'Det er noget, man får, ikke når man har spist en isvaffel, men når man har spist en is. Ved I det?'

Kristian sidder med sit skrivehæfte i Kongestolen foran tavlen i børnehaveklassen og ser på sine kammerater, der har rakt en skov af hænder op.

'Ispind!', lyder det fra en, der slet ikke kan vente.

Kristian nikker og kigger igen ned i hæftet. Hans omstændeligt skrevne bogstaver er suppleret med små tegninger af det, ordet betyder. Kristian virker afslappet, mens han sidder med benene oppe under sig i den udtjente Kongestol, men han krammer hårdt om sin ene strømpefod, og en fugtig, svedende tommelfinger holder siden med ordlisten så fast, at de blyantstegnede bogstaver nusser ud på papiret.

'Nu kommer der en nem en', fortsætter Kristian. 'Det er et sted, som man kan bo, som Bashs mor snakkede om, da hun var her'.

Klassen inklusive Kristian selv begynder ivrigt at diskutere, om der står Iran eller Irak på hans liste, og først da pigen Bash på Kirsten Webers opfordring skærer igennem og siger 'Irak', bliver der igen ro. Kristian er nået til sit næstsidste ord.

'Så er det bare det samme ord, bare med 'n' til sidst', siger han med myndig og seriøs stemme.

'Arhh, Kristian', protesterer Kirsten Weber grinende, 'bliver det ikke meget nemt nu?'

'Jo, jeg prøver at gøre det så nemt, jeg kan. Det skal man gøre, når man spørger børn om den slags ting', svarer Kristian alvorligt. Kristian og hans klassekammerater er den femte børnehaveklasse, Kirsten Weber har. Tidligere arbejdede hun som leder af mindre familieinstitutioner, før hun i 1996 blev ansat som leder i den ene af Virupskolens to børnehaveklasser. Begge klasselokaler på skolen i Hjortshøj bliver også brugt af skolens fritidsordning, som selv kun råder over et enkelt mindre lokale.

'Heldigvis er skolefritidsordningen meget samarbejdsvillig. Jeg kender en del skoler, hvor skole og fritidsordning er to verdener, der slet ikke har noget med hinanden at gøre', siger Kirsten Weber.

Virupskolen huser fra børnehaveklassen til 9. klassetrin, og den gør meget ud af at være en grøn folkeskole, som er åben og brugt af lokalsamfundet. Skolen lider under at være for lille til at rumme de mere end 450 elever. Man har eksempelvis gårdtoiletter, en lille gymnastiksal med kun et omklædningsrum og kun et fælles faglokale til fagene fysik/kemi, biologi, geografi og natur/teknik.

Torsdag byder Kirsten Weber på dansk - sproglig opmærksomhed - og matematik i de to første lektioner i børnehaveklassen. Kristian er steget ned fra Kongestolen, men før Kirsten går til matematikken, kalder hun en af pigerne op til sig.

'Camilla og jeg har noget, vi gerne vil fortælle jer. . .'.

Kirsten rækker ud mod Camilla, som kravler op på skødet af hende. Klassen larmer videre, men Kirsten har ikke talt i mange sekunder, før alle ved bordene er musestille.

'Camillas far ringede til mig i går og fortalte, at der var sket noget forfærdeligt noget hjemme hos dem. Hvad er det, der er sket hjemme ved jer?'

'At mit gedekid, det døde', svarer Camilla.

'Ja, det er rigtigt. Gedekiddet døde, mens du var væk. Og det var du rigtig, rigtig ked af, fortalte din far. Hed det noget?'

Camillas ene hånd finder Kirstens tommelfinger og griber fat. Da hun svarer, er hendes stemme så lav, at klassekammeraterne ved de bageste borde har svært ved at høre hende sige 'Mona'.

'Min far kom hen og sagde, at der var sket noget, der ikke var så godt. Gedekiddet var inde i en hesteboks, og der var sådan en til foderet. Den hoppede gedekiddet op i, og så faldt den baglæns ned. . . og så brækket den nakken'.

'Det syntes du var helt frygteligt. . . Og så har vi to snakket sammen, og du har fortalt, at du gerne vil fortælle de andre, hvad der er sket', siger Kirsten.

