med det udvalg som base deltager hun i rundt regnet 15 andre mødesammenhænge.

'Jeg ønskede pædagogisk udvalg, fordi jeg herfra kan sprede mig mest muligt. Det er der en fordel i som eneste børnehaveklasseleder i hovedstyrelsen'.

Da Randi Bøyesen klokken ni tirsdag morgen sætter sig ind for at overvære debatten, der skal samle op på gårsdagens diskussioner på overenskomstkonferencen, sker det med en god fornemmelse i maven. Mandagen har været meget konstruktiv, mener hun og ser med forventning frem til de pejlemærker for overenskomstforløbet, som hun venter, debatten med kredsformændene vil bringe.

En time senere sender Anni Herfort forsamlingen ud for at holde pause, og da er humøret skiftet hos Randi Bøyesen. I stedet for at gå ud til de ventende kaffekander, bliver hun hængende inde i salen sammen med Niels Christian Sauer fra hovedstyrelsen. De er begge bekymrede over manglen på fælles fodslag i DLF frem mod overenskomstforhandlingerne.

'Så er vi tilbage i det hængedynd, hvor vi plejer at være - kredsene på den ene side og vi andre på den anden. Nu har du ikke været med så mange gange, men vi lander i en underlig dyne, hver gang vi når til kredsformændene. De har helt givet en klar fornemmelse af, hvordan deres lokale kredse og medlemmer har det. Men i stedet for at trække på samme hammel ender vi med en underlig omgang følen hinanden på tænderne', siger Randi Bøyesen med diskret, men tydeligt ærgerlig hovedrysten.

'Der mangler en kultur omkring den uenighed, der nu engang findes. Jeg kunne godt have en fornemmelse af, at der i de lokale kredsstyrelser er en ligegyldighed over for det centrale led', siger Niels Christian Sauer, men Randi Bøyesen giver ham ikke ret.

'Det er ikke ligegyldighed. Jeg tror desværre, der er en mistro til, at det kan lade sig gøre at stå sammen. Men jeg begriber ikke, at vi ikke kan lægge vores for længst konstaterede uenighed væk og i stedet bruge energien dér, hvor vi kan nå hinanden. Hvis ikke vi kan blive enige om at bygge hele huset, men kun plankeværket, så skal vi sgu lave plankeværket først i stedet for kun at bruge tid på at skændes om huset!', siger Randi Bøyesen med stort eftertryk. Hendes engagement smitter med det samme af på Niels Christian Sauer, der lader synspunkterne falde tæt i den næsten mennesketomme sal, før han går ud for at strække benene.

Randi Bøyesen bliver i salen og slår følgeskab med Astrid Schjødt Pedersen og Jan Trojaborg fra hovedstyrelsen - nordjyden Astrid Schjødt er mildest talt misfornøjet.

'Det kan godt være, at jeg hidser mig op, men arbejdet i hovedstyrelsen handler meget om at få kommunikationen med medlemmerne til at fungere. Men så længe den arbejdstidsaftale ligger mellem os og medlemmerne, så kan vi ikke komme til at snakke om andet væsentligt. Men jeg bliver bombarderet. Jeg har været til mange medlemsmøder i både ja- og nej-kredse, som deres formand her i salen har refereret helt skævt. Jeg kan slet ikke genkende billedet, som det fremstilles af nogle af kredsformændene. Medlemmerne siger oftest det stik modsatte af det, vi hører her: 'Vi har lyttet til de forkerte, og vi har stemt forkert, da vi sagde ja', siger mange - og det var ikke mig som nej-siger, der lagde op til det. Men hvis vi fremstiller verden, som vi ønsker den så ud, i stedet for at lytte til det, folk faktisk siger, hvordan skal vi så nogensinde komme videre?', spørger Astrid Schjødt, mens hun og Randi trækker ud til kaffebordet.

De to kvinder kender hinanden godt fra fælles arbejdsgrupper, og de deler en udtalt frustration over det møde, de lige har overværet. Da de bliver alene, slår de over i en mere fortrolig stemmeføring.

'Jeg er så skuffet over det, vi har hørt', gentager Astrid Schjødt lavt.

'Jeg forstår det udmærket. Nu føles det igen, som om vi sidder låst fast i et vakuum med hovedstyrelsen på den ene side og kredsene på den anden', svarer Randi, og Astrid fortsætter:

'Jeg var glad for det sidste hovedstyrelsesmøde. Vi var kommet et stykke vej, og jeg syntes, vi var ude over det skyttegravshalløjsa. Men så nu. . .'.

Det er, som om den politiske kampgejst i nogle minutter forlader de to kvinder. På vej tilbage til deres pladser i salen virker de nærmere modløse og bekymrede end skærpede i deres politiske agitation op til overenskomsten.

Overenskomstmødet i Køge slutter med to politiske indlæg. Fra arbejdstagersiden taler KTO-formanden (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte), Poul Winckler, der som sidste embedsgerning før sin pensionering skal forhandle de kommunalt ansattes overenskomst hjem. Fra arbejdsgiversiden møder Peter Bramsnæs, der er løndirektør i Kommunernes Landsforening (KL).