Alle i klassen er helt stille bortset fra en enkelt rødblond pige. Kun de nærmeste kan høre det, da hun siger:

'Det var ligesom dengang min mor kom. Så sagde hun: Der er sket noget forfærdeligt. Din far er død'.

Pigen - Alexandra - siger det så lavt, at Kirsten ikke hører det. Henvendt til Camilla på sit skød siger Kirsten:

'Er der noget, du gerne vil sige - eller må de andre spørge dig om noget?'

I det øjeblik forsvinder det forstemte tonefald fra Camilla. Hun virker frisk og ovenpå, da hun svarer.

'De må gerne spørge mig om noget, men der er ikke mere, jeg skal sige'.

'Jeg vil gerne sige, at jeg synes, det er synd', siger Camilla Joy med en indføling, der ikke bliver mindre af hendes rolige, århusianske mål.

Camilla Joys bemærkning bliver fulgt op af en snes små, alvorlige hoveder, der rundt om ved bordene nikker og istemmer, at det er dét, det er - det er synd.

'Kan I huske, hvordan vi hjalp Alexandra, den dag hvor hun fortalte, at hendes far var død?', spørger Kirsten og fortsætter: 'Det ved Alexandra'.

'I tegnede tegninger til mig og lavede en bog, som I skrev i', svarer Alexandra.

'Skal vi lave en tegning til Camilla også?'

Forårssolen trænger sig på efter et par dage med regn i stille, stride strømme. Anemoner i tusindvis folder sig ud i skovbunden ved siden af Virupskolen, og rygerne blandt lærerne er trukket ud i det fri fra deres seks kvadratmeter store hummer ved siden af lærerværelset. Matematikken er overstået i børnehaveklassen, og Kirsten Weber har fundet tifrikvarterets faste akkompagnatører frem: kaffe og en Prince, der hverken er ultra eller light.

Der er indkaldt til lærermøde om en personsag på skolen samme eftermiddag, så Kirsten får endnu et element presset ind i dagsplanen: børnehaveklassen til klokken 12, pædagog i skolens fritidsordning frem til mødet og derefter forældresamtaler frem til 17.30.

'Alexandra fra klassen boede også før jul hos sin mor, men hun var tæt på sin far. Politiet fortalte moren, at Alexandras far var død, aftenen før vi startede efter juleferien. Hun ringede til mig, så jeg ved det, da Alexandra kommer i skole dagen efter, men må ikke sige noget, fordi Alexandra ikke ved det endnu. Det er det mest rædselsfulde, jeg nogensinde har været ude for, for jeg vidste, at nu skulle hun hjem og have en dårlig meddelelse', fortæller Kirsten Weber.

Kirsten havde et tæt forløb med Alexandra og hendes mor, og Kirsten Weber valgte at inddrage resten af klassen i sorgarbejdet. Børnehaveklassen fik blandt andet besøg af Hjortshøjs præst, som kom for at fortælle børnene, hvad der sker, når man dør.

'For to år siden udarbejdede skolen en sorg- og kriseplan, og den var jeg enormt glad for. Jeg var meget i tvivl om, hvem jeg skulle involvere, men her lå en plan for, hvem der skulle inddrages, og derfor kontaktede jeg klassens forældreråd med det samme. Forældrene blev en del af processen, ved at jeg skriftligt holdt dem tæt informeret, og det viste sig at være helt rigtigt.

Klassen lavede en bog til Alexandra, hvor de malede og skrev - børnene insisterede på, at de ville skrive til hende, så jeg sad med hver enkelt og hjalp dem med at få skrevet, og bagefter skrev de det af. Det blev en meget stærk bog', fortæller Kirsten Weber.

Hun var i kontakt med en del forældre for at fortælle dem, at deres børn lavede paralleller til deres egen far. Mange havde voldsomme mareridt.

'Børnene stillede virkelig skarpt og spurgte Alexandra: 'Hvad tænkte du?', 'Hvad gjorde du?' og 'Skal du virkelig aldrig se din far igen?' Sådan nogle spørgsmål, der rammer lige i hjertekulen. Men jeg er sikker på, det var rigtigt at tage det op. Når sådan noget sker, skal man være der sammen med børnene. Man skal gå ind i det. . . Vi hylede også sammen. Jeg græd sammen med dem, for jeg syntes sgu, det var svært', siger Kirsten Weber.

Mens Kirsten har drukket sin kaffe, har de fleste fra klassen leget en leg, som Kirsten har hentet frem fra sin barndom på Fyn - 'guld, sølv og bronze': Tre vandrette streger på fliserne er henholdsvis guld, sølv eller bronze. En dommer råber et af ordene, og sidste mand på den kaldte streg er ude.

Den lille, vævre Søren røg ikke ud. Han blev inde, men et par meget utilfredse klassekammerater mener, at Søren rev i de andre. Flere gange. Det får Kirsten smidt i hovedet, da hun træder ind ad døren. Hun lytter og svarer så:

'Søren, hvad skal de andre gøre, når du river i dem?'

'Sige, at jeg skal holde op', svarer Søren med stor selvfølgelighed.

'Rasmus har sagt, at du skal holde op med at rive ham, men du bliver ved, siger han. Hvad skal han gøre, næste gang du river i ham?'

'Sige det til en voksen', foreslår Søren.

'Det er det, han gør nu. Hvis vi nu leger, at I er ude. I står ved siden af hinanden, og du river ham igen i trøjen. Hvad skal Rasmus så gøre?'

'Sige hold op'.

'Gør du det så? Holder du op, når Rasmus siger, du skal lade være?'

'Det ved jeg ikke', svarer Søren efterhånden en smule defensivt.

'Han holdt i hvert fald ikke op, da jeg sagde det', skyder Rasmus ind, og Kirsten samler tråden op.

'Rasmus, hvordan har du det, når han river i dig?'

'Ikke godt. Jeg synes, det er irriterende', svarer Rasmus.

'Hvad har du lyst til at gøre?'

'Sige hold op, men det har jeg sagt, og han lader aldrig være', siger Rasmus.

Kirsten tager en dyb indånding og kigger på Søren:

'Hvad, Søren, kan vi gøre ved det?'

Søren svarer ikke, og vel vidende at mange i klassen holder ørerne stive, spørger Kirsten ud i rummet:

'Er der andre, der har gode ideer til, hvad vi gør?'

Camilla foreslår, at Søren skal have stuearrest fra 'guld, sølv og bronze' i en uge, en anden foreslår, at han aldrig mere må spille bordtennis.

'Søren, lige nu er der tre forslag. Et er en uges stuearrest fra 'guld, sølv og bronze', det andet er, at du ikke må spille bordtennis, og det tredje er, at du bare holder op'.

Søren taber koncentrationen og begynder at fortælle om sit bordtennisbat, indtil Kirsten bringer ham tilbage på sporet.

'Hvordan vil det være for dig, hvis I legede 'guld, sølv og bronze', og Rasmus bare rev i dig hele tiden?'

'Dårligt'.

'Tror du så ikke, at Rasmus har det dårligt?'

'Jo'.

'Hvad skal vi gøre ved det?'

'Sige, at jeg holder op'.

'Okay, det prøver vi så. Men hvis det ikke holder op, må vi snakke om det igen. Du lover Rasmus, at du holder op nu. Har Rasmus hørt det? Godt. . . Hør alle sammen! Hvor mange har gummistøvler med?'

Tredje time torsdag er legetime, og Kirsten Weber og hendes små gaster sætter kurs mod det kuperede skovterræn i skolens baghave.

Hun har - for en stund i det mindste - løst en af de små konflikter, som kommer i bundter med jobbet. I de dage, hun har selskab af Folkeskolen, er der stor konsistens i hendes måde at tackle konflikterne på. Grundholdningen er tydelig; at hverken årsagen til et problem eller dets løsning ligger isoleret i det enkelte barn.

Problemerne opstår ude i flokken, og Kirsten Weber prøver at etablere et fællesskab i klassen, som aktivt hjælper til at løse sine egne problemer med hende selv som den alvidende sjælesørger, der kan træde til, når børnenes livserfaring ikke rækker.

'De har en fantastisk alder. Nogle gange er de almægtige og større end mig, og i andre sammenhænge helt små. Deres spring mellem at være almægtige og små børn udfolder sig på herlige måder, hvor de i samme nu er dybt alvorlige og laver de skøreste ting', siger Kirsten Weber.