Havde man i salen ikke siddet i et direkte afhængighedsforhold til de grå jakkesæt på talerstolen, er det ikke sikkert, man havde tacklet deres stereotype manuskriptoplæsninger med samme høflige taktfuldhed, som det bliver tilfældet. Med Poul Winckler som en venlig, søvndyssende bedstefar og Peter Bramsnæs som den køligt tilknappede teknokrat går knap to timer. Som det bagefter bemærkes i mængden:

'Med begge taleres værgen mod at se folk i øjnene og tale direkte til dem ville ingen af dem holde mere end tre minutter i en skoleklasse, før børnene havde vendt dem ryggen'.

'Det undrer mig, at Poul Winckler gør så meget ud af, at han snart skal gå af. Han virker, som om han tænker: 'Nå, det er lige meget det hele, for jeg er væk om et øjeblik'. Og Peter Bramsnæs fra KL kunne lige så godt have sendt et bånd. Hvorfor benytter arbejdsgiveren ikke chancen til at sige: 'Ved I hvad - I ved jo egentlig godt, hvad jeg vil sige. Skulle vi ikke tage at begynde der, hvor spørgsmålene er. Jeg har forståelse for, at der er noget, der ikke fungerer helt derude. Hvad er det? Fortæl mig noget, så tager jeg det med tilbage. Det kan godt være, I ikke får det svar, I gerne vil høre - men vi lytter'. Men han virkede, som om han allerhelst ville aflevere budskabet og så være ude af døren igen uden at risikere at komme i dialog med nogen overhovedet', kommenterer Randi Bøyesen og tilføjer med et grin:

'Jeg sad ved siden af Sauer, som er ny i denne sammenhæng, og han blev virkelig vred over Bramsnæs' optræden. Selv har jeg set det så mange gange, at det ikke hidser mig op. Det politiske spil omkring overenskomsten er i gang, og jeg ved, at det her er en del af det'.

Tirsdag sidst på eftermiddagen får Randi Bøyesen dagens eneste friske luft, da hun sammen med formanden for pædagogisk udvalg Jørgen Stampe går den korte vej fra kantinen i DLF's hus på Vandkunsten og op til Hotel Palace, Rådhuspladsens eneste hotel. Udvalget har netop afsluttet et formøde for at blive ordentligt klædt på til et uformelt møde med politikerne i Kommunernes Landsforenings børne- og kulturudvalg.

At det netop er de to 'bløde' udvalg, der mødes, er en understregning af, at det er pædagogik og skole, der er på dagsordenen, ikke økonomi.

'Det er anden gang, vi prøver et møde som dette. Det er helt tydeligt, at KL ønsker en mødeform, der på ingen måder er forpligtigende. Det skal være et forum, hvor man har lov at sige: Hvis vi nu tænker sådan her, hvad siger I så? Vi diskuterer ikke - er vi uenige, så konstaterer vi, at det er sådan, og så går vi videre. Det sjove er, når vi tror, vi er uenige, og det så viser sig, at vi ikke er det. Det er lige netop her, disse møder har deres berettigelse'.

Selv om mødet er uformelt, bruger pædagogisk udvalg en del kræfter på at forberede mødet. Udvalget aftaler de emner, formanden skal føre frem, og hvordan de skal vægtes. Skal man eksempelvis bruge ord som 'skeptisk' eller blot 'afventende' - eller som Jan Trojaborg i et tilfælde foreslår: 'konstruktivt skeptisk' - over for givne KL-udspil.

Randi Bøyesen og Jørgen Stampe går gennem det imposante indgangsparti til Hotel Palace'. Da DLF er vært ved dette møde, skal de være der før tiden, så de er klar til at tage imod politikerne fra KL, når de ankommer. Efter en kort rådslagning enes man om ikke at tage opstilling ved indgangen, men først hilse på gæsterne, når de træder ind ad døren til konferencelokalet. Selve mødet og den efterfølgende middag får Folkeskolenikke lov til at overvære.

'Jeg er lige ved at sige, at middagen er det vigtigste element, når vi mødes. Det er her, vi får et indblik i personen bag politikeren. Samtalen går jo meget på vores fælles berøringsflader, og vi ender med at få en forståelse for, hvad det er, vi hver især kommer fra. Det er vigtigt, hvis man senere mødes i en forhandling. Under middagen får vi talt sammen, uden at alle formuleringer er gummiord med politiske elastikker. Vi kan nå hinanden i et klart sprog, som man ikke kan i et officielt forum', siger Randi Bøyesen.

'Man kan så med nogen ret spørge, om møde og middag absolut skal foregå på et af byens fornemme hoteller. Men det er en del af spillet, at man lægger et vist niveau. Det signalerer, at vi ikke finder mødet ligegyldigt. Jeg tror, alle rundt om bordet helst var taget hjem til deres familier klokken seks, men vi bliver til klokken ni af respekt for den fælles opgave, vi skal løse. Maden i sig selv er mig - undskyld - inderligt ligegyldig', fortsætter hun.