Almægtige eller bare almindeligt begejstrede finder børnene ned ad skrænterne til bækken, der løber gennem Hjortshøj. Almindeligvis løber vandet gennem byen med en stille rislen, men regnvandet har rejstbækken til en højde, der temmelig præcistsvarer til gummistøvlekanten hos en seks-syvårig.

Kirsten Weber gør intet for at kæmpe mod det vilde vand, som suger børnene til sig. Efter få minutter er der flere børn nede i bækken end oppe på land, og med gys blandet med fryd går den ene gummistøvle ned efter den anden. Til sidst går der sport i det for nogle af pigerne, der finder en mudderbanke, hvor de på skift synker i til støvlekanten, hvorefter de under stort drama redder hinanden op.

'Kirsten! Vi kan ikke komme op igen', skriger de.

Kirsten finder hen til dem uden blå blink.

'Hvad skal vi gøre ved det? Skal jeg hoppe i for at redde jer?', spørger hun.

'Nej! Det er rigtig sjovt at sidde fast i det her sumphul', bekendtgør Lina, mens en anden finder en eventuel redningsaktion døduretfærdig, fordi hun ikke har prøvet at sidde fast endnu.

'For klassen ender torsdagen som en helt almindelig dag. Jeg tager det helt stille og roligt, at de bliver våde op til albuerne, og det ved forældrene godt. Det er ikke dét, de skal klage over. Og det gør de heller ikke - de bliver højst lidt sure', griner Kirsten Weber.

På vejen hjem til frikvarter og madpakker finder et par drenge en igle, som de fisker op på en pind. Da Kirsten fortæller, at den kan suge blod, er det drengenes tur til at gyse. En kommer løbende og udbryder imponeret:

'Hvad er det - har I fanget en kålorm?'

'Narrj', siger en anden med himmelvendte øjne. 'Kan du ikke se, det er en snog!'

Solen har tørret bænken uden for lærerværelset. Madpakken og en halv liter vand har Kirsten fortæret sammen med børnene i klassen, nu puster hun ud sammen med en kollega, før hun skifter status fra børnehaveklasseleder til pædagog i skolefritidsordningen (SFO).

'Har du virkelig slet ikke noget i håret? Jeg ville altså gerne, at vi havde en lille beautyboks inde ved os, så skulle jeg snart få sat noget hår og. . .'

Den medhjælpende pædagog i de to børnehaveklasser afbryder sig selv med et grin, og Kirsten Weber fuldfører sætningen for hende:

'Få mig shinet op. Jeg bruger aldrig den slags, men du kunne da nedsætte dig med en salon i et hjørne til sommerfesten. Jeg skal nok komme forbi, sådan hen ad midnat. Man har sikkert brug for det efter et helt skoleår'.

Selv om det nok bliver uden makeup, møder Kirsten Weber op til sommerens lærerfest på Virupskolen. Hun sætter stor pris på det kollegiale samvær. Men sådan var det ikke, da pædagogen Kirsten tog plads blandt de læreruddannede for fem år siden.

'I dag er jeg en af de sidste, der forlader festerne, men i begyndelsen kom jeg kun modvilligt, og jeg var den første, der gik. For mig var det frygteligt at starte på skolen', fortæller Kirsten Weber.

I sit tidligere arbejde med kriseramte familier var hun en del af et intimt samarbejdet team, som var i konstant faglig udvikling på grund af vedvarende efteruddannelse og supervision. Da hun begyndte på Virupskolen, mødte der hende en helt anden kultur.

'Ledelsen var meget overrasket, da jeg fortalte, at jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg kunne lide at være her. Jargonen var anderledes, jeg var alene med mit arbejde, og stort set ingen spurgte til, hvordan jeg havde det. Men jeg er en langsom starter, der lige skal føle sig ind først, og derfor gjorde jeg selv for lidt. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle være aktiv, for jeg var havnet i en ny verden, der var svær at forstå', siger Kirsten Weber.

Klokken 12 har Kirsten Weber fejet gulvet. Hun kan holde fri som børnehaveklasseleder, men da hun mangler fem timer i at nå op på fuld tid, arbejder hun skiftevis en og to eftermiddage om ugen i SFO'en. I samme øjeblik hun sætter kosten, myldrer det ind med børn, og da det er en uge siden, hun sidst har været på arbejde i SFO'en, giver hun sig til at lede efter den pædagog, der har ansvaret for stuen i dag. Med god hjælp fra børnene finder hun ham til sidst.