Randi Bøyesens arbejdsdag tirsdag slutter klokken 21.30 i en taxa på vej hjem til Albertslund. Onsdag byder på et møde i DLF allerede 8.30, og i løbet af de 11 timer, der går, fra hun siger farvel til Palace og tager plads i 'Den tværgående arbejdsgruppe vedrørende kursusvirksomhed', har dagsordenen og dens bilag i Randi Bøyesens mappe fået tilført adskillige meter gennemsigtig, orange overstregningstusch.

Astrid Schjødt Pedersen er formand for arbejdsgruppen vedr. kursusvirksomhed, og selv om hun forsøger at styre arbejdet med hård hånd, ryger medlemmerne ud i en 40 minutter lang og intens diskussion. Igen er det opfølgning på arbejdstidsaftalen, der er på dagsordenen. Der er brug for at diskutere DLF's strategi og politik igennem med tillids- og kredsrepræsentanter. Derfor foreslår arbejdsgruppen, at der til efteråret lige efter kongressen bliver arrangeret en runde kurser for tillidsrepræsentanter og kredsbestyrrelsesmedlemmer.

Arbejdsgruppen er bevidst om, at der er travlhed i kredsene, og at det kan være svært at få plads til endnu flere møder. Derfor diskuteres det, om allerede planlagte kurser kan aflyses, for at kurserne fysisk og økonomisk kan realiseres. Politikerne rundt om bordet ryster ikke på hænderne: 'Vi skal hjælpe tillidsrepræsentanterne og kredsene med arbejdstidsaftalen, og det er en af måderne, vi gør det på', lyder det som med én stemme. Enden bliver, at de praktiske hindringer bliver defineret som problemer, der skal ryddes af vejen.

Kort før middag låser Randi Bøyesen sig ind i sit hjem, som hun deler med sin mand, det sidste hjemmeboende barn af fire og et gadekryds af en hund med bagbenet bundet op efter en påkørsel. Randi har sit store hyr med at forklare sin halte hund, at den ikke må hoppe logrende rundt af glæde over, at hun for en gangs skyld er tidligt hjemme. Hunden får lov at komme med ud og tømme postkassen, som viser sig at indeholde lidt over dagsnormen - rundt regnet et kilo breve og tidsskrifter.

'Første gang jeg fik post, efter at jeg var blevet valgt ind i hovedstyrelsen, kom postbudet ind og ringede på. Han spurgte, om det bare var i dag, jeg fik så meget post. Da jeg sagde nej, og at det nok ville fortsætte, gav han mig hånden og hilste pænt og ønskede mig velkommen som storkunde og sagde, at vi nok skulle komme til at se meget mere til hinanden. Det har vist sig at holde stik. Det er meget store mængder papir og e-mail, jeg skal igennem hver dag'.

Randi Bøyesen får stadig sin løn fra Rødovre Kommune. Som de andre menige hovedstyrelsesmedlemmer er hun som udgangspunkt frikøbt tre dage om ugen, men i realiteten havde hun hele sidste skoleår kun otte arbejdsdage på sin skole. DLF udbetaler hende forskellige genetillæg, hvilket forhøjer hendes løn med 4.000-5.000 kroner før skat om måneden.

De gule lapper med dagens arbejdsmenu sidder på rad og række på det fyldte skrivebord. Nogle opgaver - blandt andet at skrive referat af de seneste to ugers arbejde til børnehaveklasselederne - skal løses i dag, mens der i bunden af stakken ligger et par rapporter, der godt kan ligge en uge mere.

'De mange udvalg og bestyrelser, jeg sidder i, er umådeligt tidskrævende, og det har taget mig fire år at blive herre over min egen tid. I dag sætter jeg selv dagsordenen for mit arbejdsliv, fordi jeg har lært at sige fra. I eftermiddag skulle jeg have været til Oslo og så tilbage på et kursus for tillidsrepræsentanter på Fyn i morgen eftermiddag. Det kunne jeg ikke overskue. Derfor skippede jeg Oslo; det havde jeg ikke mod til tidligere', siger Randi Bøyesen.

Hun bliver afbrudt, da hendes datter og svigersøn banker på døren. De har været ved præsten i nabolaget for at aftale dåb for deres lille nyfødte, og Randi ligner en mormor, der ikke det mindste fortryder, at hun får lov til at sidde et kvarter med barnebarnet på armen i stedet for til konference i Oslo.

'Det vigtigste i mit arbejdsliv er, at jeg har en glæde ved at udføre mit arbejde, og at jeg kan se, tingene flytter sig. Jeg sidder til mange møder, men jeg kan se en rød tråd i dem, og som regel giver møderne et løft, så jeg kan gå hjem og arbejde videre med tingene på et højere niveau. Lærere er faktisk et spændende folkefærd at være sammen med', siger Randi Bøyesen.