'Hej', siger Kirsten, 'hvad skal der ske i dag?'

'Jeg regner med at tage ned i skoven. Vi har vores rumprojekt. . .', svarer pædagogen og siger ikke mere.

'Du skal i skoven. Hvad skal jeg give mig til?'

'Hmm. . . et eller andet omkring grupper', lyder svaret, som tydeligvis ikke imponerer Kirsten voldsomt.

'Det var i dag, vi skulle lave de lysende sværd. Det var aftalen?', prøver hun.

'Ja, men jeg er klar!'

'Men du går ud i skoven?'

'Ja, det var meningen'.

'Så skal jeg være her?'

'Ja, det var en god idé', siger pædagogen, og mere siger han ikke, før han igen forlader stuen.

'Var det alt?', mumler Kirsten.

Hun bliver stående tilbage, helt stille, og kigger ud i luften i et halvt minut. Så river hun sig ud af sine tanker og sætter sig ned og begynder at lege med et par drenge, der har linet en hær af små plasticsoldater op på gulvet.

Da Kirsten Weber kvart over tre kommer ud efter en god times lærermøde, har hun tydeligt behov for at få mødet rystet af sig, før hun skal møde forældrene. Lærerne i skolens aula fortsætter diskussionen af en personsag, og hun er ked af at gå midt i mødet, som hun forlods fik at vide ville slutte klokken 15.

'Det er et alvorligt og meget følelsesladet møde, som det bestemt ikke er rart at forlade i utide', fortæller hun.

Lærermødet er den eneste gang i denne uge, det fagpolitiske strejfer Kirsten Webers arbejdsliv. Spørger man hende, hvor stor betydning DLF har for hende i det daglige arbejde, er svaret meget kontant:

'Ingen', siger hun. Tænker lidt over det og tilføjer så:

'Det er det rigtige svar, for jeg møder aldrig foreningen. Men på det indirekte plan nyder jeg selvfølgelig godt af arbejdet, ikke mindst den seneste overenskomst. I dag er vi en ligeværdig del af arbejdet med skolebørnene, fordi vi får timer til at være med i eksempelvis skolens læse-skrive-gruppe. Før havde jeg 13 timer i SFO om ugen for at nå fuldt skema, nu kan jeg nøjes med fem, fordi vi er blevet anerkendt og har fået timer, så vi er en ligeværdig del af det pædagogiske arbejde på skolen', fortæller Kirsten Weber.

'Starten som DLF-medlem var svær. Det var som at komme til et nyt land, hvor man ikke talte sproget, og tolken var stukket af. Der er utrolig mange begreber, som man skal lære. Det er muligt, jeg er langsom, men der gik to et halvt år, før jeg fandt ud af, at der findes en lokal, faglig kreds af børnehaveklasseledere. Men til sidst faldt tiøren, og i dag er jeg medlem af bestyrelsen i Århus-kredsen'.

Kirsten Weber ser fagforeningen som en fjern størrelse, men det er i lige så høj grad hendes eget problem som DLF's, mener hun. De principper, hun forsøger at lære børnene, gælder også for hende selv: På samme måde som fællesskabet i børnehaveklassen skal hjælpe med at løse konflikter, er Kirsten en del af det faglige fællesskab, og her føler hun et medansvar for, at fællesskabet er aktivt.

'Som børnehaveklasseledere har vi vores 'eget' hovedstyrelsesmedlem i Randi Bøyesen. Det giver nærhed over for det store, uoverskuelige DLF-monstrum. Randi er god til at melde tilbage til os i et klart sprog, hvad der foregår politisk. Min forpligtigelse på gulvplanet er så at skubbe væsentlige informationer op på det politiske plan', siger Kirsten Weber.

Det går pludselig op for hende, at de forældre, hun skal have til samtale, ikke kan komme frem til det aftalte lokale på grund af lærermødet i aulaen, og i et ruf får hun fundet et andet lokale og lavet en vejviser. I timerne frem til klokken 18 gennemlever Kirsten Weber seks vidt forskellige samtaleforløb.

I det første af de fem samtaler, Folkeskolenoverværer, danner en lærer og pædagog forældrepar. Deres dreng er godt med fagligt, og han er en af dem, der bidrager positivt til klassens sociale liv. Ingen problemer, ingen kulturkløft skole og forældre imellem - samtalen er nærmest hyggelig.

Næste par har deres dreng med, og han bidrager til forløbet ved det meste af tiden at se på Kirsten og sine forældre med en mild overbærenhed, som er de sjove og lidt åndssvage sådan at slæbe ham med op på skolen sent om eftermiddagen for at snakke om, hvordan han har det - for han har det jo fint. Men - får Kirsten fortalt - drengen er til tider lidt for genert, hvilket får faren til at nikke med et genkendende grin. Sønnens sproglige nysgerrighed er først kommet frem for meget nylig.

To kurdiskfødte forældre tager plads som det fjerde par, men da deres pige er velfungerende, er der god tid til at tale om den ene ting, der bekymrer Kirsten og pigens forældre en smule. Forældre og skole skal sammen observere pigens danske ordforråd, fordi hendes ivrige facon og flydende dansk dækker over huller i de danske begreber. Pigens far kan ikke lade være med at smile, da hans kone - åbenlyst ambitiøs på datterens vegne - med snilde og charme forsøger at lokke noget, der ligner en karakter ud af Kirsten, mens Kirsten lige så elegant glider af uden at få sagt hverken pil op eller pil ned.

Forældrene ved de to andre samtaler, Folkeskolenoverværede, ønsker ikke samtalen refereret.

'Vi har lus', står der malet hen over døren ind til børnehaveklassen som hilsen fra SFO fredag morgen. Men det sker så ofte, at ingen interesserer sig synderligt for det. Børnene er fuldt optagede af det, der står på skemaet de to første timer om fredagen: gymnastik.

Efter en hektisk omklædning med 24 børn i samme rum er der ikke megen søvn tilbage i øjenkrogene, og lydniveauet bliver ikke mindre, da børnene får lov at erobre gulvet i gymnastiksalen. Først da Kirsten træder ind i cirklen på midten, bliver skrig til mumlen og kamikazelopper til nogenlunde kultiverede skoleelever. Lidt efter sidder alle elever stille på cirkelstregen og lytter.

'Jeg siger dig, sådan var det ikke i begyndelsen. Når de starter i børnehaveklassen, har de ingen struktur, og at være alene med dem i en gymnastiksal er ganske enkelt ubeskriveligt. Jeg kan heldigvis pifte. Det er alene derfor, at jeg er i live i dag', siger Kirsten Weber.

Hun har i sin forberedelse fundet to elever, som hun sætter til at vælge hvert sit hold, hvor alle får en bold, de skal trille efter en badebold, som skal trænges ned på modstandernes banehalvdel. Som det uvægerligt går, når man vælger hold, sidder der til sidst to alene tilbage i cirklen, mens alle andre er blevet valgt.

'Jeg kan aldrig lære dem at være den, der bliver valgt til sidst, men jeg kan gribe ind, hvis det er de samme to hver gang. Jeg lader dem vælge hold, fordi de vil blive udsat for det senere, og jeg vil lære dem at magte den proces. Det er simpelthen en ting, de skal kunne med hinanden. Når de spiller, får de knubs, og det er en del af pigerne ikke glade for. De bliver heldigvis mere robuste af det, og som jeg forsikrer forældrene, når børnene starter, så har jeg et stort skød. Der er plads til alle, der har brug for trøst'.

Fredag er lærernes rygerum igen i brug. Dagen før underholdt Kirsten blandt andet med, at hun er blevet blitzet af en af de nye, automatiske fartfælder, og i dag har historien en ny vinkel. I går ringede politiet på døren hjemme hos Kirsten for at indkalde hende som vidne. Hendes søn åbnede og spurgte, om de var kommet for at give hans mor en bøde.

Kirsten når ikke at fortælle, om historien har flere pointer, før to af hendes små elever står i døren og beder om hjælp. En af klassens to lederpiger fører ordet. Det handler - sjovt nok - om klassens anden stærke pige, Nanna, som ikke vil rydde op. Kirsten går med tibage og finder Nanna siddende krøllet sammen bag sofaen i klassens lille legerum.

'Nanna vil ikke rydde op, og det skal hun ligesom os andre, hvis hun vil lege. Hun er ret irriterende', klager pigen, der hentede Kirsten.

'Jeg gider godt at hjælpe med at rydde op, men hun siger, at jeg er dum!', halvvejs råber Nanna, godt gal i skralden.

'Prøv at komme op til mig, så kan jeg bedre tale med dig', siger Kirsten, og Nanna kravler op på skødet af hende.

'Det gider jeg ikke have, at hun siger', fortsætter Nanna lidt mere rolig.

'Du vil ikke kaldes dum?'

'Nej', siger Nanna og glemmer et øjeblik at være en sej, lille pige, da hun læner sig ind mod Kirsten og betror hende, at den anden pige også har sagt noget, der er meget værre.

'Hun siger også, at mine dukker er grimme'.

Konflikten i pigegruppen tager lidt tid at få løst op, og imens arrangerer en af drengene afstemning om, hvem man synes er sød. Den får Kirsten taget hånd om, før de fleste drenge stryger ud og spiller basket, men også her tager de deres ture.

Henne omkring Alexandra, som sidder og tegner, forsøger to piger at finde ud af, om det er mest synd for Camilla, at hendes gedekid er dødt, eller om det er mest synd for Alexandra, der har mistet sin far. De spørger Alexandra, hvordan hendes far døde, og hun svarer, at det var af et hjertestop. Det får pigerne til at konkludere, at det nok er mest synd for Camilla, for godt nok er en far mere end et gedekid, men det er længe siden, Alexandras far døde, og geden brækkede oven i købet nakken, og det må være værre end et hjertestop, mener de.

Alexandra tager tilsyneladende ikke notits af snakken, men et kvarter senere sidder hun med tårer i øjnene, fordi nogen har kritiseret hendes tegning. Hun virker mere ulykkelig, end hvad en tegning kan forårsage, og Kirsten spørger ind til hende. Alexandra snøfter og sidder længe på skødet af Kirsten uden rigtigt at svare, før hun siger:

'Det er, fordi jeg er blevet passet af rigtig mange, fordi mor er på arbejde, og far ikke er til at passe mig'.

'Så du savner mor - ved din mor det?'

'Det ved jeg ikke. . .'.

'Har du fortalt din mor, at når det de sidste dage har været svært for dig, så er det egentlig, fordi du savner mor?'

'Det tror jeg ikke. . .'.

'Skal jeg ringe til din mor i weekenden og sige, at du har været ked af det?'

'Ja, det må du gerne. . .'.

Kirsten og Alexandra taler lidt videre, men det virker, som om Alexandra er kommet af med det, der klemte, og Kirsten bruger et par minutter mere på at få hende begejstret for at farve med nogle helt særlige farver på noget helt særligt papir.

Da Kirsten Weber griber kosten og giver børnene fri til weekenden, har hun ligget vandret for at løse konklikter blandt de 24, men det forhindrer dem ikke i at forsvinde en tur ind i hendes favn, før de drager i SFO eller hjem.

'Når en dag eller en uge er overstået, plejer jeg at stille mig selv det helt banale spørgsmål: Var jeg glad på mit arbejde? Var børnene glade? Og hvis jeg ikke kan svare ja til det, så er der noget, jeg skal have fat på'.

Fredag er også SFO-dag for Kirsten, og det lykkes hende at holde et positivt møde med pædagogerne, så hun i fremtiden bliver inddraget i og ikke mindst informeret om de forløb, der kører i SFO'en.

Klokken 16 slutter arbejdsugen bortset fra et par samtaler med forældre i weekendens løb. Og Folkeskolensbesøg er slut; børnehaveklasseleder Kirsten Weber behøver kun et ord til at svare på, hvad det vigtigste i hendes arbejdsliv er:

'Børnene. . .!'-Flemming Helsted Juul er freelancejournalist

Praktikeren og politikeren

Fluen på væggen: Folkeskolenhar været på besøg i to medlemmers arbejdsliv. I en uge var vi med to børnehaveklasseledere, hvor de stod og gik - praktikeren på Virupskolen nord for Århus, Kirsten Weber, og politikeren, børnehaveklasseledernes repræsentant i DLF's hovedstyrelse, Randi Bøyesen.

Hvad optager dem? Hvad fylder deres dag? Hvad glædes og frustreres de over?

Praktikeren og politikeren - har de noget til fælles? Vi bringer de to hverdagsskildringer på de følgende 14 sider.